Gå til hovedindhold

Menneskets bedste ven

4. august 2016
Kort fortalt
Man når dårligt at banke på, førend hundegøen fylder gangen i Mettes hus. Døren åbnes, og ud strømmer to hunde: 12-årige Jessie med sit barnebarn Stella på otte måneder.
Thumbnail

51-årige Mette, der er på førtidspension, kommer ud med et smil og en stok i den ene hånd. I 2002 fik hun diagnosen attakvis sclerose, men lægerne er begyndt at snakke om, at hendes sygdom måske er på vej til at blive progressiv. Hun har dropfod, stift ben og 0 procent balance.

»Det allerværste er trætheden,« siger hun, så man næsten kan høre udmattelsen i hendes stemme.

Mettes ældste hund, Jessie, letter hendes hverdag, for Mette har lært Jessie at hjælpe hende med forskellige gøremål.

Jessie har erhvervet sig nogle nyttige evner over årene. Hun kan blandt andet lukke hoveddøren for Mette, og hun kan samle sin snor op, hvis Mette taber den. Sidst, men ikke mindst, har Jessie lært at hjælpe Mette med at tage tøjet af og samle vasketøj sammen.

»Det er dejligt, at hun kan give en pote med,« griner Mette.

Mette har altid elsket hunde, men hun har et helt specielt forhold til netop Jessie. »Hun blev min bedste ven fra dag ét,« fortæller hun.

Jessie er af racen stabij, som betyder »stå mig bi« – og det gør Jessie.

»Hun giver mig tryghed og selskab – jeg er aldrig alene. Hun er der for mig, og hun kan mærke, når jeg er ked af det eller frustreret. Hun betyder rigtig meget for mig.« på spørgsmålet om en konkret situation, hvor Mette har kunnet mærke, at Jessie har haft betydning for hendes sclerose, er der ikke én historie at fortælle.

»Jessie betyder noget for mig hver dag.« 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.