Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Millioner til hjerneforskning
d. 12 februar 2010

En dansk forsker i Edinburgh har fået næsten 2,5 millioner kroner til at forske i hjernens nerveceller. Et projekt, der kan få betydning for sclerosepatienter

Af Louise Wendt Jensen, journalist

Det er velkendt, at de skader, der opstår ved sclerose især består i hel eller delvis ødelæggelse af nervernes isolering – den fedtmembran, som omgiver selve nervebanen, og som hedder myelin.
Myelin kan gendannes, og når det sker, ser man gerne en forbedring i sygdommen. Efterhånden som sclerosen skrider frem, mister mange dog evnen til at gendanne myelin.
Derfor ville det være et gennembrud i scleroseforskningen, hvis man kunne finde ud at stimulere gendannelsesprocessen.
Og det er netop det, en dansk hjerneforsker nu er gået i gang med at kigge på.
Det er molekylærbiolog, ph.d. Lisbeth Schmidt Laursen, der har modtaget 2,455,782 kroner fra Lundbeckfonden til tre års forskning i, hvordan myelin dannes ved Århus universitet.
”Projektet går ud på at prøve at forstå, hvordan myelinskeden omkring hjernens nerveceller dannes helt fra starten. Hvis vi kan forstå den mekanisme, kan vi måske også finde nogle faktorer, der er vigtige for at gendanne myelinskeder, der er ødelagt,” forklarer Lisbeth Schmidt Laursen fra Edinburgh Universitet, hvor hun er tilknyttet et relativt nyåbnet forskningscenter for sclerose i en Post Doc. stilling.

Grundforskning på et tidligt stadie

Under hjernens udvikling ser man en række positive og negative signaler fra nervecellernes udløbere, som virker enten fremmende eller hæmmende for dannelsen af myelinskeden, der ligger omkring nervecellerne. Det er blandt andet disse signaler, Lisbeth Schmidt Lausen skal kigge nærmere på, fordi man regner med, at en forstyrret balance mellem signalerne betyder, at myelinskeden ikke kan gendannes i sclerose.
”Den behandling, man i øjeblikket bruger på sclerosepatienter, går ud på at dæmpe immunforsvaret, men hvis man kan finde ud af at hjælpe hjernen til en reparationsproces af myelin, så kan der ligge i et stort potentiale i at kombinere de to typer behandlinger,” mener Lisbeth Schmidt Laursen.
Hendes arbejde udføres ikke på mennesker, men foregår i forskellige dyremodeller. Derfor er der tale om grundforskning og ikke en viden, som umiddelbart vil kunne anvendes på patienter efter projektets afslutning.
”Men det er et vigtigt skridt at forstå de fundamentale processer omkring dannelsen af myelin. Et skridt der forhåbentlig på sigt kan hjælpe sclerosepatienter og andre patienttyper, som oplever at nervecellerne sættes ud af funktion,” siger Lisbeth Schmidt Laursen.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy