Gå til hovedindhold
TemaKognitive problemer - Når hjernen ikke lystrerSe hele temaet

KOGNITIVE PROBLEMER OG SCLEROSE

22. august 2016
Kort fortalt
Hvad er kognitive problemer, og hvordan viser de sig hos mennesker med sclerose? Lev med SCLEROSE har spurgt Jannie Engelbrecht, som er neuropsykolog på Sclerosehospitalet i Ry.
Thumbnail

Kender du det: Du er på vej ud af døren, du har din jakke på, tasken over skulderen og nøglerne i hånden. Så får du øje på en liter mælk, som står fremme på køkkenbordet. Du lægger nøglerne fra dig og går hen og stiller mælkekartonen ind i køleskabet. Du vender dig om for at gå ud af døren. Men hvor lagde du nøglen?

Langt de fleste mennesker har prøvet at glemme, hvor de lagde nøglerne. Det skyldes påvirkning af de kognitive funktioner, som kontrollerer ens evner til at fokusere og holde styr på flere ting på én gang. Særligt når man er træt eller stresset, kan man fungere dårligere kognitivt, og så er det, at mange oplever, at de glemmer for eksempel nøglerne. 

Men for mange mennesker med sclerose er det ikke bare det at huske, hvor de lagde nøglerne, der kan volde problemer. Også det at holde styr på aftaler og følge med i samtaler kan være svært for de mennesker med sclerose, der døjer med kognitive problemer.

Hvornår er det et problem?

Et kognitivt problem defineres ved, at personen i forhold til tidligere oplever forandringer, som påvirker hverdagen negativt. Og det er der mange mennesker med sclerose, som døjer med, fortæller Jannie Engelbrecht, neuropsykolog på Sclerosehospitalet i Ry:

»Det kan for eksempel være, at man før kunne planlægge madlavning en uge frem i tiden, men ikke kan det længere. Eller hvis man før betalte sine regninger på netbank, men ikke kan finde ud af det længere. Det er et problem, når det påvirker hverdagens funktioner i forhold til det niveau, man var på tidligere,« siger Jannie Engelbrecht, der fortæller, at det ofte er familien, der opdager de ændringer, som kognitive problemer medfører.

»Familien kan ofte finde på at sige: Det har du sagt, eller det har du gjort. De opdager, at man gentager sig selv,« siger hun. »Mange oplever også, at de begynder at isolere sig mere. De skyder det hen på træthed, og det er ofte en del af det, men ofte skyldes det i virkeligheden kognitive problemer. Man kan måske godt komme ud af døren, men at overskue at følge med i en samtale blandt 3-4 personer, det orker man ikke. Man kan ikke kognitivt rumme og bearbejde de indtryk, der er, når man er sammen med mange mennesker.«

Ikke hukommelsen der fejler noget

Ifølge Jannie Engelbrecht beskriver mange mennesker med sclerose og kognitive problemer, at de har svært ved at huske, men det er ikke altid hukommelsen, den er gal med. »Nogle kommer og siger: Jeg gider ikke se film i fjernsynet længere, for jeg kan ikke huske, hvad der sker i filmen. Når man så spørger lidt ind, viser det sig, at de ikke kan nå at læse underteksterne, og hvis det er udenlandsk film, så kan de ikke følge med. Så er problemet i virkeligheden ikke, at de ikke kan huske, men at hjernen ikke når at opfange underteksterne og forstå, hvad der sker,« siger hun. »Hos mennesker med sclerose, ser man ofte, at de har et lidt langsommere tempo. Det hænger blandt andet sammen med, at hvis de har plaks, som har ødelagt nervebanerne i hjernen, så skal signalerne til hjernen ud i nogle omveje, og det tager jo længere tid.«

Derfor fortæller Jannie Engelbrecht også, at hvis man vil arbejde med at fungere bedre kognitivt, så må man gå ind og analysere den enkeltes problemer.

»Når vi har kognitiv træning på Sclerosehospitalet i Ry, arbejder vi med at finde den indlæringsstrategi, der passer til den enkelte. Det, der vil virke for den ene, vil ikke virke for den anden. Derfor er det rigtig svært at lave en opskrift på, hvad man skal gøre, fordi det vigtige er at finde ud af, præcis hvor den enkeltes kæde hopper af.«

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.