Gå til hovedindhold

Huset Venture modtager handicappris

8. februar 2016
Kort fortalt
Huset Venture modtog den 29. januar Ballerup Kommunes Handicappris som den første virksomhed nogensinde. Carsten Wu Sønderskov, der lever med sclerose og arbejder i Huset Venture, mener, at deres syn på mulighederne i mennesket ligger til grund for prisuddelingen.
Thumbnail Huset Venture er en socialøkonomisk virksomhed med 30 ansatte, og 25 af dem er i fleksjob på grund af enten handicap, sygdom eller ulykke. Ifølge Lone Gregaard, leder af Huset Venture Storkøbenhavn, er der omkring 30 forskellige diagnoser blandt deres ansatte. To af dem har sclerose.  Carsten Wu Sønderskov startede hos Huset Venture i november 2015 og er en af de ansatte, der har diagnosen sclerose. Han har opfundet stokkeholderen Magni, der skal gøre det lettere for blandt andet mennesker med sclerose at få frie hænder fra deres stok og samtidig have den lige ved hånden.  Stokkeholderen bliver til dels produceret af Huset Venture, hvor Carsten Wu Sønderskov også står for kvalitetskontrol.

Ser muligheder i stedet for begrænsninger

Carsten Wu Sønderskov er glad for jobbet hos Huset Venture og er ikke i tvivl om, hvorfor de har fået Ballerup Kommunes Handicappris. ”De er bevidste om, at bare fordi man bliver syg, så har man stadigvæk en værdi. Man bliver set for de kvaliteter og muligheder, man har, frem for det modsatte. Og det betyder rigtig meget for mig, at der er mennesker, der kan se min værdi og bruger de talenter, jeg har,” siger han. Han mener også, at Ballerup Kommune med prisen sender et signal til andre virksomheder om at kigge på mulighederne i mennesket i stedet for begrænsningerne.  Borgmesteren i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen (S), sagde ved prisoverrækkelsen den 29. januar, at han og kommunens handicapråd er glade for at kunne give prisen til en virksomhed, der gør en stor forskel i forhold til at ansætte personer med handicap.  ”Det er lige sådan en virksomhed, vi har brug for. Specielt når det handler om det rummelige arbejdsmarked,” sagde Jesper Würtzen.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.