Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Nye kurser for borgere med BPA
d. 26 januar 2010

Servicestyrelsen udbyder nu igen gratis kurser til folk med Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) efter først til mølle-princippet

Af Louise Wendt Jensen, journalist  

Det er en udfordring at være arbejdsleder for hjælpere, man selv har ansat. Hvordan finder man de rette hjælpere? Hvilke forpligtelser har man i forhold til at overholde arbejdsmiljøloven og andre regler, og hvordan undgår man konflikter mellem sig selv og de ansatte? Det er nogle af de spørgsmål, man kan få besvaret på Servicestyrelsens nye omgang af introduktionskurser for borgere med BPA. Kurserne, der løber over tre dage henvender sig primært til personer, der inden for de sidste to år har fået bevilget en hjælperordning. På første dag er der fokus på arbejdslederrollen, på anden dag gennemgås de arbejdsretlige regler, man skal forholde sig til som arbejdsleder, og på tredje dagen tages der hul på, hvad der kendetegner god og dårlig ledelse, hvordan man bedst kommunikerer med sine ansatte, og hvordan man løser konflikter. Alle kursusdage varer fra 9.30 til 16.30 og er gratis for arbejdsleder og en hjælper, men man skal selv sørge for transport til og fra kursusstedet. Til gengæld serveres der formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe. Kurserne afholdes i Odense, Herlev, Korsør, Skanderborg og Randers.

Ekstra temamøder
Udover de fem introduktionskurser afholder Servicestyrelsen også to temamøder af en dags varighed. Det første finder sted 28. april fra kl. 10-16.30 i Herlev og handler om personalejura. Her dykker Servicestyrelsen ned i grundlaget for ansættelsen af hjælperne. Hvilke vilkår skal de ansættes under? Hvordan er de formelle regler i ansættelsesbevisloven? Og hvad er det lige ferieloven helt præcist siger? Hvis der er klare linjer og orden i papirerne ved en ansættelse kan mange misforståelser og konflikter undgås. Deltagerne opfordres til at fortælle om egne dilemmaer på området inden kurset, så de kan besvares til glæde for alle. Det andet temamøde holdes 20. maj fra kl. 10-16.30 i Fredericia. Her er der særligt fokus på arbejdsmiljø. Hvordan laver man en arbejdspladsvurdering og måler de ansattes trivsel? Og hvordan følger man op på vurderingen og sikrer både et ordentligt psykisk og fysisk arbejdsmiljø?

Kritik af kommunernes rolle i BPA
Danske Handicaporganisationer (DH) kritiserer i øvrigt kommunernes håndtering af BPA-ordningen. Kommunerne er simpelthen ikke gode nok til at oplyse borgerne om muligheder og konsekvenser ved ordningen. DH kalder situationen ”det rene ragnarok” og har sent et åbent brev til socialministeren, formanden for Kommunernes Landsforening og Folketingets Socialudvalg med sin kritik.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy