Gå til hovedindhold

Negative CCSVI-resultater

18. august 2010
Kort fortalt
To nye mindre undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved teorien om sammenhængen mellem forsnævrede vener og sclerose
Thumbnail

Af Louise Wendt Jensen, journalist

 

Både en tysk/britisk og en svensk forskergruppe rejser nu tvivl om rigtigheden af den italienske læge Paolo Zambonis teori om at forsnævrede vener er relateret til sclerose.
Paolo Zamboni har i en undersøgelse, der blev offentliggjort i 2008, ved hjælp af ultralyds scanning undersøgt 65 sclerosepatienter og 235 kontrolpersoner. Zamboni fandt at stort set alle sclerosepatienterne led af forsnævringer af de vener, der fører blodet væk fra hjernen og rygmarven, mens fænomenet ikke fandtes hos kontrolpersonerne. Zamboni har døbt fænomenet CCSVI (Chronic Cerebrospinal Venous Insufficiency) og hans teori er, at de forsnævrede vener fører til en ophobning af jern i hjerne og rygmarv, som forårsager de nervebetændelser, der giver sygdomsaktivitet ved sclerose.
Men i augustnummeret af det medicinske tidsskrift Annals of Neurology er der to artikler, hvor forskere ikke kan reproducere Zambonis resultater.
Denne ene forskergruppe, der består af forskere fra både Tyskland og Storbritannien undersøgte 56 personer med sclerose og 20 raske personer. Undersøgelsen bestod dels i ultralydsscanning, dels i en undersøgelse af blodgennemstrømningen hos patienterne. Konklusionen af studiet er, at kun én af sclerosepatienterne, der led af attakvis sclerose, også havde forsnævrede vener.
Den anden forskergruppe fra Umeå Universitet i Sverige undersøgte 21 sclerosepatienter og 20 raske personer. De svenske forskere brugte en MRI-scanner til at undersøge forsøgsdeltagernes blodflow fra hjernen. Studiet fokuserede på blodgennemstrømningen i den indre halsvene – den såkaldte jugularisvene og på gennemstrømningen af rygmarvsvæske i hjernen, som Zamboni også har undersøgt. Forskerne fandt dog ingen forskel mellem sclerosepatienterne og de raske kontroller, så deres konklusion er, at at de ikke støtter Zambonis teori.
Tilhængere af Zambonis teori er dog kritiske overfor de to undersøgelser. De påpeger, at de to forskergrupper ikke har brugthelt de  samme undersøgelsesmetoder som Zamboni, og mener derfor ikke, at resultaterne beviser, at Zamboni ikke kan have ret.
Desuden mener de, at patientgrundlaget i begge undersøgelser er for små til, at man kan drage holdbare konklusioner ud fra dem.

Link til et sammenkog af de svenske resultater – på engelsk:
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/ana.22132/abstract

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.