Gå til hovedindhold

Q&A med Ole Hækkerup

27. januar 2017
Kort fortalt
Medlem af Socialdemokratiet, forhenværende medlem af Folketinget og nyvalgt medlem af hovedbestyrelsen i Scleroseforeningen.
Thumbnail

Hvorfor er du gået med i Scleroseforeningens hovedbestyrelse?

Jeg er gået med i hovedbestyrelsen, fordi jeg gerne vil være med til at gøre noget for andre. Når jeg gør noget for andre, så gør jeg i virkeligheden også noget for mig selv. Både fordi jeg får en masse tilbage, men også fordi jeg gerne vil bo i et land, hvor mennesker gør noget for hinanden.

Kender du selv nogen med sclerose?

Jeg kendte ikke nogen med sclerose, før jeg blev valgt ind i hovedbestyrelsen. Men der er en masse mennesker, der har henvendt sig til mig efterfølgende og fortalt mig om deres familier eller om dem selv og deres erfaringer og oplevelser. Det gjorde stort indtryk på mig, fordi det gav mig en bedre forståelse for sygdommen og især for, hvor forskellige folk er. Det er virkelig forskelligt, hvor meget folk er påvirkede af sygdommen – nogle af dem, ville jeg aldrig have gættet, havde sclerose, hvis jeg så dem på gaden. Andre har det meget værre med deres sygdom.

Hvorfor lige Scleroseforeningen og ikke en anden patientforening?

Fordi Scleroseforeningen har brug for at blive hørt noget mere. Der er mange, der kender foreningen, men jeg ved ikke, hvor mange der egentlig kender sclerose. Men vi har brug for, at der er noget mere opmærksomhed omkring sygdommen.

Hvad kendte du til sygdommen, inden du blev en del af hovedbestyrelsen?

Før kendte jeg det kun som overskrifter - på den måde lignede jeg måske mange andre i samfundet. Men nu er jeg gået ind i hovedbestyrelsen, og så starter jeg med at informere mig selv, og derfra kan jeg informere samfundet. Det starter altid med en selv.

Hvad er dit indtryk af foreningen?

Foreningen er fuld af nogle af de mest positive mennesker, jeg har mødt længe. De vil noget godt for andre, og det er virkelig dejligt at få lov at være en del af sådan et miljø.

Nu har du lige været til dit første hovedbestyrelsesmøde i weekenden, hvad er dine tanker om det her, du er gået ind i, efter det møde?

De er kun blevet endnu bedre. Det er nogle spændende diskussioner og noget spændende arbejde. Vi starter med at sige, hvad visionen er, og hvilke udfordringer vi forestiller os, folk har om 5 år. Og så spørger vi os selv: Hvad gør vi i dag, og hvad vi skal kunne? Der bliver større og større forskelle mellem dem, der har sclerose, og så bliver der forskel på det, de har brug for, og det skal vi kunne imødekomme – Scleroseforeningen skal være relevante i alle mennesker med scleroses liv.

Hvordan gør man det?

Det arbejder vi på i strategien. Det ligger i tidsånden, at folk bliver individuelle. Hvordan tilpasser vi os så det? Det er hovedopgaven, og det skal vi så finde ud af nu. Vi skal undersøge, hvor meget vi rammer folk i dag. Der kan jo være nogle, der føler, at vi ikke giver mening i forhold til deres behov – det skal vi finde ud af, så vi kan finde ud af, hvem vi skal være der mere for. Jeg ligger desværre ikke inde med en magisk løsning, men det er jo også derfor, vi er mange, der skal forsøge at gøre vores forening bedre for folk med sclerose.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.