Gå til hovedindhold

Oceans Of Hope klar til Atlanterhavet

8. august 2014
Kort fortalt
Oceans Of Hope har sagt farvel til Europas fastland i Lissabon og har nu sat kursen mod Boston, USA, hvor verdens største sclerosekonference ACTRIMS/ECTRIMS i år bliver afholdt

Vi har fanget projektleder og initiativtager af Sailing Sclerosis, Mikkel Anthonisen, til en snak om, hvordan hans oplevelse af turen har været indtil videre, og om hvordan stemningen er ombord på sejlskibet. Mikkel og besætningen nærmer sig i disse dage Madeira, hvor Oceans Of Hope om nogle dage lægger til.

Mikkel, hvordan er det hele gået, siden I sagde farvel til Danmark i midten af juni?

"Jeg synes, det hele er gået rigtig godt. Det overgår alle mine forventninger. Hvis man tænker over det, så det er det kun fem måneder siden, at vi fik finansieringen på plads. Selvfølgelig havde vi forinden forberedt os sammen med Scleroseforeningen, Biogen Idec og andre relevante personer, men inden for de seneste fem måneder har vi både købt en båd, fået gjort den ordentligt i stand til en jordomsejling, været rundt til syv events, navngivet båden og sejlet ned gennem Europa for at øve noget sejlads, inden båden skulle krydse Atlanterhavet.

De forskellige scleroseorganisationer har budt os velkommen i alle lande, vi har fået masser af opmærksomhed fra forskellige medier og andre interesserede, som med glæde har kommunikeret vores budskab om at ændre opfattelsen af sclerose i hele verden. Vores sponsor, Biogen Idec, har lige fra start været, og er stadigvæk, en stor hjælp, støtter os hundrede procent og er meget glade for at være en del af projektet."

Lever turen og Oceans Of Hope op til dine fulde forventninger?

"Jeg tror, at svaret er JA!"

Kan du forsøge at beskrive, hvordan besætningen ombord har håndteret de forskellige udfordringer, de har mødt undervejs (vejret, søsyge, hjemve etc.)?

"Det er virkelig fascinerende, hvordan besætningen har klaret det. Alle ved, at det her ikke handler om velgørenhed. Det handler om empowerment, om at respektere hinanden, at finde frem til egne ressourcer og om at genfinde sin identitet.

Men det er hårdt. Besætningen bliver skubbet helt til grænsen, bliver søsyge og nogle oplever, at sclerosesymptomerne bliver værre - især trætheden. Sommetider sker det, at nogle er så udmattede, at de græder. Men så taler vi om det, og finder ud af, at det er en del af processen. Det er en del af at finde ud af, at man godt kan og at genfinde sin identitet som menneske. Det går op og ned, og er en naturlig del af processen.

Vi kan endnu ikke sige ret meget om, hvad udbyttet af turen er, men det er helt sikkert, at turen er med til at forandre besætningen og den måde, de lever på i forhåbentlig resten af deres liv."

Hvornår kan de, der har ansøgt om at komme med jer, forvente at få svar?

"Jeg er glad for, at du stiller det spørgsmål. Udvælgelseskomiteen havde deres første møde i sidste uge, og de, som har søgt om at bestige båden fra Boston, vil snart få besked. Vi er en lille organisation, så vi håber, at folk forstår, at det måske tager lidt længere tid at få svar end hvad der er normalt, når det gælder noget så vigtigt."

Andet som Scleroseforeningens læsere bør vide?

"Scleroseforeningen og dens medlemmer skal med sikkerhed vide, at vi er så taknemlige for den støtte, vi har mødt på vores vej til, hvor vi nu står og stadigvæk giver os. Interesserede medlemmer og ansatte, som arbejder hos Scleroseforeningen, har bakket os op lige fra projektets begyndelse, hvor den første omtale af projektet var i Scleroseforeningens medlemsblad. I mit hovedet er det bare ekstra fedt for projektet, at vi trækker i samme retning, og det netværk, som Scleroseforeningen har åbnet for os, er helt uvurderligt. Mange tak"

Se flere billeder - klik på gruppebilledet nedenfor.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.