Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Miljø vigtigere end genetik i sclerose
d. 19 maj 2010

Et nyt tvillingestudie tyder på, at det er miljøfaktorer frem for arvelige faktorer, der er afgørende for udviklingen af sclerose

Af Louise Wendt Jensen, journalist

Det er vigtigere, hvad du udsættes for, end hvilket sæt gener du fødes med.
Det er resultaterne fra et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Nature. Her har forskere undersøgt tre sæt enæggede tvillinger som var henholdsvis 56, 39 og 19 år, da studiet startede i 2008. Den ene tvilling i de tre par udviklede sclerose, da de var henholdsvis 30, 38 og 13 år gamle, mens de tre andre ikke har fået sygdommen og ikke på nogen måde viser tegn på at være ved at udvikle den.
Hvis man har en tveægget tvilling eller en anden søskende, som har sclerose, er risikoen for selv at få sygdommen fem procent, mens den er 25 procent, hvis ens enæggede tvilling har sygdommen.
Derfor ville forskerne undersøge, om det skyldes en genetisk forskel mellem de enæggede tvillinger, at begge ikke altid får sygdommen.
Alle seks tvillinger, der var med i undersøgelsen, er født med en håndfuld gener, som, man ved, har betydning for udviklingen af sygdommen, men det er altså kun den ene i hvert tvillingepar, som har fået sygdommen.
Ved at bruge forskellige genetiske analyser blev der undersøgt ikke bare, hvilke gener tvillingerne var født med, men også genekspressionen, det vil sige hvilke gener, der var aktive hos den enkelte, hvilket godt kan ændres i løbet af livet. Ved et af tvillingeparrene blev hele genomet fuldstændig sekventeret. Men resultatet var, at der ikke var genetisk forskel på tvillingerne, selvom den ene havde sclerose.
Stephen Kingsmore, der er direktør for the National Center for Genome Resources i Santa Fe, og som har været med til at udføre studiet, hvor man sammenlignede tvillingernes gener, kalder resultatet ”noget af en overraskelse”.
”Tvillingerne blev født på samme dag i den samme familie, voksede op sammen, spiste den samme mad, gik i samme skoler, og de var begge disponerede for det samme, men kun én af dem udviklede sygdommen. Det tyder på, at en eller anden miljømæssig faktor enten beskyttede en af tvillingerne eller udløste sygdommen hos den anden,” siger Stephen Kingsmore til mediet HealthDay.
Han og hans forskerkolleger understreger dog, at begrænsninger i den nuværende teknologi, som bruges til genanalyserne kan betyde, at der alligevel er vigtige genetiske forskelle mellem tvillingerne, som er blevet overset. Derfor vil de nu lave yderligere undersøgelse af tvillingepar med sclerose.

Se et uddrag af artiklen i Nature her:
http://www.nature.com/nature/journal/v464/n7293/abs/nature08990.html#/


 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy