Gå til hovedindhold

Politisk pres for ­forskning i medicinsk cannabis

8. maj 2014
Kort fortalt
Inden sommerferien kommer Enhedslistens tre forslag om medicinsk cannabis til afstemning i Folketinget. I hvert fald det ene – forslaget om at fremme forskning i medicinsk cannabis – håber flere partier går igennem
Thumbnail

Alle Folketingets partier ønsker dansk forskning i medicinsk ­cannabis. Det viste et samråd i Sundhedsudvalget den 18. marts. Alligevel er partierne langtfra enige om at støtte Enhedslistens forslag om at sikre forskning i medicinsk cannabis. 

Især regeringspartierne og Venstre er skeptiske.

»Jeg ser gerne forskning i medicinsk cannabis. Men vi politikere kan jo ikke gøre andet end at opfordre læger og medicinalindustri til at søge penge til forskning i medicinsk cannabis. Initiativet skal komme fra forskerne,« siger sundhedsordfører for Socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen.

Hos Venstre er udgangspunktet også, at forskerne skal tage første skridt, men ordfører Sophie Løhde udelukker ikke, at Folketinget kan skubbe på. Og det er præcis, hvad Enhedslisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og SF ønsker. Og uden Venstre er der ikke flertal uden om regeringen for forslaget.

»Det er noget sludder, at vi politikere kun kan opfordre. Vi kan prioritere forskningsmidler, så der er en pose penge afsat til forskning i medicinsk cannabis,« siger Enhedslistens Stine Brix, der står bag forslagene.

Dansk Folkepartis Liselott Blixt håber, at det er muligt at flytte regeringen og Venstre.

»Jeg håber, at der kan samles flertal bl.a for mere forskning i medicinsk cannabis, når vi politikere får mere viden,« siger Liselott Blixt, der henviser til et såkaldt ekspertmøde i Sundhedsudvalget om kort tid. Her fortæller en række eksperter om medicinsk cannabis.

Pengene til forskning i medicinsk cannabis mener partierne kan findes i Forskningsreserven, som der forhandles om til efteråret. Satspuljen er også en mulighed.

Stine Brix nærer ingen illusioner om, at alle Enhedslistens tre forslag går igennem. Men hun håber, at Sundhedsudvalget vil blive enige om en tekst til en såkaldt »beretning«, som vil blive gennemført i folketingssalen.

Hollandske erfaringer

Det andet af Enhedslistens tre forslag går ud på at give straffrihed til de syge danskere, der bruger cannabis i medicinsk øjemed. Alle partier anser det som et problem, at blandt andet sclerosepatienter, der benytter cannabis til medicinske formål, bliver kriminaliseret, men forslaget  vinder kun lille opbakning. 

Der er mere opbakning til Enhedslistens tredje forslag. Her opfordres regeringen til »at undersøge mulighederne for at give udleveringstilladelse til den medicinske cannabis, der produceres og sælges i Holland«. Her er tale om statskontrollerede produkter, som udleveres på recept i både Finland, Tyskland, Schweiz, Slovakiet og Italien. Udleveringstilladelse gives til læger, der på vegne af en patient søger tilladelse til at udlevere et medikament – forslaget beder altså regeringen undersøge, om læger ville kunne få en udleveringstilladelse til medicinsk cannabis, hvis de søgte. 

Folketinget er delt i to. Og der er principielle forskelle. Regeringen og Venstre holder fast i, at cannabis er et almindeligt medicinsk lægemiddel, hvor der skal være videnskabelig evidens for effekten, før Danmark kan importere og udlevere medicinsk cannabis. Altså nej til udleveringstilladelse.

»Det kan godt være, at nogle patienter har gode erfaringer med de hollandske produkter, men vi er altså nødt til at have bevis for effekten, før vi kan indføreprodukterne på det danske marked. Og ikke engang i Holland forskes der ret meget i dem – det finder jeg betænkeligt. Er det, fordi produkterne ikke er gode nok?« spørger Flemming Møller Mortensen.

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten mener derimod på linje med de lande, der har valgt at importere Bedrocan, at de gode patienterfaringer er nok til at tage medicinsk cannabis i brug i Danmark. 

»Sundhedsstyrelsen kunne i det mindste sætte sig grundigt ind i de udenlandske erfaringer for at se, om de hollandske produkter er noget for os. Så kunne vi jo begynde med at afprøve produkterne på en afgrænset gruppe i et stykke tid,« siger Özlem Cekic. 

Begge parter mener, de taler patienternes sag. Regeringen og Venstre holder fanen med patientsikkerhed højt, de andre partier holder på, at det centrale er patienternes gode erfaringer. 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.