Gå til hovedindhold

Nok se, men ikke røre

12. august 2010
Kort fortalt
I dag kan Mona Hansen komme ud i sin gårdhave. Stod det til kommunen, skulle hun nøjes med at se på den inde fra huset.


Af Kira Madsen

Det er højsommer, og Mona Hansen sidder i sin lille, skærmede gårdhave og nyder solen. Fuglene fløjter om kap, mens solens stråler får alle blomsterne til at lyse op; idyllen er total. Men det har været en lang, sej kamp for Mona at få lov til at nyde freden i gårdhaven. Slagelse Kommune gik helt til Ankestyrelsen for at forhindre hende i at komme ud, da Det Sociale Nævn gav Mona Hansen ret.  Alt sammen for at spare 2.750 kroner.

Historien starter i januar 2008, hvor Mona flytter ind i en handicapegnet bolig. Mona har haft sclerose i 23 år og har desuden svær gigt og fibromyalgi, som medfører mange smerter. Hun er derfor helt afhængig af sine hjælpemidler, som inkluderer el-kørestol og rollator. Til huset hører en helt lukket gårdhave, hvor Mona kan opholde sig i fred for nysgerrige blikke. Men der er ingen rampe ud til gårdhaven, da Mona flytter ind, og så rækker kræfterne ikke til, at hun kan komme derud. Derfor søger hun Slagelse Kommune om en rampe. Der er allerede en rampe ved hoveddøren.

Men Slagelse Kommune giver afslag. De mener, at Mona da bare kan køre ud af hoveddøren og hele vejen rundt om blokken og ind ad havedøren. Mona forsøger at forklare kommunen, at hun slet ikke har kræfter til at åbne den tunge havedør – kommunen har allerede bevilget automatisk døråbner til hoveddøren, netop på grund af Monas manglende kræfter.

Men, siger kommunen, så kan hun jo bare opholde sig i forhaven. Monas forhave ligger lige ud til et befærdet stisystem - uden afskærmende hæk eller andet til at give en følelse af privatliv. Desuden er der kun sol tidligt om morgenen, hvorimod gårdhaven er fuld af sol hele dagen. Mona bruger også gårdhaven til balancetræning.

”Der er fliser i gårdhaven i modsætning til forhaven, hvor der er græs. Både min fysioterapeut og ergoterapeut har foreslået, at jeg kan bruge gårdhaven til at træne i, fordi fliserne er rigtig gode at træne balancen på. Men det siger kommunen, at jeg må gøre i forhaven eller i et træningscenter. Men jeg bliver overbegloet, når jeg er ude i forhaven, det er ikke rart. Og græsset er alt for blødt og ustabilt, så jeg falder. Og at komme hen til træningscenteret er så utroligt udtrættende for mig, at jeg er for udkørt til at træne, når jeg er kommet derhen,” forklarer Mona.

”At have sådan en fin gårdhave uden at kunne bruge den, er som at se ud til livet uden at kunne være med. Man skal jo ikke lukke dørene for folk, og gårdhaven hører jo til huset, så skal den vel også kunne bruges?” funderer hun.

De stille stunder styrker
Mona klager til Det Sociale Nævn. Nævnet ændrer kommunens afgørelse og vurderer blandt andet, at ”en rampe, som i det foreliggende tilfælde vil sætte dig i stand til også at benytte gårdhaven, i betydelig grad vil kunne mindske de boligmæssige ulemper og dermed må betragtes som nødvendig i servicelovens forstand.” På det tidspunkt nævnet træffer afgørelse, har Mona boet i huset i over et år – uden at være i stand til at benytte den dejlige gårdhave. Efter afgørelsen leverer Slagelse Kommune rampen, og Mona får endelig mulighed for at komme ud i den gårdhave, der hører til boligen.

”Det betyder alt at kunne være herude. Det er en nydelse.  Her er så roligt og skønt med alle blomsterne. Og så bliver jeg ikke overbegloet og forstyrret hele tiden som i forhaven. Jeg er ikke sådan en, der lukker mig inde, men jeg vil ikke overbeglos, når jeg er i min have. Jeg er jo ikke på stranden. I gårdhaven kan jeg slappe af og læse og skrive mine digte. De stille stunder styrker,” siger Mona om de mange timer, hun nu kan nyde i gårdhaven.

Men Slagelse Kommune er ikke tilfreds med afgørelsen i Det Sociale Nævn. Kommunen anker sagen til Ankestyrelsen, som behandler sagen og vurderer, at Slagelse Kommune ikke har handlet ulovligt ved at nægte hende rampen – og dermed adgang til gårdhaven.

Frem og tilbage
Efter Ankestyrelsens afgørelse meddeler Slagelse Kommune, at de kommer og henter rampen igen, medmindre Mona vil købe den af kommunen. Rampen koster 2.750 kroner, og da Mona har et meget lille rådighedsbeløb, er det et beløb, hun under ingen omstændigheder har mulighed for at betale.

Scleroseforeningens socialrådgiver har været med hele vejen og mener, at hele behandlingen af Mona med hensyn til rampen har været så uanstændig, at Scleroseforeningen forærer Mona et legat, der betaler for rampen, så hun fortsat kan nyde privatlivet og roen i gårdhaven. Det hele har taget godt to år.

”Det hele har været ganske forfærdeligt. Alle de timer processen har taget, hvor jeg kunne have levet livet og brugt kræfterne på noget andet. Det har været så trættende at få det ene afslag efter det andet, for så er det svært at tænke på andet. Det er opslidende for et menneske. Og alt det frem og tilbage – der har været kommunalfolk herude og kigge, og der er blevet skrevet så mange breve og holdt så mange møder. Havde det mon egentlig ikke været billigere for kommunen, at lade mig komme i gårdhaven uden alt det besvær?” spørger Mona.

Susanne Fagerberg, afdelingsleder i Myndighedsafdelingen – herunder hjælpemiddelområdet - i Slagelse Kommune, svarer:
”Vi har i Slagelse Kommune fuld forståelse for Mona Hansens reaktion på det lange sagsforløb, herunder de afledte konsekvenser af sagens udfald.

Den hidtidige praksis i de fleste kommuner, herunder også i Slagelse, har været, at der ikke bevilges mere end en rampe ved hoveddøren, når der via denne udgang/rampe er mulighed for at køre om til sin have. Afgørelsen træffes hver gang ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for kompensation i forhold til den nedsatte funktionsevne.

Da Det Sociale Nævn i region Sjælland underkendte Slagelse Kommunes afgørelse, valgte vi at indbringe sagen for Ankestyrelsen, fordi vi ønskede at få en principiel afgørelse på området. Ankestyrelsens afgørelser fastlægger nemlig retspraksis på landsplan. I det tilfælde, at Ankestyrelsen havde givet Mona Hansen medhold, ville en sådan afgørelse danne retspraksis i alle landets kommuner og derved komme mange borgere til gode.

Slagelse Kommune ønsker på ingen måde at genere vores borgere, men vores samfund udvikler sig konstant, hvilket også over tid påvirker retspraksis på socialområderne. Derfor er der en gang imellem en sag, som er relevant at få afprøvet i vores ankeinstanser.”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.