Gå til hovedindhold

Nyt, landsdækkende tilbud til børn og unge i sorg

18. marts 2010
Kort fortalt
Hvert år oplever 80.000 børn og unge, at mor eller far får en kronisk sygdom. Nu er Egmont Fondens Løvehjerte og Unge & Sorg gået sammen i ét center: Børn, Unge & Sorg.


Af Kira Madsen, journalist
Det nye center er landsdækkende og er et tilbud om hjælp til børn og unge, som lever med en syg forælder eller har mistet forældre eller søskende.

”Der vil være et tæt samspil mellem rådgivning, dokumentation og forskning, så vi hele tiden kan tilbyde børn og unge den bedst mulige støtte. Det nye center vil samtidig arbejde for større gennemslagskraft i forhold til politikere for at forbedre vilkårene for børn og unge, som på mange måder fortsat er en overset gruppe,” siger direktør for centret Preben Engelbrekt.

Hvis de børn og unge, som har behov for hjælp, ikke får tilstrækkelig støtte, kan det have alvorlige konsekvenser. Ved at gå sammen skaber de to organisationer et landsdækkende tilbud med én indgang.

”I dag findes der ikke tilstrækkeligt med tilbud til børn og unge i sorg, og de eksisterende tilbud er ofte meget spredte,” siger Preben Engelbrekt.

Glæde i Egmont Fonden
Det nye center skal sikre rådgivning, dialog og samle og formidle viden om børn og unge i sorg.

Egmont Fondes Løvehjerte har i dag rådgivning i København og lederen, psykolog Eva Helweg, bliver faglig rådgivningschef i den nye organisation.

I Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration glæder direktør Henriette Christiansen sig over initiativet.

”Der er med stolthed, at Egmont Fonden kan fortsætte sin indsats og medvirke til at sikre en langsigtet og bæredygtig forankring af Løvehjertes flotte resultater i et samlet, landsdækkende tilbud til en meget sårbare gruppe,” siger hun og fremhæver, at børn og unge i sorg er et vigtigt satsningsområde for fonden.

Centrets målgruppe er børn og unge op til 28 år samt deres forældre, netværk og professionelle.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.