Gå til hovedindhold

Risikofaktorer for sekundær progressiv sclerose

10. april 2017
Kort fortalt

Patienter i en højere alder, der lider af træthed og gangbesvær, har en forøget risiko for at glide over i en sekundær progressiv form. Det viser nyt studie af 155 personer over 50 år diagnosticeret med attakvis sclerose.

Thumbnail

Når først man har fået stillet diagnosen: attakvis sclerose, er det naturligt at spørge sig selv: Hvad nu, forbliver min sclerose attakvis, eller er jeg én af dem, hvis sygdom vil udvikle sig til en sekundær progressiv form?

Det kan ingen sige med sikkerhed, da sclerose er meget individuel og uforudsigelig.

Undersøgelse af ældre over 50 år

Men nu har forskere fra USA kigget nærmere på hvilke faktorer og tegn, der kan give et fingerpeg om sygdommens udvikling.

Undersøgelsen omfattede 155 personer over 50 år, der var diagnosticeret med attakvis sclerose mindst 15 år tidligere. Ved start og efter 5 år blev patienternes symptomer og grad af invaliditet vurderet og sammenlignet.

Risikomarkører: Ældre, træthed og begrænset benfunktion

Det viste sig, at godt 30% oplevede en gradvis forværring af deres sygdom og udviklede sekundær progressive sclerose efter 5 år.

Resultaterne pegede på, at netop disse patienter var ældre, havde større grad af invaliditet i starten, 4 gange så stor sandsynlighed for at opleve træthed, og 3 gange så stor sandsynlighed for at have bevægelsesproblemer i benene, end de, der ikke udviklede progressiv sygdom.

Sammenhængen var tydelig selv efter at have justeret for andre mulige påvirkende faktorer som alder og tiden siden diagnosetidspunktet.

Bedre mulighed for at målrette behandling

Forskerne betoner, at undersøgelsen peger på mulige risikofaktorer for at udvikle progressiv sclerose, men at det også er en begrænset gruppe af patienter, der er set på.

Studiet kan dog være med til at give en bedre forståelse af hvilke ældre personer med sclerose, der er i en højere risiko for at forværre deres sygdom.

Det kan forbedre muligheden for at skræddersy og målrette bestemt behandling til disse personer.  

Undersøgelsen bliver præsenteret ved det årlige sclerose-seminar The American Academy of Neurology i Boston, USA i denne måned, 22-28 april.

Man kan læse mere om studiet her.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.