Gå til hovedindhold

Kærligheden vinder over sclerose

21. juni 2013
Kort fortalt
Sanne og Gert Thomsen er gift og lever lykkeligt, selvom de begge har sclerose og sidder i kørestol

Af Kitt Kragelund

”Udover kærligheden er vores ægteskab baseret på en helt unik forståelse for den andens situation. Vi siger ikke trøstende, at vi godt forstår, hvordan det føles for den anden, vi ved rent faktisk, hvordan det føles.”

Sådan forklarer Sanne Thomsen sit ægteskab. Gerte og hende mødte hinanden på Sclerosehospitalet i Ry, og den delte kroniske sygdom var ikke afskrækkende.

”Det er jo meget naturligt, at dem man møder på Sclerosehospitalet også har sygdommen. Vi faldt for hinanden, og sygdommen betød ikke noget i den sammenhæng. Sanne og jeg forstår hinanden bedre, end en rask ægtefælde har kunnet,” forklarer Gert.

Både han og Sanne har været gift tidligere.  Sclerosen har i begge tilfælde været en del af årsagen til skilsmisserne set i klogskabens lys, erkender de.

Nu med hjul

Til brylluppet to år efter opholdet i Ry gik Gert med stok. Siden 2010 har han siddet permanent i kørestol, hvor Sanne hjalp ham med dagligdagens udfordringer. I 2012 blev hun selv nød til at sætte sig ned.

”I august blev jeg nød til at sætte mig i en kørestol i forbindelse med et attak, der ramte begge mine ben. Jeg har ingen kræfter, og den venstre side har det værst. Det er da irriterende, men sådan er det jo nu engang, og så får vi det bedste ud af situationen, som den er nu,” siger hun.

Ægteparret har en handicapbus, hvor de begge kan være i med stolene. Derudover får de hjælp til rengøring og bad, men livet som ægtefolk i kørestol er ikke altid nemt.

”Det hele skal planlægges langt mere nøje. Eksempelvis skal vi tage højde for, om vi begge kan komme ind på en restaurant for at spise, og om toiletterne er handicapvenlige. Det er ikke noget man bare lige gør uden at have undersøgt det hjemmefra.”

Forundring og spørgsmål

At vælge et liv sammen på trods af den samme kroniske sygdom er ikke noget alle forstår.

”Vi møder mange, der simpelthen ikke forstår, hvorfor vi har valgt at være sammen. Men kærligheden betyder mere, end en sygdom kan få os til at holde os fra,” fortæller Sanne.

Og om det er held eller uheld, at de begge har sclerose, kommer an på øjnene, der ser:

”Mange siger ’det var da uheldigt, at I begge har sygdommen’. Men vi har det jo godt sammen på trods af sclerosen, og i sidste ende er der en uudtalt forståelse, som jeg endnu ikke har oplevet med noget raskt menneske,” mener Gert.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.