Gå til hovedindhold

Sådan ser min sclerose ud

24. oktober 2014
Kort fortalt
Malerpensler, staffelier og paletter giver ro i hovedet, og syv mennesker har malet portrætter af deres sclerose - præcis som de oplever den
Thumbnail

Lisbeth Krogh sidder gerne helt stille med lærredet foran sig. Nogle dage er farverne på paletten mørke og dystre, og andre dage er farverne lyse og fulde af liv. I dag er de fleste lyslilla og levende.

”Det giver en dyb ro at male. Nogle dage flygter jeg ind i mit maleri, fordi der er så meget, der fylder oppe i hovedet. Der kan være rigtig meget rod, men når jeg maler, er det som om, det hele forsvinder. Jeg fordyber mig i farverne og lukker alle tanker og alt andet ude,” fortæller hun.

Lisbeth er en del af det AOF-hold, der hver mandag tager penslen i hånden og maler. Holdet, som består af fem kvinder, to mænd og underviser Rikke Rosendal, mødes om formiddagen til morgenbrød, kaffe og hyggesnak. 

Når kaffekoppen er tom, siver de hver især ud til malerpensler, staffelier og lærreder. Rutinerne er efterhånden ret faste. Ingen kan længere huske, hvor længe de har malet sammen, men det er i hvert fald mere end fire år. Det betyder nu heller ikke så meget.

Det betyder heller ikke noget, at den yngste på holdet er 37, og den ældste har rundet 70 år. Det eneste, der betyder noget, er at male – og at male sammen med andre, der også har sclerose.

Jeg følte mig godt nok mast

Hver især har de lavet et portræt af deres sclerose, sådan som de synes, den ser ud. Det er der kommet syv vidt forskellige billeder ud af, og 39-årige Inge Møller har malet et billede af et lille barn, der er klemt mellem jordbunden og en klippeblok.

Billedet blev malet i julen sidste år, og det var ganske kort tid efter, at hun var holdt med at arbejde.

”Jeg følte mig så mast. Jeg fik ofte attakker, og hver gang stjal de noget fra mig. Og når jeg ikke arbejdede mere, så stod jeg bare der. Jeg anede ikke, hvem jeg var, og hvad jeg skulle gøre af mig selv. Man kan ikke se på mig, at jeg har sclerose. Derfor forstår folk ikke altid, at jeg ikke kan gøre alt det, jeg kunne før. Det gjorde, at jeg ikke følte, at jeg levede op til den rolle, jeg havde før,” fortæller hun om maleriet.

”Men jeg kan mærke, at jeg er på rette vej. Jeg føler mig ikke mast mere, og det er jo slet ikke unormalt, at man skal igennem sådan en ’hvem-er-jeg’-proces, når livet slår en ordentlig kolbøtte. Men jeg ved nu, at man sagtens kan leve et godt liv med sclerose. Det er bare et andet liv, end det man lige gik og regnede med”.

Lægen, der fik styr på alt rodet

I Lisbeth Kroghs maleri optræder den læge, der gav hende diagnosen.

”Jeg har været så vred. Jeg nægtede at tro på ham, og jeg syntes ikke, at han kunne være bekendt at sige sådan noget. Alligevel blev det i sidste ende ham, der fik sat ord på alt det rod, der var der i forvejen. Det rod, der viste sig at være symptomer på min sclerose,” fortæller hun om maleriet.

”I starten var det rigtig svært at acceptere. Men det bliver lettere med tiden. For mig har det været vigtigt at lave ting, som jeg bliver glad af – særligt nu, hvor jeg har måttet erkende, at der ikke er mere, jeg kan tilbyde på arbejdsmarkedet. Det er meget vigtigt for mig så at bruge det, jeg kan. Jeg kan ikke gå så langt længere, men til gengæld kan jeg bruge mine hænder, og det vil jeg blive ved med, så længe jeg overhovedet kan.”

Hjerne på overarbejde

Nogle gange kan det føles som om, at hovedet løber alt for hurtigt, og Inge Møller har fundet ud af, at hendes hjerne slapper af, når hun maler. 

”I hverdagen er det faktisk min største udfordring at få ro i hovedet. Men hvis jeg kan få lov at bruge mine hænder sammen med hovedet, så kan jeg få fred og slappe af”, siger hun.

Nogle gange er der ikke meget pænt at sige om sclerose, men for Inge Møller har den tvunget hende til at være mere tilstede i nuet, hvilket hendes omgivelser sætter stor pris på.

”Jeg var altid på arbejde. Også når jeg ikke var der fysisk, var jeg på arbejde. Jeg jonglerede altid med hundrede bolde på samme tid og var altid på vej videre. Men den går altså ikke, når man har sclerose, så jeg har i den grad skullet lære at tænke anderledes og lære at slappe af i hovedet. I dag gør jeg alt for at være nærværende, og malingen har været med til at lære mig det nærvær. Når jeg maler, så koncentrerer jeg mig nemlig kun om en enkelt lillebitte ting ad gangen – en bestemt farve eller et hjørne på lærredet,” siger hun.

Timerne der forsvandt

Det er tydeligt, at holdet kender hinanden rigtig godt. Pludselig er klokken blevet 12.30, og det er blevet tid til at pakke malergrejet sammen. Timerne er fløjet af sted, mens der er blevet malet, snakket og grint en hel masse.

”Jeg elsker at komme herud. Ikke kun for at male, men også for at være sammen med de andre. Man kan komme på en dårlig dag, hvor man bare sidder på en stol og ikke laver noget som helst, og så er det stadigvæk helt okay. Der er en stor forståelse for og accept af sclerosen, som det kan være svært at finde andre steder, og det betyder rigtig meget for mig", siger Heidi Jørgensen.

Hvis du har lyst til at se de syv scleroseportrætter, så bliver de i løbet af november udstillet på Sclerosehospitalet i Ry.

KLIK PÅ BILLEDET NEDERST I ARTIKLEN FOR AT SE FLERE BILLEDER 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.