Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Når sygdom rammer seksualiteten
d. 7 november 2014

Når man bliver syg, har det ofte store konsekvenser for intimiteten og seksualiteten i et parforhold. Desværre er det ofte et stort tabu i sundhedssystemet, og god vejledning kan være svær at finde. Nu er der hjælp at hente i to bøger

Af Kira Madsen, journalist

Det skal være slut med berøringsangst over for sygdom og seksualitet, både i parforholdet og i sundhedssystemet. I hvert fald hvis det står til Else Olesen, sygeplejerske og sexolog, som har skrevet to nye bøger til at hjælpe patienter og personale på vej.

I bogen ”Når kærligheden bliver svær” giver Else Olesen gode råd til, hvordan man kan arbejde med sin seksualitet, når man er blevet syg. Den indeholder også gode råd til, hvordan man kan tale med sin partner, så mange unødige frustrationer kan undgås. Bogen indeholder øvelser og vejledning, så man enten alene eller sammen med sin partner kan genfinde intimiteten og seksualiteten på ny. Bogen er skrevet, så alle kan være med.

En ond cirkel

Der er mange gode grunde til ikke at lægge seksualiteten på hylden, når man bliver syg. Det kan hurtigt blive en ond cirkel, hvor manglende intimitet og sex fører til frustrationer og dårlig kommunikation. Når der er knas i parforholdet, bliver overskuddet til at tage sig af sygdommen mindre, og så forværres den måske, hvilket fører til endnu mindre intimitet og sex. Og det er synd, for mange sygdomssymptomer som eksempelvis ufrivillige muskelsammentrækninger og kramper kan mindskes, når man får orgasme.

”Når man bliver syg, kan man blive udfordret på seksualiteten, fordi man ikke kan de samme ting som før. Men så er der andre variationer, man kan bruge, som kan erstatte den form for seksualitet, man ellers har været vant til. Intimitet og seksualitet er vigtigt i et parforhold, og sygdommen bliver ikke nemmere at leve med, hvis der er problemer dér. Derfor er det vigtigt at tage sig af det, hvis man har ondt i sexlivet,” siger Else Olesen.

Tal om det

Else Olesen har også skrevet bogen ”Når rådgivning bliver svær”, som henvender sig til sundhedspersonale. Den handler om, hvor vigtigt det er at tale seksualitet med patienterne og give kompetent vejledning om de seksuelle udfordringer, mange oplever i forbindelse med sygdom. Bogen indeholder desuden gode råd til, hvordan det kan gøres. Den vejledning savnede Else Olesen selv som nyuddannet sygeplejerske for år tilbage, og det fik hende til at læse videre til sexolog.

”Jeg oplever ofte en stor berøringsangst hos sundhedspersonale, når jeg er ude at holde foredrag for dem. Derfor har jeg ikke kun skrevet en bog til patienter, men også en til personalet, så der kan blive taget hul på emnet rundt om på afdelingerne. Seksualitet er en naturlig del af alle menneskers liv – også dem, der bliver syge. Derfor er det efter min mening vigtigt, at også personalet fokuserer på seksualiteten i helhedsplejen af patienten og lærer at rådgive og vejlede deres patienter om sex og intimitet. Det er mit håb, at begge bøger kan være med til at hjælpe både patienter og personale til at tale om det. Det vil være til gavn for begge parter,” siger Else Olesen.

Tre gode råd til dig, der er ramt af sygdom

1.      Kommunikér! Sæt ord på de følelser, der kommer, og de tanker, du har. Tal med din partner, og lyt til ham eller hende i stedet for at gemme det væk indeni.

2.      Vær nysgerrig! Find ud af, hvordan din sygdom påvirker din seksualitet. Find ud af, hvilke fysiske og psykiske seksuelle symptomer, din sygdom giver. Jo mere, du ved, jo nemmere er det at tage højde for.

3.      Vær imødekommende og åben over for dig selv og din partner. Acceptér det, som er, og vær åben over for nye tiltag og nye måder at være intime sammen på og dyrke jeres seksualitet. Målet er ikke, at du skal kunne det samme, som før du blev syg, men at finde nye veje til en anden – og måske endda bedre – form for seksualitet.

Else Olesen er uddannet sygeplejerske, sexolog og psykoterapeut. Hun har i mange år rådgivet både patienter og sundhedspersonale på hospitaler og i patientforeninger om sygdom og seksualitet. Til dagligt bor hun i Nordjylland sammen med sin mand og to små børn. Hun har privat praksis i Aalborg og driver desuden hjemmesiderne purepassion.dk og elseo.dk

Begge bøger kan købes hos purepassion.dk og saxo.com 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy