Gå til hovedindhold

Nyt udspil om forløb for medicinske patienter

1. oktober 2010
Kort fortalt
Medicinske patienter svigtes ifølge Danske Patienter og Ældre Sagen i det danske sundhedsvæsen. Derfor er de gået sammen om at foreslå en individuel forløbsplan for medicinske patienter.

Af Kira Madsen

Danske Patienter og Ældre Sagen offentliggjorde i går et nyt udspil, der skal komme medicinske patienter til gavn. Medicinske patienter er ikke på samme måde som for eksempel kræftpatienter omfattet af rettigheder som pakker eller behandlingsgaranti. Danske Patienter og Ældre Sagen mener, at forpligtende rettigheder til denne patientgruppe vil kunne løfte kvaliteten i den enkeltes forløb, samt lette arbejdsgange og arbejdspres for det sundhedsfaglige personale i det samlede sundhedsvæsen.

Udspillet kommer i forbindelse med den aftale, regeringen i maj 2010 indgik med Dansk Folkeparti om, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for ældre medicinske patienter. Danske Patienter og Ældre Sagen hilser aftalen velkommen og anbefaler, at handlingsplanen kommer til at omfatte forpligtende rettigheder, som er samlet under retten til en individuel forløbsplan.

”Medicinske patienter har brug for værdige og sammenhængende forløb af højeste kvalitet. I dag bliver medicinske patienter nedprioriteret i det danske sundhedsvæsen, fordi de hverken er omfattet af behandlingsgaranti, forløbsprogrammer eller andre forpligtende kvalitetskrav. Det er på høje tid, at der kommer konkrete initiativer, som kan sikre de medicinske patienter værdige forløb,” siger formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

Inspireret af Norge
De konkrete rettigheder i den individuelle forløbsplan, som Danske Patienter og Ældre Sagen foreslår, giver blandt andet den medicinske patient ret til tværfaglig og tværsektoriel planlægning af det samlede forløb, udredning ved erfaren medicinsk speciallæge, samt en forløbskoordinator, der følger patienten gennem hele forløbet på tværs af sektorer og specialer.

”Vi er blevet inspireret af positive erfaringer fra Norge, hvor patienter med behov for langvarig og koordineret indsats har ret til en individuel plan. Retten går på tværs af sundheds- og socialsektoren. Det er der også brug for i Danmark, så ingen patienter oplever at gå fra hospital til kommune til praktiserende læge, uden at nogen tager ansvar for den samlede indsats,” siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.