Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Mini-guide til erotiske hjælpemidler

Når du har sclerose, kan erotiske hjælpemidler være et must, hvis du vil nyde et dejligt sexliv, enten alene eller sammen med en partner. Men junglen af hjælpemidler er stor og fyldt med faldgruber, og det er nemt at fare vild. Her bliver du klædt på til at finde det helt rigtige hjælpemiddel, som kan løfte dit sexliv til nye højder.

Erotisk legetøj kan sætte en vidunderlig prik over i’et i et velfungerende sexliv. Det rigtige legetøj øger nydelsen og intensiteten, og der findes et hav af forskellige produkter at vælge imellem.
 
Erotisk legetøj og erotiske hjælpemidler er egentlig det samme. Et stykke legetøj, som f.eks. en vibrator, bliver til et hjælpemiddel i det øjeblik, det er en forudsætning for, at dit sexliv overhovedet kan fungere, og at du f.eks. kan opnå orgasme.
 
I tidligere nyhedsbreve har jeg nævnt hjælpemidler som vibratorer, penispumper, penisringe, glidecreme og andre produkter, som kan være en fordel for dig at bruge, når du har sclerose. Men det kan være en stor udfordring at finde det helt rigtige hjælpemiddel, så her får du nogle retningslinjer, du kan have i baghovedet, når du shopper erotiske hjælpemidler.

Erotiske hjælpemidler til dig med sclerose

Her får du først et lille overblik over de vigtigste hjælpemidler, som kan være specielt velegnet til dig med sclerose. Du/I kan selvfølgelig også bruge andre af de utallige produkter på markedet, men for ikke at gøre det for svært og kompliceret fra begyndelsen, så man måske mister modet, kan det være en god idé at starte med det basale:
  • Glidecreme. Glidecreme er det absolut vigtigste af dem alle sammen. Mange mennesker med sclerose oplever nedsat følelse i og omkring kønsorganerne, og glidecremen er med til at øge følsomheden og intensiteten ved berøring. Mange oplever også, at slimhinderne bliver tørre, enten på grund af sygdommen eller på grund af bivirkninger ved medicin. Med glidecreme glider det hele nemmere, og du/I skal ikke bruge så mange kræfter, f.eks. i fingrene, når I kærtegner hinanden. Jeg anbefaler også altid, at man bruger glidecreme sammen med erotisk legetøj/hjælpemidler. Der findes mange forskellige typer af glidecreme, så jeg har lavet en lille guide til glidecremer, som du kan læse her
  • Vibrator. En klitorisvibrator med kraftige vibrationer kan være helt nødvendigt for, at en kvinde med sclerose kan opnå orgasme, da følsomheden i klitoris kan være nedsat. Der findes mange forskellige slags, og det er vigtigt, at du finder en, du kan håndtere. Mænd kan også have stor fornøjelse af en vibrator, som f.eks. kan bruges på skaftet af penis og på penishovedet. Du kan læse mere om, hvordan du finder den rigtige længere nede, og du kan også læse min guide til valg og brug af vibrator her
  • Penispumpe/penisring. Mange mænd med sclerose oplever rejsningsproblemer eller impotens. Jeg anbefaler altid, at man prøver en pumpe, før man kaster sig ud i medicin som Viagra eller Cialis, som ofte medfører ubehagelige bivirkninger. Desuden får du som sclerosepatient sandsynligvis en del medicin i forvejen, og der er jo ingen grund til at tage flere piller en højst nødvendigt. En penispumpe trækker blod i svulmelegemerne ved hjælp af vakuum, og når penis på den måde er blevet stiv, holdes rejsningen på plads af en penisring. Penisringen kan også bruges alene, hvis du selv kan opnå rejsning, men har svært ved at holde den. Alle mænd kan bruge en penispumpe, og en pumpe af god kvalitet er helt ufarlig at bruge. Du kan læse mere om penispumper på www.erektionspumpe.dk eller i en tidligere artikel her i nyhedsbrevet, som du kan finde her.
  • Mandevibrator/onaniprodukter til mænd. De sidste år er der kommet nogle rigtig gode onaniprodukter til mænd på markedet. Vi har for længst passeret de lidt kiksede, oppustelige Lolitadukker, og et produkt af god kvalitet som dem, der findes i dag, kan være en forudsætning for, at du kan opnå orgasme. Nogle onaniprodukter til mænd kan bruges, selv om du ikke kan få rejsning, men kan stimulere den slappe penis. Du kan se et udvalg og finde inspiration i min shop her

