Gå til hovedindhold

Nyt middel mod spasmer på vej

8. juni 2011
Kort fortalt
Sundhedsministeren har ændret bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, for at bane vejen for lægemidlet Sativex, der skulle have en gavnlig effekt på nogle sclerosepatienters spastiske kramper

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Lægemiddelstyrelsen har nu givet den endelige markedsføringsgodkendelse til midlet Sativex.
Det skete i går efter, at Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) i sidste uge ændrede bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.
Det har været nødvendigt, fordi Sativex består af en blanding af aktive stoffer fra cannabis (hash).

Væk med bureaukratiske regler
Bertel Haarder udtalte i en pressemeddelelse, da bekendtgørelsen blev ændret:
”Jeg kan forstå på Lægemiddelstyrelsen, at Sativex kan hjælpe patienter med multipel sclerose, som ikke har gavn af andre sclerose-lægemidler. Så kan vi ikke lade stive bureaukratiske regler stå i vejen for, at denne patientgruppe kan få en behandling, der kan hjælpe.”

Tages som spray
Sativex, der allerede er tilgængeligt i Storbritannien og Spanien, er et middel, der tages som spray i munden under tungen. På den måde undgår man, at store dele medicinen nedbrydes, inden den kommer ud i kroppen. Midlet er specifikt udviklet til at dæmpe spastiske kramper hos mennesker med sclerose.

Moderat effekt
I et studie offentliggjort i tidsskriftet ”Neurological Research” sidste år blev Sativex afprøvet i forhold til placebo og studiet viser, at 36 procent af deltagerne oplever en forbedring af deres spasticitet på 30 procent eller mere. Det samme skete dog for 24 procent i placebogruppen, så der er tale om en moderat effekt, der dog kan være større hos nogle end andre. Studier har også vist, at Sativex kan forbedre søvnbesvær og bevægelighed hos nogle patienter.

Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger ved Sativex er som ved andre cannabisprodukter svimmelhed, kvalme, koncentrationsproblemer og sløret syn. Der er ikke tale om, at man kan blive afhængig af stoffet, da der ikke er noget euforiserende i det.

Tilgængeligt sidst på måneden
Sativex vil kunne ordineres af speciallæger i neurologi og neuromedicin, og kan derefter hentes på apoteket. Lægemiddelvirksomheden Amirall, der står bag Sativex begynder sin markedsføring overfor lægerne af produktet midt i måneden, og Sativex bør være tilgængeligt på landets apoteker fra d. 27. juni 2011.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.