Gå til hovedindhold

MS BIKE CHALLENGE BLEV EN KÆMPE SUCCES

13. maj 2017
Kort fortalt

Vanddunkene er tømt, de sidste billeder taget, og vejene langs ruten er blottet for synlige tegn på deltagerne til MS BIKE CHALLENGE 2017 – 737 km på cykel fra København til Skagen på max. 30 timer.

Thumbnail

21 hold fordelt på 125 personer havde valgt at tage udfordringen op og deltage i Danmarks længste cykel- og fundraisingevent i år. Vejret viste sig fra sin flotteste side, og afviklingen var en kæmpe succes, som brød nye grænser både sportsligt og indsamlingsmæssigt.  

Årets hold

Bidrag tikker stadig ind fra deltagerne og bidragsydere, men på nuværende tid er der indsamlet mere end 382.000 kr. ind til en verden uden sclerose!

Årets MS Bike Challenge hold er nu også klar til at blive kåret. Titlen som årets hold bliver ikke kåret ud fra bedst kørte tid mellem København og Skagen, men ud fra hvilken holddeltager der har indsamlet flest midler.

Vinderen af titlen som Årets hold blev Team Miles for Smiles som består af Eva Synnestvedt og Benjamin Alexander. Begge deltagere viste vejen for, hvordan personlige ambitioner og deltagelse i MS Bike Challenge kan forenes med et mål om at fundraise for en verden uden sclerose.

Det er til stor inspiration at se professionelle ryttere som Team Miles for Smiles deltage i et løb som MS Bike Challenge og de var i høj grad med til at løfte stemningen og give de andre deltagere et ekstra skud energi.

Mentalt overskud hele vejen

Hurtigste hold i Skagen var Team Specialized, som kørte strækningen på blot 21 timer og 30 minutter. I løbet af de næste 10 timer kom de øvrige hold til Skagen, alle med trætte kroppe, men med kæmpe smil og mentalt overskud. Deltagernes indsats indgyder til respekt og gør alle til fantastiske ambassadører for en verden uden sclerose.

”Vi er enormt stolte over det flotte resultat som MS Bike Challenge har givet, og vi vil gerne sende en tak til alle de seje ryttere og de familier og venner, der bakkede rytterne op. Rytterne knoklede fra København til Skagen, og har nu været en del af en succes, der er med til at gøre en forskel for forskning i sclerose,” siger marketingchef i Scleroseforeningen, Mogens Damgaard.

Fantastisk opbakning

På ruten blev rytterne bakket op med rosende ord og råb, og opbakningen fra venner og familie var tilstede både inden, under og efter løbet. De enkelte indsamlinger har været præget af personlige historier omkring sclerose, og også det har gjort MS Bike Challenge til en personlig succes for mange af deltagerne.  

Scleroseforeningens Lokalafdeling i Nordjylland var også tilstede, og de mange fremmødte kunne nyde det sociale samvær og de flotte løbsresultater med varm kaffe og rundstykker på toppen af Danmark.

MS Bike Challenge er nu slut for denne gang, men flere af rytterne har allerede meldt, at de står klar til at cykle gennem det danske landskab fra København til Skagen, for en verden uden sclerose i 2018.

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.