Gå til hovedindhold

Har du en anmelder i maven?

31. marts 2014
Kort fortalt
Sidder du i kørestol, og vil du være med til at anmelde tilgængeligheden på restauranter museer og lignende, så er det dig, hjemmesiden KomBlot.dk søger. KomBlot er et initiativ, der hjælper kørestolsbrugere til at finde handicapvenlige restauranter, biografer og andre kulturelle tilbud.

Hjemmesiden KomBlot.dk er drevet af kæresteparret Jack Mikkelsen og Vibeke Pagh, som begge har sclerose og sidder i kørestol. De har opbygget hjemmesiden KomBlot.dk, der er en vejviser over gode og handicapvenlige steder i Danmark som for eksempel cafeer, museer og lignende.

”Vi vil gerne sætte tilgængelighed på dagsordenen, så mennesker med andre behov end gennemsnittet kan inkluderes ligeværdigt i samfundet,” siger Vibeke Pagh.

 

Bliv anmelder

Det forventes, at du er kørestolsbruger, ledsager eller hjælper, men du behøver ikke at have sclerose for at blive anmelder. Du kan registrere dig som anmelder på hjemmesiden og begynde at dele dine erfaringer med det samme. For at andre i samme situation kan få størst udbytte af din erfaring, er der udarbejdet et skema, der skal udfyldes under eller umiddelbart efter besøget.

Kan du ikke overskue at være anmelder, kan du altid dele tips til gode handicapvenlige steder, som bør anmeldes på KomBlots Facebookside. Det gælder selvfølgelig, uanset om du sidder i kørestol eller ej.

Hvad er KomBlot?

Parret Jack Mikkelsen og Vibeke Pagh var tidligere nødt til at forberede sig grundigt hjemmefra, inden de kunne gå i byen, og ofte mødte de uforudsete udfordringer. Det fik dem til i 2011 at starte KomBlot.dk, hvor de deler deres personlige erfaringer om handicapvenlige steder. Siden 2011 er der kommet flere anmeldere til og mere end 50 personer har bidraget med input igennem årene.

”I stedet for at være sure og sidde hjemme og brokke os, brugte vi energien positivt på at lave en vejviser til andre i samme situation,” siger Vibeke Pagh. ”Da kulinariske og kulturelle tilbud i høj grad er med til at give mennesker indhold og livskvalitet, er det vigtigt at få en god oplevelse og ikke en masse bøvl, når man er ude.”

Drømmen for fremtiden

Det er da heller ikke småting, som Vibeke og Jack drømmer om.  De ønsker for fremtiden, at alle kørestolsbrugere kender og benytter hjemmesiden, inden de skal i byen.

”Det største ønske er, at tilgængelighed er tænkt ind i alle lokaliteter, så kørestolsbrugerne bliver ligeværdigt inkluderet i samfundet,” siger Vibeke Pagh. ”Vi lever i et nuanceret samfund, og ved at komme ud og blive hørt og set viser vi dette”.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.