Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Rollator-debut på hullet grusvej i Indien

De daglige morgenture i en indisk landsby blev en fantastisk oplevelse for MS-mig, der fik så mange dejlige smil og opmuntrende bemærkninger til min gå-træning, at jeg helt glemte min aversion mod rollatoren

Af freelancejournalist Susanne Christensen

I flere år har jeg lukket ørerne for velmenende råd om at anskaffe en rollator, når jeg nu ikke længere kunne gå uden støtte og dårligt kunne nøjes med en stok. Så gammel og svagelig var jeg da heller ikke blevet, syntes jeg selv, og jeg skulle i hvert fald ikke have sådan en plejehjemsmaskine. Bare navnet ”rollator”gav mig gåsehud.

Hårdt presset søgte jeg alligevel kommunen om en og fik en bedre en af slagsen. Faktisk en ret smart, rød model og lidt af en offroader, der både kunne køre i skov og på strand. Alligevel krævede det overvindelse at tage min nybevilgede rollator i brug. Jeg havde mest lyst til at stille den bagerst i redskabsskuret, som noget, der ikke rigtigt kom mig ved. Og der kunne den have stået og rustet op, hvis jeg ikke i sidste øjeblik fik truffet en vigtig beslutning. Nemlig at tage rollatoren med på den ayurvediske kurtur, jeg kort tid efter skulle på i mit elskede Indien. Jeg benyttede kuropholdet til at tage min rollator-debut.

Fra tidligere kurture vidste jeg, man let kommer til at sidde for meget ned, fordi det er besværligt/farligt at gå på sine vaklende ben med en stok. Denne gang ville jeg med rollatoren sørge for at gå-træne og dermed styrke musklerne i benene. Det virkede også lidt lettere at tage min rollator-debut i Indien. Hvor jeg ikke risikerede at rende ind i en tidligere kollega eller skolekammerat, og hvor jeg følte mig totalt tryg midt i virvaret. Altså indkøbte jeg en stor, sort cykeltaske i Harald Nyborg, så rollatoren ikke blev væk I flyet.

Indere og hunde så skeptisk på Carl Oskar

Jeg boede på Oceano Cliff, et ayurvedisk kursted i Varkala i delstaten Kerala. Jeg parkerede Carl Oskar, som jeg kalder rollatoren efter modellen, ude på min terrasse.

Jeg lagde ud med at gå-træne med Carl Oskar dagen efter, at jeg ankom til kurstedet. Tog af sted tidligt om morgenen, før det blev for varmt. Jeg spændte min dropfodsskinne, der også forhindrer overstræk af mit dårlige venstre ben. Og jeans udover til at camouflere skinnen.

Jeg valgte at gå-træne med Carl Oskar lige udenfor kurstedets dør, der førte ud til en grussti, hvor der boede en masse mennesker på begge sider af stien. Første dag rendte jeg ind i en avissælger lige udenfor Oceanos dør. Jeg var så begejstret over, at han også havde indiske aviser på engelsk, at jeg lod mig lokke til at købe for hele måneden, jeg var her. 500 rupies eller omkring 50 kr. Måske nok lidt dyrt, men glæden hos avissælgeren var alle pengene værd, og så fik jeg leveret min helt private avis ved døren. Og sådan går det altid i Indien. Man bliver bombarderet af indtryk. Der sker så meget, at jeg ikke havde tid til at bekymre mig særligt om noget så inferiørt, som at jeg var på min første tur med rollatoren.

Jeg var så tidligt ude, at jeg dumpede lige ind i folks morgenritualer. Folk vaskede sig, børstede tænder. Der var en hakken og spytten, som det er sædvane i østen.

Første gang jeg kom gående med Carl Oskar, var både inderne og alle gadens hunde på vagt. En synligt dårligt gående turist med en sær form for vogn med hjul på. En gammel gut, jeg kom forbi, så meget skeptisk ud og tog adskillige runder rundt om mig og rollatoren, før han åbenbart stillede sig tilfreds med, at jeg ikke var farlig, men bare ikke kunne gå ordenligt. Hundene knurrede også lidt i starten, men jeg talte venligt til dem og lod dem snuse til ”dyret”, og så var den også hjemme.

Huller i vejen blot ekstra træning

Flere af dem jeg mødte på min vej, pegede på de store huller i grusvejen og rystede beklagende på hovedet. Nogle skældte ud over regeringen, der ikke sørgede for at vedligeholde vejene. For min skyld ingen alarm. Carl Oskar er en form for offroader, og for mig var hullerne bare ekstra træning.

Efter de første dages nysgerrighed fik jeg fred til at gå-træne. Folk havde jo også deres at passe. Kvinderne begyndte tidligt at snitte grøntsager til dagens måltider, få ungerne i tøjet, flette pigernes hår og måske følge dem i skole. Mændene skulle typisk på arbejde. Påfaldende mange i dette kvarter var rickshaw-chauffører.

Nogle talte hæderligt engelsk, og dem fik jeg måske en lille snak med. En klar fordel ved rollatoren er, at du kan sætte dig ned på dens sæde, når du er træt eller skal snakke med nogen, tage billeder eller bare se dig omkring.

En dag havde jeg overskredet grænsen for, hvor langt jeg kan gå. Selv om det var tidlig morgen og endnu ikke rigtig varmt, svedte jeg som en hest, og jeg begyndte at snuble over mine egne ben. Jeg passerede en sød dame, der sad og læste avis udenfor sit hus. Jeg så åbenbart så lidende ud, at hun spurgte, om jeg ville have en kop the. Om jeg ville! Jeg satte mig straks på rollatorens sæde og fik serveret den dejligste kop the med masser af mælk og sukker. Mens jeg sad der og kom til hægter, spurgte hun, hvad der var sket med mig, siden jeg ikke kunne gå. Jeg droppede den lange forklaring om MS, fordi de færreste indere kender til MS og sagde blot, at det ikke skyldtes en ulykke, som mange indere tror, men en sygdom. Jeg trak op i venstre bukseben og viste hende min dropfodsskinne og fortalte, at den hjalp med at presse forfoden op, så det blev lettere at gå. Det kunne hun godt forstå. Hver gang jeg siden passerede den søde dame på mine morgengåture, havde hun altid en opmuntrende kommentar til min træning. En dag fortalte hun, at hun i går nat igen havde fået et barnebarn. Hendes datter og den nyfødte boede hos hende og manden, som det er sædvane i de første uger efter fødslen, så den nybagte mor kan få ro. Om jeg havde lyst til at se den lille? Ja, det havde jeg da i den grad. Hun gik ind og hentede babyen. En yndig størrelse, én dag gammel med et brus af sort hår på hovedet.

Min aversion mod rollatoren vendt

Som sagt er Carl Oskar lidt af en offroader og kan i sammenklappet tilstand tages med i en taxa for eksempel til stranden. Mange af strandene omkring Oceano Cliff er svært tilgængelige og ligger i bunden af stejle skrænter, men jeg fandt en strand, man kunne køre næsten helt ned til med taxa, og hvor jeg så kunne tage rollatoren og gå over sandet næsten ud til vandet.

En dag tog jeg også Carl Oskar med i en taxa til tekstilparadiset Parthas i hovedstaden Trivandrum. Parthas er en fire-fem etagers bygning fyldt med de mest vidunderlige stoffer. De har alt, hvad du kan ønske dig, og jeg kan gå der i timevis. Problemet har hidtil været, at jeg bliver meget træt af at gå på mine vaklende ben med en stok. Man kan holde lige udenfor butikken med taxaen, og selv om der er trapper, er der altid nogle venlige ansatte, der kan bære rollatoren op og give dig en hånd. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager rollatoren med ud at handle.

Jeg var længe om at overgive mig til rollatoren, men jeg må indrømme den udvider min aktionsradius betragteligt. Jeg vil ligefrem anbefale alle, der har det ligesom mig med rollatorer, at tage deres rollatordebut et virkelig elsket sted; på golfbanen, i skoven, i biografen, ved stranden. Hvor-som-helst du ikke ville have kommet uden at skulle have hjælp af andre. For det er trods alt nummer et for de fleste at kunne klare sig selv.

Kommentarer

Charlotte Pedersen (Gæstebruger) (ons, 05/07/2017 - 17:22)

Mange tak for fin og opmuntrende artikel. Jeg har selv været på 1 mdrs. ajurveda kur i Vakala i 2007 og gået på Oceano Cliff og de ustabile underlag på stierne. Ja godt med en ofroader. Det var før jeg fik et såkaldt attak i Portugal i 2012. Sidste år indtil februar gik jeg helt almindeligt igen og jeg var glad for at komme "tilbage" til mig selv. Jeg har gået og gået i 4 år på stranden (i Portugal hvor jeg bor pga mildere klima) og det gav pote. Så skete noget sidste sommer idet jeg overdrev min formåen i forhold til "hjælpegenet", 3 uger i efterfølgende i sengen og siden gået med stok. Jeg selv går med tanken om at bruge rolator. Har lånt min søsters en enkelt gang og det var naturligvis lettere at gå med den end en stok. Så tillykke med din beslutning om at være extra god ved dig selv.

Kirsten Andersen (tor, 06/07/2017 - 09:40)

Hvor er det dejligt at du overgav dig, det giver en masse frihed og overskud til at komme nogle steder hen der ellers er svært at komme. Jeg går selv med rollator og har gjort det i 7 år, det var også en overvindelse første gang jeg skulle i til byen for tænk hvis jeg mødte nogen jeg kendte, det gjorde jeg, og efter at have hilst på hende var det kun en naturlig ting at bruge for mig, og samtidig er folk så hjælpsomme at det er en fornøjelse.

Birgit Müller (fre, 07/07/2017 - 11:21)

Jeg har progressiv sclerose, og rollatoren er simpelthen en genial opfindelse, man kan gå næsten normalt uden at blive skæv af at bruge en stok, og den støtter meget mere, jeg ved ikke hvor tit jeg er faldet selvom jeg havde stokken, nu redder rollatoren mig, når jeg ikke får løftet benene nok. jeg elsker min rollator.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy