Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Lidt over en maraton
d. 8 september 2010

43,9 kilometer sagde GPS’en, da Kim Møller nåede i mål. Han løb en maraton, mens han opholdt sig på Sclerosecenter Ry.

Af Kira Madsen

Kim Møllers storetæer er stadig ømme, og neglene er blå og er ved at falde af. For godt en uge siden løb Kim lidt over en maraton. 43,9 kilometer nåede han at løbe, mens en maraton normalt ”kun” er på 42,2 kilometer. Egentlig skulle han da også kun have løbet en ganske almindelig maraton, men da han nåede i mål i Ry by, mente han, at han da lige så godt kunne løbe resten af vejen ud til sclerosecentret.

”Jeg gjorde det, fordi jeg kan løbe. Min sclerose viser sig primært kognitivt, men jeg kan stadig løbe på trods af en gammel knæskade. Det gælder om at holde sig i gang,” fortæller Kim, der for tiden opholder sig på Sclerosecenter Ry. Kim er 45 år gammel og har haft sclerose siden 1990.

Kim har længe været fast inventar i Silkeborg Løbeklub og løb en halvmaraton for 7 år siden, som gav ham blod på tanden. Da han så skulle på ophold i Ry, var rammerne perfekte.

”Distancen rundt om Julsø og ind til Ry by er 42 kilometer. Og her har jeg den fordel, at jeg ikke skal hjem og passe de daglige pligter bagefter, men tværtimod kan få al den hvile og ro, jeg nu har brug for. Køkkenet serverer mad med den energi i, som jeg har brug for, og her er fysioterapeuter til at hjælpe mig bagefter, så kroppen får de optimale betingelser. Jeg gjorde det kun, fordi jeg er her på Ry,” forklarer Kim.

Koster meget
De andre brugere på Sclerosecenter Ry heppede på Kim hele vejen igennem, og en lille flok kørte med ham noget af vejen på deres crossere. Da han kom i mål, ventede resten med blomster og hujende klapsalver.
”Jeg har det rigtig godt nu. Det er overstået,” griner Kim med stolthed i stemmen. Han har dog ikke planer om at løbe maraton igen.

”Nej, nu har jeg gjort det. Det koster for meget forstået på den måde, at jeg bliver både fysisk og psykisk udmattet. Jeg kan også mærke det kognitivt, for jeg har svært ved at finde hoved og hale i ting i lang tid bagefter,” siger Kim, der dog vil fortsætte med at løbe med vennerne i Silkeborg Løbeklub og satser på at løbe en halvmaraton igen i fremtiden.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy