Gå til hovedindhold

Nye retningslinjer for Tysabri og Gilenya

16. juni 2011
Kort fortalt
Sundhedsstyrelsen udvider antallet af steder, som må behandle med Tysabri, og her må de også administrere den nye sclerosetablet, Gilenya. Scleroseforeningens direktør vil presse på for endnu flere behandlingssteder

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Indtil nu har det kun været tilladt at give Tysabri fire steder i Danmark, men ifølge Sundhedsstyrelsens nye specialevejledning for neurologi, der blev offentliggjort i går, kan medicinen for fremtiden gives syv steder i landet.
Det skyldes, at man nu har større erfaring med det potente stof, der siden slutningen af 2006, har været tilgængeligt for danske patienter med attakvis sclerose, hvis de opfyldte visse kriterier.

Glostrup, Roskilde og Sønderborg
Foruden Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Århus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital får Glostrup Hospital, Roskilde Sygehus og Sønderborg Sygehus nu også tilladelse til, at behandle med andetvalgspræparater, som det hedder i specialevejledningen. Andetvalgspræparater, som gives, hvis andre typer medicin ikke har den ønskede effekt, indbefatter i dag Tysabri og den nye sclerosetablet, Gilenya, som er markedsført i Danmark, men endnu ikke er nået ud til patienterne. Blandt andet fordi der har manglet en afklaring af, hvem der må give behandlingen.

Flere klinikker burde få tilladelse
Scleroseforeningens direktør, Mette Bryde Lind, hilser den nye specialevejledning velkommen, men havde gerne set, at endnu flere scleroseklinikker havde fået lov til at distribuere andenvalgsbehandlinger.
”Det her er et skridt på vejen, men vi synes ikke, det er acceptabelt, at landets syv resterende scleroseklinikker ikke også får en tilladelse. Der hvor der findes neurologiske speciallæger med sclerose som kernekompetence, burde de have grønt lys til at distribuere medicinen. Det er vigtigt for patienterne, at de kan behandles af de læger, de kender, og så tæt på deres bopæl som muligt,” siger Mette Bryde Lind, der nu vil tage sagen op med Sundhedsstyrelsen.

Regionerne må til lommerne
Mette Bryde Lind er dog godt tilfreds med, at der er kommet en afklaring på, hvem der må distribuere Gilenya, så den nye sclerosetablet meget snart kan udskrives til de første danskere med attakvis sclerose.
”Nu mangler vi bare, at regionerne får bevilget penge til behandlingen, og det sker forhåbentlig meget snart. Når produktet er godkendt, og vi nu ved, hvem der må udskrive det, er det kun rimeligt, at det hurtigst muligt bliver tilgængeligt for de patienter, som det er relevant for,” siger Mette Bryde Lind.

Find den nye specialevejledning her

Klik her og læs mere om erfaringerne med Tysabri

Klik her og læs mere om Gilenay

Find oversigt over scleroseklinikkerne i Danmark

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.