Gå til hovedindhold

Juleaften online

22. december 2010
Kort fortalt
Flere og flere holder jul for sig selv, og for mange er højtiden en smertefuld og ensom tid. Men på Livsnettet kan man holde jul og nytår sammen med tusindvis af andre danskere – i cyberspace.


Af Kira Madsen
For de fleste er julen og nytåret hjerternes fest, og mange glæder sig til at mødes med venner og familie for at fejre helligdagene. Men flere og flere har ikke nogen at være sammen med. Det kan have mange årsager så som splittede familier, sygdom eller dødsfald.

Sidste år slog Livsnettet for første gang de digitale døre op for jul og nytår i cyberspace og havde håbet på et par hundrede deltagere. Men over 15.000 gæster fra hele landet loggede ind og festede online med chat-bingo, LIVE-net-tv, konkurrencer og hygge.

”Tilbagemeldingerne fra sidste års julefest har været massive og meget rørende. Flere har sagt, at Livsnettet forhindrede dem i at gå ned,” fortæller Kenneth Pallier, som er stifter af det sociale online netværk.

Derfor holder Livsnettet også i år både jul og nytår online.

”Nogle vælger selv at være alene, andre har ikke andre muligheder. Uanset livssituation skal vi alle have mulighed for at vælge juleglæde på denne – for mange – særlige dag,” siger Kenneth Pallier.

Nye juletraditioner
Juleaftenarrangementet starter klokken 12.00 på www.livsnettet.dk , hvor der vil være chat, fælles julelege, quizzer og julebingo. Mange virksomheder har doneret gaver, der vil blive uddelt som præmier.

Det er gratis og uforpligtende at deltage.

”For nogen vil det være en befrielse at skabe nye juletraditioner, hvor man ikke skal slås om mandlen eller med familien, hvor man ikke er forpligtet til andet end at tænde for skærmen – og hvor man alligevel føler sig som en del af noget større,” siger Kenneth Pallier.

Livsnettet er en non-profit forening, der samler mennesker, som er berørt af sygdom eller handicap på tværs af diagnoser.

Se www.livsnettet.dk for mere info
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.