Gå til hovedindhold

Immunceller booster reparation af nerveceller

3. april 2017
Kort fortalt

Særlige T-celler formår at stimulere gendannelse af ødelagt myelin i nervesystemet i forsøgsmus. Sker det også i mennesker, kan det få stor betydning for at genskabe tabte funktioner hos personer med sclerose.

Thumbnail

Ved sclerose er et overaktivt immunsystem roden til alt ondt. Aggressive T-celler er ansvarlige for de beskadigelser, der sker i nervesystemet, og immundæmpende medicin er netop udviklet til at hæmme T-cellers hærgen.

Men hjernen er ikke kun en magnet for skadelige T-celler. T-celler har nemlig også nogle mere fornuftige ‘brødre’, de såkaldte T-regulator-celler (T-reg celler), hvis funktion bl.a. er at dæmpe inflammation i kroppen. 

Immunceller kan hele nerveskader

Og nu har forskere fra Queen’s University i Belfast fundet ud af, at T-reg celler spiller en anden og langt mere helbredende rolle i centralnervesystemet:

"Vores opdagelse åbner for en helt ny forståelse af hvordan hjernen og centralnervesystemet naturligt repareres, og det giver håb for at kunne genskabe myelin og tabte funktioner i sclerosepatienter", udtaler studiets forskningsansvarlige, Dr. Denise Fitzgerald, der som 21-årig selv blev diagnosticeret med sclerose-sygdommen, transvers myelitis, og var tvunget til at lære at gå igen.

I forsøgsmus viser det sig, at T-reg celler kan stimulere modningen af hjernens støtteceller, oligodendrocytterne, der står for dannelsen af myelin. Aktivering af T-reg celler vil med andre ord øge remyelinisering (gendanne myelin) i beskadiget nervevæv.

Den opdagelse sætter ideen om at genskabe ødelagt nervevæv, og dermed at helbrede sclerose, i et helt nyt lys.

Naturligt stimuli kan booste myelin-dannelse i hjernen

I undersøgelsen, der er offentliggjort i det ansete tidsskriftet Nature Neuroscience, kunne mus, der manglede T-reg celler, ikke reparere myelinskader ligeså godt som normale mus. Men da musene fik tilført T-reg celler, begyndte nerveskaderne at hele sig.

Her stoppede forskerne dog ikke: De formåede samtidig at vise, at ét bestemt protein (CCN3) var dét stimuli, der satte gang i modningen af oligodendrocytterne og gendannelsen af myelin.

Forskerne noterede sig også, at det ikke er manglen på stamceller (forstadier) til oligodendrocytter i hjernen, der bremser reparationer af ødelagt hjernevæv i sclerose:

Stamcellerne er der, men det er selve aktiveringen af dem, der ikke er igangsat.

Helbrede fremfor bremse sclerose?

Det er et vigtigt skridt i forståelsen af, hvordan immunceller reparerer ødelagte nerver, og det åbner op for udvikling af lægemidler, der kan efterligne den proces og booste gendannelsen af myelin. 

Det vil i så fald blive en helt ny tilgang til behandling af sclerose: I dag formår sclerosemedicin kun at bremse nye ødelæggelser og reducere attaks, men ikke påvirke gamle skader.

En stimulering af T-reg celler vil omvendt både kunne forhindre sclerose i at blive værre, og rent faktisk gøre patienter raske.

Kan det overføres til mennesker?

Der er dog langt fra mus til mennesker, fastslår Finn Sellebjerg, professor ved Dansk Multipel Sklerose Center på Rigshospitalet:

”Det er et meget spændende studie, og ideen med at kunne stimulere reparation af myelin via et signalmolekyle er interessant. Man kender allerede signalmolekyler, der regulerer gendannelsen af myelin. Behandlingsforsøg, der påvirker de molekyler, har indtil videre givet uklare resultater hos mennesker med sclerose, men der planlægges i øjeblikket nye undersøgelser”.

”Det er dog for tidligt at sige, om mekanismerne bag den gavnlige effekt af T-reg celler hos mus også gør sig gældende hos mennesker, og i så fald, om det vil kunne bruges til praktisk behandling”, vurderer han.

Man kan læse originalartikel her.

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.