Gå til hovedindhold

Ocrelizumab ligner leddegigt-medicin

19. april 2016
Kort fortalt
Det nye lovende præparat mod sclerose, ocrelizumab, er næsten en tro kopi af det velkendte leddegigtmiddel, rituximab. Men selvom rituximab vil være billigere at benytte, så satser industrien på nye dyrere alternativer. I Sverige vil man forsøge at få rituximab godkendt til sclerose, mens danske neurologer er mere tilbageholdne.
Thumbnail Som man kunne læse i går, så tilbydes svenske sclerosepatienter behandling med leddegigt-lægemidlet rituximab, der har været på markedet siden 1997. Effekten er god, patienterne er tilfredse, og præparatet er langt billigere end eksisterende medicin. Men det er ikke godkendt mod sclerose, og i Danmark er man ikke klar til at tilbyde off-label medicin til sclerosepatienter.  Ikke desto mindre, har rituximab slående ligheder med flere nye præparater under udvikling mod sclerose. Faktisk er ocrelizumab udviklet over samme skabelon som rituximab, men forventes at blive langt dyrere for samfundet.  Det fremgår af en artikelserie, der fornylig er blevet offentliggjort i MedWatch, om svenskernes erfaring med brug af off-label medicin til sclerosepatienter.

Rituximab og ocrelizumab er kusiner

Rituximab markedføres af Roche som MabThera i Europa og Rituxan i USA, og er et antistof mod CD20-antigenet på B-celler. Interessant nok, benytter Roche den selvsamme antistofmodel til udvikling af deres nye sclerosepræparat, ocrelizumab.  Både rituximab og ocrelizumab er begge monoklonale antistoffer med tæt på samme virkningsmekanisme, designet til at ramme det samme CD20-antigen på B-celler for at slå B-cellerne ned. Eneste forskel er, at ocrelizumab binder CD20 lidt anderledes, og indeholder langt mere menneskeantistof end rituximab, der er en blanding af muse- og menneskeantistoffer.  De markante ligheder gør, at svenske neurologer føler sig overbevist om, at rituximab virker mindst ligeså godt mod sclerose som ocrelizumab. Men selvom ocrelizumab altså tilsyneladende er en næsten tro kopi af rituximab, vil det blive langt dyrere end det nuværende billige rituximab. 

Afventer resultater fra ocrelizumab

Ifølge Finn Sellebjerg er de netop afsluttede studier af ocrelizumab, de første større undersøgelser, der nogensinde er lavet med anti-CD20 produkter i sclerosepatienter. Men hvis rituximab er så veltolereret og sikkert, og er næsten identisk med ocrelizumab, har sclerose-patienter så reelt været afskåret et effektivt og tilmed billigt behandlingsalternativ siden 1997? ”Det kan da godt tænkes, at rituximab er lige så effektivt som ocrelizumab, men det kan lige så vel være, at der er forskelle. Da der aldrig har været gennemført en ordentlig undersøgelse af rituximab i sclerose, kan man ikke udtale sig om det med nogen væsentlig sikkerhed”, fastslår Finn Sellebjerg.

Roche ikke interesseret i gammelt produkt

Man kan så omvendt undre sig over, hvorfor Roche ikke har valgt at gå videre med rituximab i sclerosepatienter i stedet for at udvikle et virkningsmæssigt lignende produkt, ocrelizumab, fra bunden. En proces, der givetvis har taget længere tid end en større undersøgelse af rituximab i sclerosepatienter. Ifølge de svenske neurologer, er det slet ikke i Roche’s interesse at undersøge rituximab mod sclerose, fordi patentet er udløbet, og det økonomiske incitament derfor beskedent. I stedet vil udvikling af et nyt produkt (ocrelizumab), der forventes at blive markant dyrere, kunne forøge indtjeningen.  Omvendt, så afventer de danske neurologer registreringen af ocrelizumab mod sclerose, før de vil overveje brug af rituximab. Ifølge udtalelser til MedWatch, ”vil det være nærliggende at bruge rituximab, især hvis prisforskellen bliver høj, da det ikke forventes at rituximab virker anderledes end ocrelizumab”.

Pris bliver afgørende

Foruden Roche’s, ocrelizumab, er Genmab også ved at udvikle et lignende anti-CD20 præparat, ofatumumab, og har netop i gangsat et større fase 3 studie med præparatet i sclerosepatienter.   Neurologerne er ikke i tvivl om, at prisen på både ocrelizumab og ofatumumab bliver høj, men med rituximab på markedet, får de nye produkter det sandsynligvis svært: ”Hvorfor skal vi bruge noget, der er dyrere, som ikke er bedre? Vi har ikke råd til at blive ved med at give dyrere og dyrere medicin, og det vil da også være uetisk, når vi har noget billigt (red; rituximab), der virker”, lyder det fra de svenske neurologer til MedWatch. Som reaktion på det, har svenske forskere netop igangsat en fase-3 undersøgelse af rituximab mod attakvis sclerose, finansieret af de forskellige regioner (Län) i Sverige. 
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.