Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Kan vandsåler hjælpe på balancen?
d. 4 november 2011

Medicovi, som udvikler, producerer og markedsfører vandfyldte indlægssåler mener, at deres produkter kan hjælpe mennesker med sclerose, der har svært ved at holde balancen

Af Louise Wendt Jensen

Balanceproblemer er en af de gener, som mange mennesker med sclerose slås med.
Et problem som Medicovi i Horsens nu mener måske at kunne gøre noget ved.
Medicovi har udviklet vandfyldte sensoriske indlægssåler, der øger fodens muskelstyrke, og primært bruges til at aflaste, reducere og fjerne smerter i fødder, knæ, hofte og ryg.

Testet på golftræner
Medicovi har testet indlægssålerne på golftræneren Claus Valters, som med sålerne i skoene opnår en bedre balance og dermed et bedre golfslag. Og nu er man hos Medicovi interesseret i at vide, i hvor stor udstrækning sålernes balanceøgende egenskaber, kan hjælpe mennesker med sclerose.
Noget der faktisk skete ved en tilfældighed.
”Da vores hollandske forhandler var på besøg i maj, fortalte han, at han havde haft kontakt med en sclerosepatient, som han havde givet sålerne, og som så havde fået det bedre af at bruge dem. Derfor blev vi opmærksomme på balanceproblemet hos mennesker med sclerose,” fortæller Søren Vindriis, direktør i Medicovi.

Balance kræver trykdifference
Princippet bag sålerne er kort fortalt, at vores følenerver kun reagerer på trykdifference. Hvis man for eksempel lægger sin hånd på et bord, kan man i starten tydeligt føle bordet. Men ligger hånden der er et stykke tid, bliver følingen stærkt svækket. Løfter man derefter hånden op og ned, får man langt større føling med bordpladen igen.
Det samme sker, når man står. Kroppen svajer hele tiden, når vi står og går, hvilket skaber en trykdifference under foden. Med trykdifferencen bevarer vi følingen med underlaget. For at bibeholde kroppens svaj indenfor et sikkert niveau, arbejder balancesystemet konstant med stor hastighed, så vi holder balancen. Det sker ubevidsthed. Det er kun, hvis kroppens svaj bliver unaturligt stort, at vi reagerer bevidst for at undgå at falde.

Brille-princip
Hos mennesker med sclerose er der en generel reduktion af nerveintensiteten. Det vil sige at både hastigheden og mængden af den information, der løber gennem balancesystemet reduceres. Derfor formår systemet ikke at opretholde kroppens naturlige svaj gennem små trykdifferencer under foden. Svajet bliver for stort, og der begynder at blive problemer med den almindelige gang.
I Medicovis vandfyldte indlægssåler, bevirker vandet, der flyder lynhurtigt gennem sålen, at der under fodens bæreflader, altså forfoden og hælen, konstant dannes stærkt varierende trykmønstre, som så påvirker fodens følenerver ekstra kraftigt. Dermed sendes et kraftigt signal til balancesystemet om at svaje lidt i tide, så svajet ikke bliver for stort, og det hjælper så til at opretholde balancen. Princippet er i virkeligheden som med briller. Briller forstærker synsindtrykket, mens sålerne forstærker informationen fra fodens følenerver til centralnervesystemet.

Frivillige søges
Medicovi vil nu meget gerne undersøge, i hvor stor udstrækning indlægssålernes balanceøgende effekt kan hjælpe mennesker med sclerose.
”Vi kunne godt tænke os at afprøve sålerne på 50-100 personer for at få et ordentligt indtryk af sålernes funktion i relation til sclerose. Derfor søger vi frivillige, der kunne være interesserede i at deltage i undersøgelsen,” siger Søren Vindriis, der fortæller, at der findes flere forskellige slags såler, der varierer i tykkelse, og at det kræver en opklarende samtale for at finde ud af, hvilken type sål, der passer til den enkelte. Sålerne er udviklet i samarbejde med Laboratoriet for Funktionel Anatomi, Biomekanik og Motorisk Kontrol på Københavns Universitet og Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet

Ikke flere testsåler 

Der er nu så mange tilmeldte til at prøve sålerne, at firmaet Medicovi ikke kan bruge flere testpersoner.


Læs mere om princippet bag Medicovis indlægssåler her

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy