Gå til hovedindhold

Med sclerose i de skotske bjerge

10. november 2010
Kort fortalt
Læs Anne Marie Linds spændende beretning om på trods af sclerose at have mod på udfordringer og bestige de skotske bjerge

Anne Marie Lind er 54 år og har haft sclerose i ca. 12 år. Hun besluttede sig for nogle år siden til at sygdommen ikke spænde ben for en af hendes drømme: at vandre i de skotske bjerge.
Her følger den historie, hun selv har sendt til Scleroseforeningen:

Jeg er flere gange blevet opfordret til at skrive om mine oplevelser med mine vandreture i Skotland. Om den oplevelse, det er at nå nogle mål, som virkede så uopnåelige. Men hvordan? Når jeg nu ikke er den store forfatter eller journalist. Jeg kunne jo starte med, at skrive en del ord, der viser det, som jeg har været igennem:
Træning, mål, lyst, smerte, vilje, opbakning, sejr, nederlag, ”kan – kan ikke”, uopnåelig, overvinde, presse, slid, magte, planlægning.

Min mand og jeg havde i flere år haft lysten til at se og opleve Skotland. Dets natur, mennesker, trationer og historie. I 2007 rejste vi så første gang til Skotland. På denne tur vågnede der en stor lyst til at prøve noget, som på en måde virkede skørt og uopnåeligt med min sygdom, at gå/vandre i Skotske bjerge. Vi bestemte os for at prøve.
I 2008 skulle vi så se, om vi kunne. Vi trænede og lagde planer hjemmefra. Nogle gange synes jeg, at der blev planlagt ”for vildt”, men alt var gjort med omtanke, og det gav bonus. Der kan næsten kun planlægges for lidt, når man begiver sig up på sådanne eventyr.
På denne tur skulle vi så vandre i den grad, som vi magtede. Det blev til en del smukke og til tider lidt ”vilde” vandreture, men det vigtigste var, at jeg havde vist, at jeg kunne. Kunne overvinde noget i mig.

Nye mål

Hvordan kommer man så videre derfra? Jo, vi begyndte på planlægning af endnu en tur. Denne gang skulle jeg så virkelig prøve bjergene.
I 2009 startede planlægningen og træningen til den tur, som skulle vise sig at være noget af det største, som jeg har overvundet. Det er svært at skulle fortælle og forstå, hvordan det var at træne i al slags vejr her i Danmark. Jeg blev presset af min mand, men af ren opbakning til at overvinde smerten og det ”ikke at kunne”. Der blev gået mange kilometer. Desværre var det svært at træne ”op & ned”, så vi kørte rundt til alle vore ”bjerge” i det østjyske (se: http://www.bestigbjerge.dk/). Vi havde på nettet ”mødt” nogle søde skotter, som kom med en masse gode råd.  Jeg blev presset til at overvinde træthed og måske også smerter. Men sejrene kom så også derefter. Jeg vidste også, at påklædning var meget vigtig, så med det rigtige tøj, sko og en masse drømme rejse vi i 2010 så af sted på denne ”store” tur.
Vi havde som sagt planlagt en masse hjemmefra, også en del af de vandreture, som vi skulle på.
Den første var en ”easy walk” i Aberdeen Shire, omkring Loch Muick (se: http://www.walkhighlands.co.uk/cairngorms/loch-muick.shtml). Det første ”rigtige” bjerg på turen, var Stac Pollaidh i det nordlige Skotland, Sutherland. Den første rigtige ”opad” tur. En fantastisk oplevelse og den første sejr (se: http://www.walkhighlands.co.uk/ullapool/stacpollaidh.shtml). Jeg kunne gå opad! De mange træningstimer og min vilje viste sig fra sin bedste side.

Ultimativ test

Der var flere ture, inden den ”ultimative” test, bla. Quiraing på Isle of Skye. (se: http://www.walkhighlands.co.uk/skye/quiraing.shtml). Men Ben Nevis ventede. Det højeste bjerg i Skotland! Ikke fordi turen ville være ”hård”, men dens længde, tiden og så det, at det enten går op eller ned, gør det til en hård tur. Jeg var på en gang bange og spændt, på om det kunne lade sig gøre. Kl. 8.43 startede vi, og ca. (kun) 8 timer og 30 km senere var det hele overstået. 
(se: http://www.walkhighlands.co.uk/fortwilliam/bennevis.shtml)  .
Det kunne lade sig gøre, og det var alt arbejdet værd! Sikken en sejr det var for mig. Der kan næsten ikke sættes ord på, det er i hvert fald svært.
Inden afrejse blev til endnu en tur, denne gang i det smukke Glencoe. Endnu en bjerg tur. The Lost Valley. (se: http://www.walkhighlands.co.uk/fortwilliam/bennevis.shtml) . Min mand ville have mig med på det fjerde højeste bjerg i Storbritannien, Bidean nam Bian (se: http://www.walkhighlands.co.uk/fortwilliam/bideannambian.shtml) , men der sagde jeg nej. Ikke mere på denne tur. Jeg havde nået de mål, jeg havde sat mig, og mere til. Næste gang, måske. Ca. 7200 fotos viser, hvilke strabadser jeg var på, og som jeg klarede ved egen hjælp.

Som afslutning vil jeg blot kunne ønske mig, at andre vil få en mulighed til at ”krydse” nogle grænser. På trods af vores sygdom kan man godt gøre ting, som måske var umulige, inden vi gik i gang. Det kan være svært alene, så det vil altid være godt med opbakning fra familie og venner.Jeg kan også mærke i dag på mine ben hvis jeg ikke får gået ,jeg vil lige sige at jeg overhovedet ikke havde ondt i dem, selv efter de lange ture. Jeg vil gerne hjælpe, hvis der er nogle der har interesse i sådan en oplevelse, selvfølgelig koster det nogle penge, men set i bakspejlet har de været givet rigtig godt ud.
 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.