Din guide til junglen af erotiske hjælpemidler

Hvis du nogensinde har været i en sexshop, enten fysisk eller på nettet, ved du, at der findes utrolig mange forskellige produkter. De findes i så mange former, farver, prisklasser og designs, at det kan virke fuldstændig uoverskueligt at skulle vælge. Der findes selvfølgelig ikke garantier, for vi er jo alle sammen forskellige og må med tiden finde vores egne favoritter, men hvis du har følgende i baghovedet, når du shopper erotiske hjælpemidler, er du godt på vej til at finde det rigtige.
  1. Kvalitet. Sørg for, at du går efter erotiske hjælpemidler af god kvalitet. Der findes meget juks på markedet, som nok kan se fancy ud, men som lynhurtigt går i stykker, som afgiver skadelige stoffer, eller som bare ikke rigtigt virker. Vær derfor kritisk, når du handler, for alting er ikke lige så godt, som det umiddelbart ser ud.
  2. Design. Hvis du har nedsat funktion i hænderne, er det vigtigt, at du vælger et design uden alt for mange krummelurer, dimser og dutter på, så det bliver for svært at gøre rent. Det er nemlig vigtigt, at du holder dine erotiske hjælpemidler rene, så du får ikke får infektioner. Nogle hjælpemidler kan kommes i en balje med vand, mens andre skal rengøres med klud, vatpinde osv. Der findes efterhånden en del hjælpemidler i lækkert, ergonomisk design, som både gør det lækkert at se på og nemt at holde på. Jeg anbefaler blandt andet mærket LELO, som både er af god kvalitet og brugervenligt design.
  3. Materiale. Det er meget vigtigt, at du er opmærksom på materialet. Der findes mange produkter af dårlig kvalitet på markedet, som indeholder ftalater og anden farlig kemi, som kan give allergiske reaktioner og/eller være skadelige for slimhinderne. Penispumper af dårlig kvalitet kan også være farlige at bruge, da vakuumet kan være for kraftigt og skade svulmelegemerne. Det er ikke muligt, når du køber en af god kvalitet. Sørg derfor for, at dine erotiske hjælpemidler er allergisk testet og kan holde til at blive brugt og gjort rent.
  4. Håndtering/brugbarhed. Tænk grundigt over, hvad du skal bruge hjælpemidlet til, og hvad du selv er i stand til. Hvis du har svært ved at bruge finmotorikken i hænderne, skal du ikke vælge en vibrator, der er svær at holde på, eller hvor tændingsknappen er lille bitte. Find et hjælpemiddel, du kan håndtere. Der findes mange produkter af god kvalitet med store håndtag, som gør det nemt at holde på, og store knapper, der er lette at trykke på. Der er måske heller ikke meget ved at skulle forstyrre naboen for at få hjælp til at skifte batterier i din vibrator, hvis det er for svært for dig at gøre selv – vælg i stedet et hjælpemiddel, der nemt kan oplades i en stikkontakt. Sørg også for, at produktet er nemt at gøre rent, så det ikke bare kommer til at ligge i skuffen, fordi det er for besværligt.
  5. Funktioner. Hvad skal dit hjælpemiddel kunne? Hvis du har meget nedsat følsomhed, er det vigtigt, at du vælger en vibrator eller et onaniprodukt, som kan vibrere meget kraftigt. Ønsker du desuden, at det skal kunne vibrere med flere hastigheder, som du nemt kan skrue op og ned for, eller er én hastighed/styrke nok for dig? Har du brug for en, der nemt kan styres med en fjernbetjening eller via en app fra din telefon? Skal det have et lille håndtag, eller kan du bedre håndtere et stort? Du kan også få hjælpemidler, hvor du slet ikke skal bruge hænderne, men som blot spændes fast på kroppen. Skal det være vandtæt, skal det stimulere indvendigt eller udvendigt eller begge dele? Skal din partner også kunne bruge det? Jo nøjere du tænker over, hvad det skal kunne, jo større er chancen for, at du finder det helt rigtige fra starten og ikke får spildt en masse penge i processen. Hvis du vælger en webshop eller en butik med fagligt dygtige medarbejdere, vil du også kunne få hjælp og vejledning der.
  6. Pris. Som så mange andre steder afspejler prisen på erotisk legetøj oftest kvaliteten. Hvis du har fundet en vibrator, som lover guld og grønne skove, utallige funktioner og himmelske orgasmer til 150 kr., kan det være en rigtig god idé at kigge lidt nærmere på materiale, holdbarhed og funktioner. Hvis du f.eks. vil have en god vibrator af ordentlig kvalitet, skal du af med 3-400 kr. for en med batteri og 5-600 for en genopladelig. En ordentlig penispumpe ligger på omkring 2000 kr. eller mere.
Husk, at når du har sclerose, kan du søge om tilskud til erotiske hjælpemidler hos kommunen.
 
Du er også velkommen til at kontakte mig på sexolog@elseo.dk, hvis du har brug for vejledning til hvilket hjælpemiddel, du skal investere i.
 
Når det næste nyhedsbrev udkommer, vil jeg forsøge at inspirere til, hvordan du og en eventuel partner kan bruge det nye år til at sætte fokus på seksualiteten, og hvordan du/I, på trods af de udfordringer sclerosen giver, kan øge glæden og intimiteten i hverdagen.
 
I mellemtiden er du velkommen til at skrive til mig på ovenstående mailadresse, hvis du har forslag til emner, du godt kunne tænke dig, jeg skriver om. Du kan også følge mig på Facebook her, hvor jeg jævnligt poster links til blogindlæg om sygdom og seksualitet. I december måned vil du desuden kunne finde en julekalender på min facebookside med nye tips og tricks til erotik og samliv hver dag. Du kan også finde mig på min hjemmeside www.elseo.dk
 
Rigtig god fornøjelse!
 

Kommentarer

Berit Baklid (ons, 25/11/2015 - 15:10)

Hvorfor er der kun noget til mænd?

Lotte (tor, 26/11/2015 - 09:51)

Kære Berit
Det er der skam heller ikke.
De to første punkter handler om glidecreme og vibratorer.
Mvh. Lotte Skou Hansen, redaktør

Nic (tor, 24/12/2015 - 13:33)

Pumpe til over 2000 kr? Det lyder vanvittigt. Når man ser på diverse hjemmesider er der slet ikke nogen i så højt et prisleje.
Kunne det tænkes, at ting bliver en smule "over priced" når det er anbefalet af Scleroseforeningen?

Peter Hansen (tor, 24/12/2015 - 14:04)

Kære Else

Professionelt arbejde. Bliv ved med at informere og oplyse.

Du ønskes God Jul og et Godt Nytår, med dejlig sex.

Husk også Servicelovens § 100

Bedste hilsner

Peter

Lotte Skou Hansen (Guest) (ons, 06/01/2016 - 10:35)

Kære Peter og Nic.
Tak for ros, Peter - den er viderebragt til Else.
Mht. prisen, Nic, så er det ikke noget, jeg ved meget om, så jeg har spurgt Else.
Hun har skrevet det her svar til dig - og andre interesserede:

"Det er rigtigt, at der findes mange forskellige prislejer, men i dette tilfælde afspejler kvalitet prisen. De dyre modeller har erektionsringen indarbejdet som en del af pumpen, så du ikke mister rejsningen igen - det er ikke tilfældet med de billige. Desuden er de dyre pumper konstrueret, så de ikke kan ødelægge vævet i penis ved for højt tryk - det kan ske med de billige, som desuden ofte indeholder giftige stoffer. De billige anbefales kun til "leg" - og virker ofte ikke og går hurtigt i stykker.

De dyre af god kvalitet bliver desuden kontrolleret og lever op til de krav, der er for hjælpemidler. Mange prøver først med en billig pumpe af dårlig kvalitet, men får ikke rejsning, fordi der ikke bliver skabt et ordentligt tryk, og fordi ringen ikke sidder på pumpen.

En penispumpe skal ses som et hjælpemiddel, ikke sexlegetøj, og det afspejles i kvalitet og pris. Du kan se et udvalg af gode pumper her: erektionspumpe.dk Og husk, at du kan søge tilskud hos kommunen.

Jeg håber, det er svar nok, ellers er du altid velkommen til at kontakte mig."

Jeg håber, du kan bruge hendes svar til noget. Mvh. Lotte Skou Hansen, redaktør

Jakob (tor, 25/08/2016 - 15:08)

Hvad nu, hvis man har problemer med at nå at komme, inden kroppen bliver for træt til at fortsætte, der er ikke et "rejsningsproblem" det er mere et udholdensproblem, kan man få noget, der hjælper til så man ikke bliver ved i .... for lang tid.

Jakob

Klaus Ibsen Bloch (tor, 25/08/2016 - 16:32)

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy