Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Læge vil bevise kostens betydning
d. 29 marts 2012

Terry Wahls er ramt på egen krop af progressiv sclerose, men har rejst sig fra kørestolen. Hun mener det er et resultat af hendes kostomlægning og træning, og forsøger nu at bevise sin teori i et videnskabeligt klinisk forsøg

 

For danske undertekster: Tryk på knappen play og derefter på knappen "CC".

 

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Kan man spise sig ud af sin sclerose?
Nogen vil svare nej til det spørgsmål, men den amerikanske læge Terry Wahls mener ja.
I sine yngre dage besteg hun bjerge i Nepal, løb marathons og tog det sorte bælte i Tae Kwon Do. Men i år 2000 i en alder af 44 år bemærkede hendes kone, at hun slæbte lidt på den ene fod, og det blev gradvist sværere at tage jogging-turene. Og da hun endelig gik til læge lød diagnosen på Multipel Sclerose.

Endte i kørestol
Tre år efter gik hun fra at have attakvis sclerose til at være sekundær progressiv patient på trods af indtagelsen af diverse medicinske behandlinger. Hun fik sværere og sværere ved at gå, så i 2004 var kørestolen uundgåelig, fordi hendes muskler i ryggen og maven var blevet for svage til at holde hende oprejst ret lang tid ad gangen.

Sengen afskrækkede
Og det var der hun besluttede at begynde at undersøge sin sygdom lidt nærmere.
”Jeg indså, at jeg var på vej til at blive bundet af min seng for evigt. De medicinske behandlinger hjalp ikke synderligt, så jeg besluttede at finde ud af så meget som muligt om sclerose og hjernens funktion,” fortæller Terry Wahls over telefonen fra Iowa, hvor hun er underviser medicinstuderende på Universitetet og arbejder på det der hedder Veterans Affairs Hospital.

Pløjede litteraturen igennem
Så aften efter aften begyndte hun at læse op på sin medicinske viden og gå igennem den lægevidenskabelige litteratur for at støde på noget, der kunne hjælpe. Og det var der, hun faldt over mitokondrierne. De små kraftværker, der er inde i vores celler, som hjælper med til at skabe energi til cellerne og til at reparere dem, når de går i stykker.
Mitokondrierne er altafgørende
Ikke, at Terry Wahls aldrig havde hørt om dem før.
”Jeg vidste selvfølgelig godt, hvad mitokondrier er, men ved igen at læse op på min biokemi og cellefysiologi forstod jeg mere og mere, hvor vigtige mitokondrierne er for, at vi fungerer, som vi skal,” fortæller Terry Wahls.

Brug for næring
Men for at mitokondrierne fungerer optimalt, skal de have de rigtige næringsstoffer i form af aminosyrer, mineraler og fedtsyrer.
”Det er nødvendige byggesten, som mitokondrierne skal have for at holde kroppen sund, for hvis ikke de har dem, kan de ikke bygge de nye komponenter, som kroppen skal bruge, og så begynder den, at få det dårligt,” siger Terry Wahls.

Kosttilskud var ikke nok
Derfor begyndte Terry Wahls at lave en liste over, hvilke næringsstoffer hjernen har brug for og begyndte at spise en masse kosttilskud for at dække mitokondriernes behov. Hun fik det da også lidt bedre, men det gik stadig ned ad bakke med helbredet.

Kosten giver mere
I efteråret 2007 fik hun imidlertid en åbenbaring: hvad nu hvis hun i stedet for at spise næringsstofferne som kosttilskud omlagde sin diæt, så hun fik alle de nødvendige ting til hjernen fra kosten i stedet?
”Min tanke var, at der er en masse næringsstoffer i maden, som vi endnu ikke kender, som også ville være gavnlige.”

Træning med elektrisk stimulering
Derefter brugte Terry Wahls tid på at sammensætte en diæt med de ting, som hjernen har brug for. På samme tidspunkt havde hun læst om det der kaldes elektrisk stimulering af musklerne, som visse sportsfolk benytter sig af. Hun overtalte sin træner til at prøve det på hende, og selvom det gjorde ondt i musklerne, havde hun det bedre end længe bagefter.

Kost, træning og meditation
I december 2007 begyndte Terry Wahls så på sin nye diæt samtidig med, at hun gik i gang med sit træningsprogram, hvor hun brugte elektrisk stimulering af musklerne. Derudover mediterede hun også hver dag for at undgå stress.
”I starten trænede jeg ti minutter om morgenen og ti minutter om eftermiddagen og træningen bestod nærmest kun af at suge maven ind. Gjorde jeg mere, var jeg totalt udmattet,” fortæller Terry Wahls.

Gradvis forbedring
Men gradvist fik hun flere kræfter og træningen blev mere og mere avanceret og efter et år med diæten og træningen, kunne hun gå gennem hospitalet uden stok og cykle små 30 kilometer på en specialcykel. I dag er hun næsten normal igen, som hun siger:
”Jeg har masser af energi og bevæger mig frit, men det er stadig svært at stå lang tid ad gangen. Jeg stod op i to timer forleden til en fotografering, og så var jeg træt. Og når jeg har gået godt tre kilometer er jeg også træt. Men jeg bliver hele tiden stærkere, og jeg regner med, at det tager syv år, at gå fra det niveau af handicap, jeg havde til at være normalt fungerende igen,” siger Terry Wahls.

Kombination af kost og træning
Hun mener, at kombinationen af den rigtige kost og træning har været vigtigt for hendes forløb. Begge dele er nødvendigt.
”Man kan sige, at jeg sørger for, at hele min hjerne gennem den mad, jeg spiser, mens jeg genopbygger mine muskler med træningen. Samtidig betyder træningen, at jeg danner hormoner som stimulerer genopbygningen af hjernen og får den til at danne nye forbindelser,” siger Terry Wahls.

Stadig sclerose
MR-scanninger viser dog, at Terry Wahls stadig har sclerose.
”Jeg har læsioner specielt i rygmarven, men også i hjernen og nye MR-scanninger viser, at de hverken er blevet værre eller bedre. Det er jo super interessant, for jeg har det dramatisk meget bedre. Det sætter spørgsmål ved, hvad de læsioner egentlig betyder? Det tyder på, at jeg på en eller anden måde arbejder rundt om dem. At min hjerne danner nye forbindelser, så læsionerne bliver mindre relevante,” mener Terry Wahls.

Masser af frugt og grønt
Hun spiser hver dag 900 gram økologisk frugt og grønt. 300 gram er det hun kalder mørkt grønt som for eksempel spinat, kål og broccoli, 300 gram er frugt og grønt i alverdens farver og 300 gram er andet. Og i de 900 gram skal der ikke være hvide kartofler, majs, korn eller ris, da det gælder om, at holde antallet af kulhydrater nede.

Langt over anbefalet dosis
Derudover spiser hun økologiske æg, kød fra dyr, der har gået på græs, vilde fisk, tang og indvolde og masser omega-3 fedtsyrer fra for eksempel hørfrø- eller hampolie.
”Jeg spiste egentlig ganske fornuftigt før. Meget frugt og grønt, men som de fleste andre nåede jeg måske kun lige op på den anbefalede dosis af mange af de her næringsstoffer. Nu spiser jeg to-ti gange så meget, og det er åbenbart det, der skal til,” siger Terry Wahls.

Tarmene skal være sunde
Hun tilskriver meget af madens succes til en god tarmflora.
”Hvis du har de forkerte bakterier i tarmene, så lækker de, hvilket betyder, at maden kommer ud i blodet, før det er helt fordøjet, og det får dine immunceller til at stejle og tro, at de bliver angrebet. Det er det, der sker, når vi spiser for mange kulhydrater, hvilket stort set alle vesterlændinge gør. Men hvis vi spiser, så tarmene ikke lækker, og det er den slags kost vores forfædre spiste, og som vi har spist i to en halv million år, så vil tarmene ikke lække, maden vil fordøjes fuldstændigt,  før den absorberes i kroppen, og så får vi et robust helbred,” mener Terry Wahls.

Videnskabeligt forsøg
Hun har nu bestemt sig for at bevise sin teori i et videnskabeligt forsøg.
”Problemet, med det jeg har gjort, er, at jeg har ændret mange parametre på en gang, og det er ikke sådan, man traditionelt laver forskning. Der ændrer man kun en lille ting ad gangen, for at vise, hvad det betyder. Den slags har man bare ikke tid til at vente på, når det gælder ens eget helbred.”

Ni personer testet
Terry Wahls har derfor sammen med et tværvidenskabeligt team sat ni personer med sclerose på diæt og træningsprogram og i slutningen af året vil alle have været i gang i 12 måneder. Indtil nu har hun vist, at to af personerne ikke har haft glæde af behandlingen.
”Den ene viste sig at have udviklet leukæmi. Sikkert på grund af tidligere behandling med kemoterapi. Den anden var så dårlig, at vi ikke kunne ændre forløbet, men seks andre lider ikke længere af sclerosetræthed og en af dem er gået fra kun at kunne gå med stok til at jogge.”
Det tager tid
Terry Wahls fortæller, at det tager godt tre måneder på diæten og med træning, før sclerosetrætheden forsvinder, og livskvaliteten stiger, mens man først ser en forbedring af gangfunktionen efter ni-tolv måneder.

Forsøg kræver mange penge
Det er nu lykkedes hende, at skaffe penge til, at yderligere 12 personer – heraf fem med primær progressiv sclerose – kan indgå i en anden runde af et klinisk forsøg, hvor hun mere systematisk kan teste forskellige næringsstoffers effekt.
”Men det vil kræve mellem en og tre millioner dollars at designe og udføre et forsøg, der for alvor kan vise, at livsstilsændringer betyder noget. Problemet er, at store medicinalvirksomheder ikke er interesseret i at betale noget, der ikke kan patenteres, og regeringen har den der opfattelse af, at videnskab skal bevises ved at ændre en lille ting ad gangen,” siger Terry Wahls.

Giver ikke op
Ikke desto mindre er hun fast overbevist om, at hun nok skal få rejst pengene. Hun har blandt andet søgt den amerikanske scleroseforening om penge og søger hele tiden nye fonde, og salget af hendes bog ”Minding my Mithocondria” går også til formålet, ligesom hun får mange private donationer.
”Jeg bliver ved. Jeg føler, at det var langt sværere, at rejse mig fra kørestolen, end det bliver at skaffe pengene. Folk er meget generøse, og det bliver ganske almindelige mennesker, der kommer til at drive det her. Ikke de store lægemiddelvirksomheder. Det skal nok vise sig, at vores bedste medicin, er vores kost,” siger Terry Wahls.

Find flere informationer om Terry Wahls og hendes diæt på hendes hjemmeside.

Se også et foredrag med Terry Wahls på youtube

 

Kommentarer

Hanne Laver Hansen (ons, 16/07/2014 - 17:53)

For at have det på dansk

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy