Gå til hovedindhold

Ildheste gav nyt liv

27. december 2012
Kort fortalt
En rideferie på Island har flyttet grænser for tre kvinder med sclerose, der både fysisk og mentalt mærker en ændring efter ugen på hesteryg

Af Kitt Kragelund

16 ryttere og ni hjælpere fra handicaprideklubben ”Ildhestene” tog til Island i august i år. Det blev en rideferie, hvor de islandske muler skubbede de mentale og fysiske grænser.

”Målet var at lave en tur, der pressede rytterne fysisk og mentalt, uden at gå ned på hygge og fede oplevelser,” fortæller Lone Wøldike, der er ridefysioterapeut og planlægger af turen.

Ni af de deltagende ryttere og tre af hjælperne, der var med på turen, har sclerose. Deriblandt er Susanne Elnegård, Lisbeth Jensen og Helle Larsson, der alle har fået Island i blodet.

”Island flytter grænser. Ens egne problemer bliver mindre, når alt er så vildt og kraftfuldt. Vi kunne mere fysisk, når vores psyke ikke begrænsede os,” fortæller Lisbeth Jensen, der købte en islandsk hest, da hun kom hjem.

Hjertet galoperer

”Jeg var nervøs for, om benene nu kunne holde til så meget ridning og for at skulle klare mig selv i en uge. Men jeg kunne sagtens. Alle hjalp hinanden,” forklarer Susanne Elnegård.

Sclerosen giver hende uro i benene, der normalt skal masseres om aftenen. På Island havde hun ”gode ben” på grund af de mange timers daglig ridning. Om turen siger hun:

”Jeg sidder bedre på hesten herhjemme efter turen til Island. Det har ændret mit syn på mig selv og min sygdom. Jeg ved, at jeg kan mere, og jeg giver ikke op overfor udfordringer.”

Susanne har ikke tidligere redet galop i ridehallen i Greve, hvor rideklubben holder til. På Island var det naturligt for hende at tage udfordringen op og sætte hesten i galop.

Island er perfekt

Ridefysioterapeut Lone Wøldike har lagt meget arbejde i planlægningen af turen for at kunne give alle deltagerne en udfordrende tur med oplevelser, hvor alle kunne være med.

”Den utæmmede natur giver helt fantastiske oplevelser, og de islandske heste giver tryghed og sikkerhed, så alle kan være med på deres individuelle niveau,” siger hun.

Alle deltagere kunne deltage i alle oplevelser på trods af handicap og kørestole. Programmet bød blandt andet på badning i varme kilder, hvalsafari, tur på hundeslæde og masser af ridning.

”Islandske heste har et fantastisk sind og er sikre på benene. På hesteryg kan man opleve toppen af et bjerg eller krydse en flod, hvor kørestolen eller handicappet ofte ville være en begrænsning.”

Slut med bænkevarmeri

Da Helle Larsson fik sclerose, valgte hun at sælge sin motorcykel. Derudover har sygdommen betydet en svækket balance og dropfod, men i dag mærker hun oplevelserne på Island i hverdagen:

”Alt gik godt på Island, og det kan jeg mærke i form af mere selvstændighed herhjemme. Jeg har bedre balance, går bedre og tør sidde bagpå en motorcykel igen.”

Der hersker et helt særligt bånd mellem deltagerne fra turen, der ugentligt mødes i Greve, ser hinandens fremskridt og bruger timevis på hyggesnak. Helle Larsson forklarer:

”Vi ser hele tiden, hvor meget vi rykker os. Vi kan godt til trods for sygdommen, og vi behøver ikke længere sidde i hjørnet og se på, at andre lever.”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.