Gå til hovedindhold

Mini-guide: Sclerose og sexstillinger

19. maj 2016
Kort fortalt
Når du har sclerose, er det ikke alle sex-stillinger, der fungerer. Nogle kan fremkalde spasmer eller kramper, mens andre helt almindelige stillinger kan være for vanskelige at udføre. Men hvis du har mod på at eksperimentere lidt, kan du finde den eller de stillinger, der fungerer for dig, så du kan nyde et dejligt og intimt sexliv
Thumbnail Når du får sclerose, kan bevægelser, som ellers betragtes som en selvfølge, pludselig blive meget svære. F.eks. talte jeg for nylig med en kvinde med sclerose, som ikke længere kan sprede benene. Derfor havde hun og hendes mand eksperimenteret med forskellige stillinger, hvor det ikke var nødvendigt, og de havde heldigvis fundet frem til flere forskellige, som fungerede for dem. I virkeligheden behøvede de slet ikke min hjælp.For de havde det, som er forudsætningen for et godt sexliv, når man har en sygdom som sclerose: mod, nysgerrighed og villighed til at eksperimentere og fejle.Og det er altså dét, du også først og fremmest skal finde frem i dig selv, hvis du gerne vil have et godt sexliv. For når kroppen forandres, må du finde nye måder at bruge den på – og heldigvis er der masser af inspiration at hente. Desuden findes der gode hjælpemidler, og hvis du samtidig forbereder dig en smule, er der ingen hindringer for, at du kan finde måder at være sammen med din partner på, som sender jer en lille tur i ”den 7. himmel”.

Forberedelse og hjælpemidler

Mange mennesker med sclerose oplever, at kramper eller spasmer forværres under seksuel aktivitet. Derfor kan du, som jeg tidligere har skrevet om her, med fordel bruge lidt tid på forberedelse, inden I overhovedet går i gang. Hvis du tager medicin for kramper eller spasmer, kan du f.eks. planlægge at tage en dosis en time før, I går i gang. En dejlig omgang massage før sex kan også være med til at reducere kramper og spasmer.Hvis det alligevel ikke fungerer, kan I finde stillinger og hjælpemidler, så seksualiteten bliver påvirket mindst muligt. Der findes mange erotiske hjælpemidler, som kan være med til at gøre det hele nemmere. Mange af dem har du allerede i form af puder, dyner og møbler. Hjælper det f.eks. at støtte benene med puder, så du ikke skal bruge kræfter på at holde dem selv? Eller er det bedre, at du sidder i sofaen og bliver støttet af ryglænet i stedet for at ligge ned? Måske er en sækkestol som skabt til dig, fordi den kan holde din krop i lige præcis den stilling, der fungerer, uden at du selv skal bruge kræfter? Hvis du er kørestolsbruger, kan du finde inspiration til en dejlig, erotisk massage, her.Desuden kommer der hele tiden flere og flere erotiske hjælpemidler på markedet, specielt til mennesker med sygdom og/eller handicap. Som eksempel er der Intimate Rider, som gør det nemt for mandlige kørestolsbrugere at være den aktive, som ”tager” kvinden med et minimum af kræfter. Jeg havde den med på messe for nylig, hvor en modig messegæst viste, hvordan den fungerer. Se den lille video på min Facebook-side her. Den er også nævnt på Scleroseforeningens hjemmeside her.  Brug altså lidt tid på at undersøge, hvilke hjælpemidler der eventuelt kunne være en fordel for dig og din partner, om massage hjælper, om medicinen kan planlægges, og om der er tidspunkter på dagen, hvor kroppen kan mere end på andre tidspunkter.Når du er nået så langt, kan du gå i gang med at eksperimentere med hvilke stillinger, der fungerer for dig.

Stillinger

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at der fandtes bestemte stillinger, som bare fungerer for alle med sclerose. Men sådan er det desværre ikke, fordi sygdommen rammer på så forskellige måder. Så der er altså ingen vej udenom eksperimenterne.Derfor er det vigtigt, at I først og fremmest husker at have det sjovt undervejs og forsøger at grine af det så meget som muligt. For det bliver akavet. Og pinligt. Og I kommer til at se hinanden i nogle underlige situationer, og I kommer til at fejle. Og det er helt naturligt. Men jo mere, I kan grine af det, jo nemmere bliver det, og jo hurtigere vil I finde frem til det, der fungerer for jer.Når det er sagt, er der alligevel stillinger, som ofte fungerer bedre end andre, når du har sclerose. Mange oplever, at jo flere ”knæk” kroppen har, jo mere reduceres kramper og spasmer. Prøv jer altså i starten frem med stillinger, hvor knæ og hofter er bøjede. Det kan f.eks. være, at kvinden ligger på siden med bøjede knæ og hofter, mens manden ligger bagved og trænger ind bagfra, også med bøjede knæ og hofter. Eller det kan være, at manden sidder i en sofa eller kørestol med bøjede knæ og hofter, mens kvinden rider på ham. Prøv jer frem.Hvis I løber tør for ideer, er der masser af steder, I kan hente inspiration. F.eks. har mange glæde af Kama Sutra, som er en gammel, indisk elskovskunst, der beskriver ikke mindre end over 1000 forskellige stillinger. Så skulle der altså være nok at gå i gang med! Der findes mange gode bøger om Kama Sutra, og nogle af stillingerne kan f.eks. ses på denne søde hjemmeside.   Prøv f.eks. denne her, denne her eller denne her.  Bogen ”Sex - stillinger og teknikker” af Adam Arent er også rigtig god til at vise og forklare forskellige stillinger.Brug altså bøger, nettet og film til at finde inspiration til nye stillinger. Før du ved af det, har I fundet frem til flere, som fungerer, og som du kan nyde uden at blive distraheret mere end højst nødvendigt af sclerosen. Du kan også finde inspiration i mine tidligere klummer her i nyhedsbrevet, som du kan se en oversigt over her

Søg hjælp!

Hvis du eksperimenterer på livet løs, men alligevel ikke rigtig synes, noget fungerer, vil jeg anbefale, at du søger hjælp hos sexologerne på sclerosehospitalerne i Ry eller Haslev eller kontakter en sexolog med speciale i sygdom og handicap. Jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke er muligt at få et dejligt sexliv uanset graden af sygdom eller handicap, hvis man er åben for at eksperimentere og gå nye veje. Det er altså også muligt for dig! Nogle gange har man bare brug for at blive hjulpet på vej, og det er der ikke noget galt i.I næste nyhedsbrev kommer det til at handle om tantra. Tantra bliver desværre ofte misforstået som værende noget åndeligt hokus-pokus, hvilket det da også kan være, men tantra er meget mere end det. Der findes mange tantriske teknikker, som kan være med til at styrke intimiteten og erotikken og hjælper til at mærke efter i kroppen i forbindelse med sygdom.Du er altid velkommen til at skrive til mig på sexolog@elseo.dk, hvis du har forslag til emner, du godt kunne tænke dig, jeg skriver om, eller hvis du har ris eller ros. Du kan også følge mig på Facebook her, hvor jeg jævnligt poster links til blogindlæg om sygdom og seksualitet. Du kan også finde dem på min hjemmeside.  Rigtig god fornøjelse! 
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.