Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Heidis pletter i hjernen får hende til at skælde ud

Heidi Pedersens vredesudbrud overfor hendes tre børn er nogen gange så voldsomme, at hun af og til tænker, at det ville være bedre for børnene, hvis hun ikke boede sammen med dem

Et glas mælk, der bliver væltet. En halvstor pige, der ikke fanger, hvordan man folder julestjerner med det samme. Musik, højlydt leg. Larm og rod. Et bord, der ikke er tørret ordentligt af. 
 
Det kan være nærmest hvad som helst, der udløser Heidi Pedersens vrede. Og når hun bliver vred, så skælder hun ud. På sin mand og på deres tre piger på 7, 12 og 16 år.  
 
»Hvordan kan man blive sur over det,’ tænker jeg bagefter. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne nå at tænke, inden jeg blev vred, så vores børn ikke fik så meget uberettiget skældud. Før kunne jeg tælle til ti, men det kan jeg slet ikke nu. Min vrede kommer lige så hurtigt som et knips med fingrene. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne lære at reagere, inden jeg skældte ud,« forklarer Heidi Pedersen. 

Vreden fylder

Heidi er 40 år gammel og bor i Horsens med sin mand og deres tre piger. Heidi har haft attakvis sclerose siden 2006 og har været på førtidspension med et skånejob 8 timer om ugen siden 2010. 
 
Hun har valgt at være åben om den vrede, som er en følge af de skader i hjernen, hendes sclerose har pådraget hende. Selvom det er et tabubelagt emne, stiller hun op, fordi hun synes, at vreden som sclerosesymptom faktisk er værre, end dengang hun gik med rollator og ikke kunne komme op ad trapperne på døtrenes skole. 
 
»Jeg synes faktisk, at det er sværere at have sygdommen nu, for nu kan folk ikke se den. Folk siger: ’Jamen, du er jo ikke syg mere?’ For nogle år siden gik jeg med rollator, men nu kan jeg løbe tre kilometer. Fysisk set kan jeg sådan set alt i dag og træner fx i et almindeligt fitnesscenter. Det, jeg er ramt af nu, er min svigtende hukommelse, træthed og vreden,« forklarer hun om de usynlige handicaps, der fylder i hendes – og hele familiens liv. 

Det passer med pletterne i hjernen

Det er vigtigt for Heidi at understrege, at hendes familie også er en familie, som hygger sig sammen og har masser af gode stunder. 
 
»Men jeg skælder meget ud, når jeg bliver presset og er træt. Det er mest om eftermiddagen, fordi jeg er træt der – også selvom jeg har hvilet mig midt på dagen. Jeg kan blive vildt sur over, at børnene vælter et glas mælk. Andre dage kan jeg sagtens se, at det er et uheld. Og efter et vredesudbrud kan jeg godt se, at det er mig, den er gal med og ikke børnene. Men jeg når ikke at stoppe op,« fortæller Heidi Pedersen. 
 
I løbet af det seneste år er hun blevet mere og mere sikker: Hendes vrede kommer af sclerosen. En viden hun fik bekræftet for ganske nylig:
 
»Jeg talte faktisk med min neurolog om det i sidste uge. I betragtning af mine pletter på hjernen, kan hun godt forstå det. Det passer helt med pletterne, sagde hun. Jeg er også ramt på hukommelsen, i en grad så jeg ofte glemmer at putte en ingrediens i mad, jeg har lavet masser af gange. Det passer ifølge min neurolog også fuldstændigt overens med mine pletter på hjernen.« 

Stor selvindsigt

Heidi har en pædagogisk uddannelse og reflekterer meget over, hvordan hendes vrede påvirker hendes børn.
 
»Alle børn får skældud i ny og næ, men det her er meget. Det må være hårdt at være barn i det univers. De bliver jo sårede og får nogle hug. Jeg tror ikke, det er godt for dem.«
 
Heidi reflekterer og gør sig mange tanker om sin vrede. Det gør, at hun bliver endnu mere træt og dermed vred som følge af den kronisk dårlige samvittighed. Som hun selv formulerer det:
 
»Jeg bruger mange kræfter på at reflektere over det bagefter og vende det indad og blive ked af det.«
 
Heidis selvindsigt er stor og hendes vurdering af, hvor skadelig situationen er for familien som helhed, får hende af og til til at tænke drastiske tanker:
 
»Jeg tænker, at det ville være bedre for min familie, hvis jeg ikke boede sammen med dem. Hvis vi boede hver for sig, ville mine børn kunne vælge mere, hvornår de ville se mig. De ville få mindre skældud. Som det er nu, er det urimeligt af og til. De får skældud for små ting. De kan have det rigtigt sjovt og virkelig hygge sig med hinanden her i stuen. Men den larm, de laver, kan jeg slet ikke have. Og så bliver jeg sur og skælder dem ud – fordi de hyggede sig, var glade og trivedes.« 

Følge af en hjerneskade

På den anden side er det netop Heidi selv, der har bragt emnet op i familien og sørget for, at de har vendt og drejet temaet adskillige gange.
 
»Jeg synes, at vi er gode til at tale om det. Vi har sørget for, at børnene har noget viden, som hjælper dem. Det er jo faktisk, fordi man har en hjerneskade, at man bliver sådan, som jeg er. Den viden har de nu, og det gør, at de føler sig mindre trådt på, tror jeg. Men derfor er det selvfølgelig stadig svært for dem i situationerne, hvor jeg bliver urimeligt vred.« 
 
Heidi gør også meget ud af ikke kun at tale generelt om emnet i fredstid, men også af at håndtere de enkelte vredesudbrud efterfølgende:
 
»Jeg er god til at sige undskyld, når der igen er ro i lejren og forklare dem, at det ikke var okay, at jeg for op. Vi har talt meget om, at jeg ikke når at tænke, før jeg skælder ud. Og at det er en sygdom, der gør det,« forklarer Heidi. 

Kommentarer

lars frank ringø (tor, 14/01/2016 - 18:18)

Kender det desv alt for godt....har haft dianosen siden 94 og de sidste 15 år+- har mit temprement været et helvede for mine børn... Og det har også kostet mig mit ægteskab...

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy