Gå til hovedindhold

Opdaterede motionsanbefalinger

19. december 2011
Kort fortalt
Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny opdateret udgave af håndbogen ”Fysisk aktivitet – håndbog i forebyggelse
Thumbnail

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

I Håndbogen under afsnit 3.31, som omhandler sclerose, er der taget nye resultater på motionsfronten med, som viser, at fysisk træning har en dokumenteret effekt på sclerosepatienters gangfunktion. Et forsøg har vist, at forskellige former for træning i snit forbedrer gangfunktionen med 19 procent. Samtidig viser en analyse, at fysisk træning har en generel positiv effekt på patienternes livskvalitet.

Fysisk træning er gavnligt
Ulrik Dalgas, der forsker i motion for mennesker med sclerose, er ikke i tvivl om den fysiske trænings gavnlige effekt.
”De fleste der har sclerose har som regel også nedsat kondition og muskelstyrke, og det kan trænes bedre. Samtidig betyder øget fysisk træning også, at man minimerer en masse andre risikofaktorer, der kan lede til diverse livsstilssygdomme, som for eksempel diabetes og dårligt blodomløb. Og så er der jo den enorme fordel, at motion indvirker positivt på humøret,” siger ph.d. Ulrik Dalgas, der er ansat ved Afdeling for Idræt på Aarhus Universitet.

Tag anbefalingerne med
Undersøgelser viser også, at træning har bedst effekt, hvis den er overvåget. Derfor anbefaler Ulrik Dalgas, at man i hvert fald i starten, får instrukser af en fysioterapeut, der kender til de særlige problemer, der er ved at have sclerose. Så kan man altid bagefter træne videre på egen hånd.
”Det er en i øvrigt en god idé, at tage de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen med til sin fysioterapeut eller anden behandler, så man sikrer, at vedkommende er opdateret på det sidste nye,” siger Ulrik Dalgas.

Pas på temperaturen
Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen peger også på, at en del mennesker med sclerose lider af temperaturfølsomhed, hvorfor man under træningen børe forebygge, at patienterne bliver afkølede. Men i virkeligheden er det modsatte problem mere almindeligt, påpeger Ulrik Dalgas.
”De fleste med sclerose har faktisk det problem, at de bliver for varme, når de dyrker motion, og det er ubehageligt, for det kan blandt andet give svimmelhed og synsforstyrrelser. Derfor gælder det om at tage nogle forholdsregler i den henseende. Og de er meget simple i virkeligheden. Sørg bare for at have et vindue åbent under træningen eller køl dig ned med et koldt bad før træning,” siger Ulrik Dalgas.

Håndbogen for fysisk aktivitet kan findes her. Anbefalingerne til sclerosepatienter står på side 468-470.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.