Gå til hovedindhold

KL svarer på Scleroseforeningens indlæg

23. september 2015
Kort fortalt
I sidste uge bragte ALTINGET et indlæg fra Scleroseforeningen. I går svarede Kommunernes Landsforening med et indlæg på ALTINGET under overskriften "KL: Beskæmmende læsning fra Scleroseforeningen"

REPLIK: Scleroseforeningen må forstå, hvordan kommunerne arbejder. Og så er det helt nødvendigt med en ordentlig tone, så den tillid, der er så vigtigt for samarbejdet mellem borgerne og kommunen, bliver ved at være til stede, skriver KL’s Thomas Adelskov i en replik.

Her kan du læse Scleroseforeningens indlæg, der blev bragt på ALTINGET - KLIK PÅ LINK

Her kan du læse den fulde replik fra KL:

Af Thomas Adelskov
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

”Hvis ikke det skyldes ond vilje, må det være grundet en inkompetence i kommunerne,” skriver ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen Nadia Buchard på Altinget om Ankestyrelsens omgørelser af kommunernes afgørelser.

Det er en ærgerlig retorik, Scleroseforeningen lægger for dagen. Særligt ærgerligt er det, at Nadia Buchard, som selv er socialrådgiver, slår sine egne fagfæller oven i hovedet med, at de ikke er kompetente til deres arbejde.

Det er rent ud sagt beskæmmende læsning. For hvis der er noget, vi i kommunerne kan være stolte af, så er det, at vi har kompetente medarbejdere, der hver dag forvalter en til tider særdeles kompliceret lovgivning til alles bedste.

Loven er en rammelov

Den lovgivning, som vores medarbejdere skal forvalte, er ikke altid præcis. Og det er der en grund til. Lovgivningen er nemlig det, man kalder for en ”rammelov”, hvilket betyder, at loven sætter de overordnede rammer for, hvilke serviceydelser og tilbud kommunerne er forpligtet til at yde. Når man ser på servicelovens bestemmelser, så er de i vidt omfang upræcise. Omdrejningspunktet er her, at nødvendig hjælp skal gives til den, der har behov, efter en individuel og konkret vurdering. Den individuelle og konkrete vurdering i den enkelte sag betyder, at kommunerne for at behandle borgerne ens bliver nødt til at behandle dem forskelligt. Det er det, hele kompensationsprincippet handler om, nemlig at hjælpen ifølge loven skal tilpasses den konkrete situation. Det er her, kommunerne går ind og foretager det retlige skøn i den enkelte sag.

Herudover skal hjælpen ifølge loven tilpasses efter den samfundsmæssige og teknologiske udvikling, ligesom ydelserne skal udvikles i takt med den faglige udvikling. Endelig er der i loven mulighed for, at kommunerne kan fastsætte lokale serviceniveauer inden for lovens ramme. Det er rigtig mange ting, den enkelte medarbejder skal holde sig for øje, når han/hun skal vurdere den enkelte sag. Der er sjældent et bestemt facit i den enkelte sag, hvorfor det er rigtigt godt, at vi har retssikkerhedsloven, som blandt andet sikrer borgerens adgang til at medvirke i og få indflydelse på sagsbehandlingen, ligesom loven sikrer borgeren rettigheder og klagemuligheder.

Det er for mig at se ikke ubetinget dårligt, at sagerne prøves ved Ankestyrelsen. Det er både en sikkerhed for borgerne, men også en sikkerhed for kommunerne i og med, afgørelserne tilpasses den samfundsmæssige og teknologiske udvikling inden for lovens rammer.

Mange grunde til at sager omgøres

Nadia Buchard skriver, at ”kommunernes grænsesøgende afgørelsespraksis i 2014 resulterede i en omgørelsesprocent på alarmerende 35 procent”.

Jeg synes, vi skylder den almene læser at fortælle, hvad tallet 35 procent rent faktisk dækker over. Umiddelbart formenes man til at tro, at Ankestyrelsen i 2014 har ændret 35 procent af afgørelserne. Det er ingenlunde korrekt. Går man ind i Ankestyrelsens årsstatistik for afgjorte sager i 2014 for det kommunale sociale- og beskæftigelsesområde, ser man, at der er ændret 14 procent, og at 21 procent er hjemvist til fornyet behandling i kommunerne.Når Ankestyrelsen vælger at hjemvise en sag til fornyet behandling i kommunerne, kan årsagen være, at Ankestyrelsen mener, at der mangler yderligere oplysninger i sagen. De nye oplysninger, som kommunen skal indhente, behøver ikke at betyde, at kommunen kommer frem til en anden afgørelse end den, de i første omgang kom frem til.

En hjemvisning kan også skyldes, at der er tale om sagsbehandlingsfejl, som ikke umiddelbart kan rettes op i klagesagsbehandlingen. Også her kan afgørelsen ende som i første omgang. Nu skal man ikke høre mig negligere sagsbehandlingsfejl. Jeg påpeger blot at de – heldigvis – ikke nødvendigvis betyder, at sagens afgørelse skulle være faldet anderledes ud. Men vi er glade for Ankestyrelsens grundige arbejde, selvom vi ikke er så glade for sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen. Allerede i oktober 2013 sendte vi et brev til Ankestyrelsen og det daværende Social- og Indenrigsministerium, hvor vi gjorde opmærksom på, at sagsbehandlingstider på dengang i nogle tilfælde over et år var stærkt problematisk for borgernes retssikkerhed.

Det mener vi stadig – og det taler vi fortsat med Ankestyrelsen om. Sagsbehandlingstiderne er nemlig stadig for lange til vores smag. Derfor er vi glade for, at Ankestyrelsen tager den dagsorden alvorligt – og bare for at få en ting på det rene – vi spekulerer ikke i sagsbehandlingstiden. Det kunne vi ikke drømme om – hverken af hensyn til borgeren eller af hensyn til medarbejderne.

Kommunerne er både forvaltning og pengekasse

Nadia Buchard skriver videre, ”at kommunerne har et økonomisk incitament til at sprøjte den ene kommunale afgørelse, der er på vippen, ud efter den anden, og det skyldes alene den omstændighed, at forvaltningen både er forvaltning og pengekasse.” Nadia Buchard bemærker i den forbindelse, at alle afgørelser bør have opsættende virkning, så borgeren bliver ydet hjælp i hele klageperioden. På den måde sikres det, at kommunerne ikke har besparelsesincitament.

Til det første har Nadia Buchard fat i noget rigtigt. Kommunen er nemlig både forvaltning og pengekasse. Der er tale om et område, hvor der anvendes betydelige midler. Det indebærer, at det er nødvendigt for kommunerne at tage saglige økonomiske hensyn – helt i overensstemmelse med loven. Det kan fx medføre, at kommunen ved valg af foranstaltning kan vælge et konkret tilbud, der både tilgodeser borgerens behov, samtidig med at det er den økonomisk mest hensigtsmæssige løsning. Til Nadia Buchards kommentar om at give sager opsættende virkning, mens sagen behandles, vil jeg, ligesom social- og indenrigsministeren tidligere har svaret, sige, at det ikke vil være hensigtsmæssigt. Blandt andet fordi en række borgere vil få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettiget til.

Og ja, vi er en pengekasse - det er vi for alle borgere i kommunen. Så hvis vi bruger for mange penge til én borgergruppe, så er der en anden borgergruppe, der ikke får det, de skal. Så det vil være helt utrolig uhensigtsmæssigt at gøre, som Nadia Buchards foreslår. Og jeg tror ikke, man vil kunne udelukke, at en sådan praksis ville få antallet af klager til at vokse, hvilket hverken er til glæde for borgerne, for medarbejdernes arbejdsglæde eller i sidste ende kommunekassen, for også administrative sagsgange koster penge.

Og det er et langt værre scenarium, end at 14 procent af sagerne ændres.

For blot for at være helt tydelig og klar: Vi arbejder fortløbende på at nedbringe antallet af fejlbehæftede afgørelser. Torsdag den 24. september mødes 82 kommuner fx i et ledernetværk på voksen/handicap-området, hvor der netop er fokus på myndighedssagsbehandling.  Så det er en dagsorden, vi tager meget alvorligt, og som vi arbejder kontinuerligt med – bl.a. for at sikre en ordentlig tone.
 

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.