Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Pernille og trampolinerne

Engang var hun Danmarks yngste mester på trampolinen, men så fik hun sclerose og smadrede sit knæ. I dag bruger hun stort set al sin fritid på at stå ved siden af trampolinen og se andre udfolde sig. Bitter? Nej, det vil Pernille Dietz ikke være. I stedet vil hun give glæden ved det elastiske underlag videre.

Af Mette Damgaard Sørensen, freelancejournalist
 
En god dag for den 25-årige Pernille Dietz er at vågne op til solskin, møde ind i Bracknell Trampoline Centre sydvest for London og se en flok glade børn hoppe rundt på det elastiske underlag, flyve lidt i luften, have det sjovt. 
Det med solen er der selvsagt ingen garanti for – London-området er mere berømt for sin tåge – men trampolincentret kan hun komme i, hvornår det skal være. Siden hun fik en invitation fra en engelsk træner og tog et sabbatår efter gymnasiet har det næsten været hendes andet hjem. Først som udøvende trampolinspringer, nu som frivillig.
”Det giver mig meget at være her. Jeg nyder det. Jeg brænder for, at mennesker får øjnene op for trampolinen. Det er ligegyldigt, om det er en eliteudøver eller en, der tager sit første hop på trampolinen. Det er en fantastisk oplevelse – det vil jeg gerne give til andre mennesker,” siger hun.
I centret møder hun børn og voksne med og uden handicap, autisme, kræft eller andre særlige livsvilkår. Nogle er eliteudøvere, mange er amatører.
For Pernille handler det om at hjælpe folk til at overskride egne grænser og opnå en wauw-effekt.
Men hvad er det helt præcist, der gør trampolinen så speciel? 
”Det er nok lidt fornemmelsen af at flyve. At man kan kontrollere sin krop og springet, selvom man er oppe i luften. Det er en fed fornemmelse,” siger Pernille.

Solgt i Haslev

Pernille Dietz var otte-ni år, da hun så nogle trampolinspringere i Haslev Hallen. 

”Jeg synes, det så svært ud, sejt ud. Det måtte jeg bare prøve, sagde jeg til min mor. Og det fik jeg lov til. Det var hylende morsomt. Senere hen blev det også virkelig udfordrende – fysisk og mentalt. Det var, da jeg var begyndt på konkurrencerne,” fortæller hun.
 
Pernille Dietz blev hurtigt ret god, og fire-fem års målrettet, hård og sjov træning senere kunne hun kalde sig Danmarks yngste trampolinmester nogensinde.
Siden fandt flere medaljer vej til hendes hals, og hun elskede at træne.
 
Men som 18-årig fik hun først konstateret synsnervebetændelse og siden fulgte sclerose-diagnosen. Det gjorde hende virkelig ked af det, men slog ikke fighterånden ud. Et eksempel:
Dengang hun stadig trænede, skulle hun tage en ugentlig indsprøjtning mod sclerosen. Den tog hun lørdag aften, så hun kunne bruge sin eneste ugentlige hviledag på at ligge med influeza-agtige bivirkninger. Træningen ville hun ikke gå glip af.

Totalskadet knæ

Men nu er det definitivt slut. Sandsynligvis var det på grund af sclerosen, at Pernille ikke fik bøjet sit venstre ben under et spring, så knæet blev totalskadet. Hun måtte gennemgå to operationer, og så var der ikke mere at gøre. 
Hjem til Danmark ville hun ikke, selvom familien i blandt andet Karrebæksminde gerne ville have hende tættere på. 
”Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg skulle være min families ansvar, når jeg nu var vant til at klare mig selv. Hvis jeg var kommet til Danmark, var jeg nok mere blevet ’hende den syge’,” siger hun.
I stedet har hun fyldt dagene ud med først en læreruddannelse på fuldtid, og i øjeblikket tager hun en uddannelse i Leisure Management, samtidig med at hun er frivillig underviser på en dansk skole og bruger mindst 10 timer om ugen på centret.
”Det værste for mig ville være at have et 8-16-job, og så komme hjem klokken 17 og ikke vide, hvad jeg så skulle lave. Sådan er vi alle sammen i min familie, vi har gang i 117 ting,” siger hun.

Bare Pernille

Sclerosen får ikke lov til at fylde for meget i Pernilles liv, for sådan vil hun have det. Gæsterne i centret kender ikke til sygdommen.
”Jeg bliver selv mindet om sclerosen hver eneste dag. Hver morgen skal jeg tage piller mod dit og dat, så jeg behøver ikke bliver mindet om det i løbet af dagen også. Derfor er jeg privat omkring min sclerose. Jeg vil gerne have, at folk lærer Pernille at kende i stedet for ’hende den syge’,” siger hun.
 
Kollegerne ved det godt, men de behandler hende stadig bare som Pernille. 
”Træningskammeraterne har aldrig opført sig anderledes over for mig. Når jeg bliver træt, tager de ikke særlige hensyn, men behandler mig som alle andre, der bliver trætte. Det betyder rigtigt meget,” siger hun. 
 
Sammen med de andre i centret prøver hun at gøre noget for lokalområdet. Fx for mødre, der er på barsel.
”Vi har også lige startet et samarbejde med autismeforeningen. Når man så har udviklet noget sammen, så er der sådan en gruppe-ekstase: Yes, det lykkedes,” siger hun.

Ikke bitter

Pernille synes ikke, at hun – fordi hun har sclerose – har en særlig tilgang til de gæster på centret, der selv har en sygdom at kæmpe med. Bortset fra på et punkt.
”Jeg gør rigtigt meget ud af at motivere, hvis der er nogen, som er ved at holde op på grund af deres sygdom. Jeg vil gerne inspirere til, det ikke er sygdommen, der skal have lov at bestemme. Det er nok dér, min egen sygdom gør en forskel,” siger hun. 
Pernille Dietz får selv stor opbakning fra ’verden bedste læge og sygeplejerske’, som hun mødes med hver tredje måned, og som holder hende fast i, at hun kan, hvad hun vil – måske bare på en lidt anden måde.
 
”Jeg er ikke bitter. Jeg fik sygdommen, og sådan skulle det så være, selvom det har været hårdt. Men jeg er nok sådan en, der ser glasset mere som halvt fyldt, frem for halvt tomt. Jeg har mine interesser, heldigvis. Det var nok også derfor, at jeg valgte at blive boende i England, for så kunne jeg være en del af noget større.”
 

Kommentarer

Liss Dietz (man, 04/04/2016 - 21:48)

Kære Pernille
Det er en utrolig god artikel, som jeg håber vil give andre mod på at leve livet med den sygdom.

Linda og Arne (ons, 06/04/2016 - 09:29)

Kære søde Pernille
Du er lige så sød, sej, optimist og en utrolig dejlig pige, som du altid har været, du har fra du blev født, altid haft fuld fart på, du er en rigtig Larsen/Dietz.
Tusinde knus, kram, positive tanker og håb om,at lægevidenskaben en dag finder et mirakel.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy