Gå til hovedindhold

Internationalt fokus på progressiv sclerose

26. marts 2013
Kort fortalt
Den internationale scleroseforening sætter nu særligt fokus på progressiv MS. I februar var 170 forskere fra hele verden samlet i Milano for at diskutere emnet, og der arbejdes nu videre på et tættere samarbejde indenfor området
Thumbnail

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Tiden med manglende fokus på sclerosepatienter med progressiv sclerose er for alvor ved at være forbi. Flere og flere forskere har de senere år kastet sig over emnet, og der forskes mere aktivt end nogensinde på at forstå mekanismerne bag den progressive fase af sclerose og på at finde behandlingsmuligheder, der kan hjælpe de progressive patienter, som udgør 60-65 procent af alle sclerosepatienter.

Internationalt møde

Og nu har den internationale scleroseforeningen, Multiple Sclerosis International Federation (MSIF), og blandt andet den italienske og amerikanske scleroseforening også valgt at sætte særligt fokus på emnet. I februar samlede organisationen således 170 forskere og klinikere indenfor området for at diskutere såkaldt ”state of the art” – altså hvor forskningen står i øjeblikket, hvad man kan lære af hinanden, og hvordan man eventuelt kan lave internationale samarbejder, der giver mening.

God diskussionsmulighed

Fra Danmark deltog professor Per Soelberg Sørensen fra Dansk Multipel Sclerose Center (DMSC) på Rigshospitalet og hans kollega og formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg, overlæge Finn Sellebjerg, der forsker aktivt i progressiv sclerose.

”Mødet bragte ikke noget banebrydende nyt frem om progressiv sclerose, men det bragte de folk sammen, der arbejder med emnet, og gav os en mulighed for at diskutere, hvor vi står, og hvad vi ved om området,” fortæller Finn Sellebjerg.

Konkret input

Finn Sellebjerg ser med velvilje på det internationale samarbejde.

”Man kan få skabt noget viden ved at kombinere forskellige gruppers ekspertise på en måde, som man ikke ville kunne få, hvis de arbejdede hver sig. Derfor er det en god ting, at have nogle arbejdsgrupper i internationalt regi, der går sammen om, at få sat noget viden sammen på nye måder,” siger Finn Sellebjerg, der fik bekræftet, at progressiv sclerose er et område, man bør arbejde meget videre med, og helt konkret fik sat et samarbejdsprojekt op at stå med en engelsk kollega. Han og Per Soelberg Sørensen fik også input til, hvordan man kan skrue behandlingsforsøg med progressive patienter sammen på en ny måde, så man kan afprøve midler hurtigere og billigere.

Penge til ny forskning

Et andet perspektiv i det internationale samarbejde er, at de større foreninger med store muskler har mulighed for at gå sammen og indsamle penge til at lade internationale grupper forske i for eksempel, hvordan man kan bruge allerede kendte lægemidler til progressive patienter. Noget som medicinalfirmaerne ikke altid har gør, fordi de måske ikke længere har patent på lægemidlerne, og derfor ingen økonomisk interesse i at udføre den slags forsøg. Det er en af de ting man i MSIF-regi nu vil gå videre med at undersøge, om kan lade sig gøre.

Læs mere om Finn Sellebjergs forskning i progressiv sclerose her

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.