Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
"Jeg sover ikke, jeg hviler"
d. 1 december 2014

I fire år har Knud-Erik Madsen ikke sovet mere end halvanden time ad gangen. Ofte får han endda kun en halv time, så derfor erstatter han sin søvn med masser af hvile

Knud Erik Madsen er den af dem, der som følge af sclerose har store problemer med at sove igennem om natten. Søvnen afbrydes konstant, og meget søvn bliver nu i stedet til hvile.

”Når jeg føler mig træt, lægger jeg mig. Jeg sover ikke, men jeg hviler, og hvis jeg får hvilet nok, så har jeg energi til at være aktiv mellem hvilepauserne,” fortæller han om sin søvn. 

Udover sclerose har Knud-Erik også cancer, og en af bivirkningerne ved den medicin han får er, at han ikke kan sove.

”Lægerne har fortalt mig, at jeg ikke kan undvære medicinen, men til gengæld må jeg undvære søvnen. Det er klart, at jeg savner at sove en hel nat uden afbrydelser, men jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Der er kun en ting, jeg kan gøre, nemlig at ligge mig ned og slappe af.”

Selvom han ikke sover ret meget, så er det vigtigt med en fast søvnrytme.

”Jeg ved efterhånden, at jeg vågner første gang til midnat, næste gang lidt i to, og sådan fortsætter det hele natten indtil klokken seks om morgenen. Når min søvn falder i den rytme nat efter nat, så bliver jeg ikke frustreret over ikke at sove mere, for jeg har jo vænnet mig til det. Men vågner jeg på et tidspunkt, hvor jeg normalt sover, så bliver jeg meget stresset.”

Søvnen er uden drømme, og når han endelig sover, så er det en meget let søvn. Nogle gange er det ikke til at sige, om han er gledet ind i søvnen, eller om han stadig er vågen, men i en døs. Men hver nat er der en hel del søvnløse timer, og de bliver brugt på enten at læse eller se fjernsyn.

”Jeg ved efterhånden, hvad alle kanalerne viser hvornår,” siger han med et smil, og uddyber:

”Jeg ved jo, at jeg ikke kan sove ret meget, men at jeg skal hvile, og jeg kan godt lide, at der er noget baggrundsstøj. Selvom jeg ikke altid følger med, så er det rart at have tv’et tændt, for der må ikke være for stille. Hvis der er det, så kommer jeg nemt til at ligge og spekulere på en hel masse, og så kan jeg ikke slappe af. Men når fjernsynet kører i baggrunden, så tænker jeg ikke på noget som helst. Det er min måde at få ro på.”

Selvom Knud-Erik aldrig føler sig helt udhvilet, så hjælper det ikke noget at blive liggende i sengen hele dagen.

”Jeg skal ikke lægge mig, bare fordi jeg keder mig. Jeg skal lægge mig, når jeg er træt og ikke før. Det betyder meget for mig at være aktiv, at komme ud i byen og snakke med andre. Jeg kan ikke gå så langt, men hvis jeg ikke får gået lidt hver dag, så går der ikke ret lang tid før jeg slet ikke har muligheden for at gå længere. Trætheden er der uanset hvad, og det har jeg accepteret, så for mig handler det om, at få det absolut bedste ud af livet med de forudsætninger jeg nu engang har.”

Kommentarer

Berit Egebjerg Nielsen (man, 01/12/2014 - 14:49)

Jeg er Mor til min 25 årige søn som fik diagnosen Sclerose i april i år. Han sover også ad pommeren til. Jeg forstår ikke hvorfor lægerne er så uvillige til at udskrive sovemedicin. Er det virkelig så slemt oven i alt det andet disse hårdt ramte mennesker skal lære at leve med?

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy