Gå til hovedindhold

Nanomedicin til kamp mod sclerose

18. marts 2016
Kort fortalt
Forskere har udviklet en ny type nanomedicin, der kan stoppe ødelæggende autoimmune reaktioner ved f.eks. sclerose. Mekanismen rammer kun de selv-destruktive immunceller, og skåner det nødvendige immunsystem.
Thumbnail Autoimmune sygdomme, som sclerose, type 1 diabetes, leddegigt og psoriasis, skyldes et overreaktivt immunsystem, der fejlagtigt angriber kroppens eget væv, hvilket leder til betændelse og vævsbeskadigelse.  For at dæmpe disse sygdommes reaktioner, behandler man i dag med immunundertrykkende medicin, der undertrykker aktiviteten af immunsystemet generelt.  Problemet er bare, at medicinen ikke er målrettet de få ’destruktive’ immunceller, der ødelægger eget væv, men derimod rammer alle, både de dårlige og gode immunceller.  Og det kan desværre svække hele patientens immunsystem, og gøre personen mere modtagelig over for andre sygdomme.

Nanopartikler beklædt med sygdomsprotein lokker immunceller

I et studie netop offentliggjort i tidsskriftet Nature, udnyttede canadiske forskere fra University of Calgary Cumming School of Medicine, en naturlig mekanisme i kroppen, der normalt scanner vores immunsystem og fjerner ’selv-ødelæggende’ immunceller. Forskerne udviklede nanopartikler (partikler, der er 1.000 gange mindre end normale celler), og beklædte dem med et sygdoms-relateret protein, der normalt er et mål for de destruktive immunceller.  I laboratoriet observerede de, at disse beklædte nanopartikler virkede som ‘lokkemad’ for immuncellerne. Ved kontakt med det specifikke protein, blev immuncellerne omprogrammeret til at undertrykke de autoimmune reaktioner, de normalt ville igangsætte.

Skelner mellem gode og dårlige immunceller

Hvor immunundertrykkende medicin i dag ikke skelner mellem normale og unormale immunceller, vil denne nye form for medicin (nanomedicin) kun gå målrettet efter de destruktive dele af immunsystemet.  Billedligt talt, fjerner den nuværende immunmodulerende medicin hele ’hæren’, mens filosofien bag den nye metode, går ud på at infiltrere hæren: Nano-medicinen vil omvende en enkelt ’soldat’ til at blive forræder, der så vil fjerne ’generalen’. Uden en general, vil hæren stoppe med at virke og krigen ende. 

Potentiale mod alle autoimmune sygdomme

Ved at udskifte protein-lokkemaden på overfladen, kan mekanismen bag nanomedicinen potentielt benyttes mod alle slags autoimmune sygdomme. I dette studie, blev metoden påvist både i dyreceller og menneskeceller i laboratoriet, samt i forsøgsdyr, der havde fået indtransplanteret immunceller fra mennesker.  Opdagelsen kan få stor betydning for behandling af bl.a. sclerose, fordi man på denne måde, kan bremse autoimmunitet uden at beskadige den nødvendige aktivitet af immunsystemet.  Den lovende type nanomedicin (kaldet Navacims®) er netop under udvikling af biotekfirmaet Parvus Therapeutics, Inc, til behandling af flere slags autoimmune sygdomme. Artiklen om forskningen findes i Nature her.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.