Gå til hovedindhold

Nye CCSVI-studier sætter atter spørgsmålstegn ved teorien

3. april 2013
Kort fortalt
Det første af de store amerikansk/canadiske CCSVI-studier er nu offentliggjort, og forskerne kan ikke se, at mennesker med sclerose oftere har CCSVI end andre. Samtidig viser et nyt mindre studie fra Buffalo Universitet, at CCSVI-operationen ikke forbedrer sclerosepatienters tilstand
Thumbnail

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Scleroseforeningerne i USA og Canada afsatte i 2010 næsten 15 millioner kroner til syv store forskningsprojekter i CSSVI for at undersøge den teori, som den italienske læge Paolo Zamboni i 2009 fremsatte, om at forsnævrede halsvener har relation til sclerose. Og her før påske kom resultaterne så fra den første forskningsgruppe på ”University of Texas Health Science Center” i Houston.

Mennesker med alle typer sclerose deltog

Forskerne her har brugt forskellige teknikker for at undersøge, hvordan blodet flyder væk fra hjernen. I alt blev 276 personer undersøgt, hvoraf 70 mennesker ikke havde sclerose, mens 206 havde. Både patienter med attakviks sclerose og progressiv sclerose deltog i forsøget. Alle blev indledningsvist undersøgt med standard Doppler ultralydsundersøgelse – dog ikke den type maskine, som Paolo Zamboni bruger til sine undersøgelser. Ingen – hverken dem, der udførte undersøgelsen eller dem, der tolkede resultaterne – vidste, om de undersøgte havde sclerose eller ej.

Ingen forskel på kontroller og sclerosepatienter

Forskerne så, at 82 ud af de 279 deltagere, det vil sige 29,7 procent, opfyldte mindst ét ud af Zambonis fem kriterier for at have CCSVI. 13 deltagere, det vil sige 4,7 procent opfyldte to kriterier, mens ingen opfyldte mere end to. CCSVI-kriterierne fandtes hos 7,14 procent af de deltagere, der ikke havde sclerose og hos 3,88 procent af menneskerne med sclerose. En forskel som forskerne betegner som ”ikke signifikant”, det vil sige uden betydning.

Konklusionen om CCSVI er negativ

Forskerne konkluderer dermed, at CCSVI ikke er en tilstand, der er særligt fremherskende hos sclerosepatienter og i det hele taget ikke kan findes i det omfang, som nogen tidligere har fundet. Paolo Zamboni fandt for eksempel i sin tid, at alle mennesker med sclerose lider af CCSVI. Forskerne fra Houston konkluderer dermed, at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem CCSVI og sclerose, men vil nu yderligere undersøge, om man kan supplere ultralydsundersøgelsen med andre teknikker.

Kan ikke aflæse effekt af operation

Et andet CCSVI-studie blev også præsenteret lige før påske på den store årlige amerikanske neurologiske kongres, der i år blev afholdt i San Diego. Resultatet kom fra universitetet i Buffalo, hvor blandt andet neurologen Robert Zivadinov har arbejdet hårdt på at bevise CCSVI-teorien, og har blandt andet fundet, at CCSVI ses oftere hos sclerosepatienter end hos raske kontroller. Han har også deltaget i det nye forsøg, som til forskernes overraskelse konkluderer, at CCSVI-operationen ikke hjælper sclerose-patienter.

Større forsøg kræves

Forskergruppen fra Buffalo Universitet opererede indledningsvist ti mennesker med sclerose for at sikre sig, at en ballonudvidelse på disse patienter er sikker at udføre. Konklusionen er, at det er den, og den giver ingen nævneværdige bivirkninger. Derefter opererede forskerne 20 mennesker med sclerose, hvoraf halvdelen fik en ballonoperation og den anden halvdel fik en placebo-operation. Forskerne kunne dog ikke aflæse nogen forskel i de to gruppers tilstand bagefter. De understreger dog, at man bør udføre større operationsstudier for at være helt sikker på, at en CCSVI-operation ikke hjælper mennesker med sclerose, men advarer samtidig om kun at få udført operationen, som et led i et videnskabeligt forsøg.

Læs den videnskabelige artikel fra forskerne i Houston her

Læs en pressemeddelelse om forsøget på Buffalo Universitet her

Tidligere resultater fra gruppen på universitetet i Buffalo

Læs om de store videnskabelige forsøg i gangsat af de amerikanske og canadiske scleroseforeninger her

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.