Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Ny formand for forskningsudvalget
d. 13 april 2010

Scleroseforeningens hovedbestyrelse udpegede i går ny formand for foreningens forskningsudvalg


Af Louise Wendt Jensen, journalist

Scleroseforeningens hovedbestyrelse udnævnte i går aftes den 45-årige Finn Sellebjerg, dr. med., til ny formand for forskningsudvalget. Til daglig er Finn Sellebjerg forskningslektor og overlæge ved Neurologisk Klinik og Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet.

Som formand for forskningsudvalget skal Finn Sellebjerg fremover rådgive Scleroseforeningen om forskning og behandling i relation til sclerose.

Finn Sellebjerg er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1993, og skrev i 1997 sin ph.d.-afhandling om sin scleroseforskning og i 2004 sin doktorafhandling. Han modtog Roseliv-prisen for sin scleroseforskning i 2006, og han er hoved- og medforfatter på 77 videnskabelige artikler i den medicinske databse Pubmed, en paraply-database for anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

Hans forskning har primært drejet sig om immunologi og patientrelaterede spørgsmål, og han har fået tildelt 10 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd til et landsdækkende forskningsprojekt indenfor progressiv sclerose, som løber fra 2009 til 2013. Projektet varetager han ved siden af sin funktion som overlæge på Rigshospitalet.

”Vi har valgt at udnævne Finn Sellebjerg til formand for forskningsudvalget fordi han er en alsidig forsker, men også fordi han har stor erfaring med behandling af sclerosepatienter. Dermed har han optimale forudsætninger for at rådgive os i spørgsmål om ny forståelse af sygdommens komplekse mekanismer og nye behandlingsmetoder. Samtidig er det et plus, at Finn Sellebjerg er en dygtig formidler, som kan kommunikere til et bredt publikum” siger Christian Bardenfleth, formand for Scleroseforeningens bestyrelse.

Fremme behandling og forskning

Finn Sellebjerg selv er også glad for udnævnelsen.
”Jeg synes det er meget spændende at få lov til at være med til at præge indsatsen for sclerose i Danmark som formand for forskningsudvalget. Ikke mindst fordi Scleroseforeningen jo bidrager med et meget betragteligt beløb til scleroseforskningen i Danmark. Derfor glæder jeg mig til, at bruge posten som formand til at fremme både behandling og forskning,” siger han, som sammen med resten af forskningsudvalget også har til opgave at vurdere de ansøgninger om støtte til forskning, som Scleroseforeningen hvert år behandler.

Finn Sellebjerg overtager stillingen som formand for forskningsudvalget fra den 65-årige dr. med., professor og overlæge Per Soelberg Sørensen, ligeledes fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, som takker af efter seks år i hvervet.

Som formand for forskningsudvalget deltager man i foreningens seks hovedbestyrelsesmøder, forskningsudvalgets møder, delegeret møder og andre særlige møder i foreningen og er som sagt rådgiver for foreningen, ligesom man skal informere foreningen om nye behandlingsinitiativer på scleroseområdet.

Opgaven som formand for forskningsudvalget er ulønnet.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy