Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Høj dosis D-vitamin ikke bedre end lav
d. 31 oktober 2011

Mere er ikke nødvendigvis bare bedre, når det gælder D-vitamin og mennesker med sclerose. Det viser et nyt australsk studie

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Man ved, at der er en sammenhæng mellem D-vitamin mangel, få soltimer og forekomsten af sclerose.
Derfor satte en australsk forskergruppe sig for, at undersøge om det har en gavnlig effekt, hvis mennesker med sclerose tager en ekstra høj dosis D-vitamin dagligt.

To grupper
23 mennesker med attakvis sclerose, deltog i forsøget. 19 af dem var i behandling med enten interferon eller Copaxone. Deltagerne blev inddelt i to grupper, og begge grupper fik en lav dosis d-vitamin D2 for at sikre, at ingen havde decideret mangel på D-vitamin. Den lave dosis var på 1.000 IU, hvilket svarer til 25 mikrogram. Den ene gruppe fik så yderligere en høj dosis vitamin D2 oveni på 6.000 IU , hvilket er 150 mikrogram, mens den anden gruppe fik en placebotablet. Vitamin D2 svarer mere eller mindre til det D3 vitamin, der normalt findes i danske vitamintilskud.

Ingen forskel på MR
Deltagerne i forsøget tog tilskuddene i seks måneder og fik foretaget MR-scanninger af hjernen ved starten og efter fire, fem og seks måneder, ligesom deres EDSS-score blev målt før forsøgets start og ved forsøgets ophør. Resultatet var, at der ikke var nogen signifikant forskel på de to grupper i forhold til resultaterne fra MR-scanningerne.

Værre EDSS-score
I forhold til EDDS-score var den højere hos de patienter, der fik den høje dosis D2-vitamin end hos den anden gruppe. Det vil sige, at de reelt var blevet dårligere. Fire af patienterne i højdosisgruppen oplevede desuden et attak i løbet af forsøgsperioden, mens det ikke skete for nogen i lavdosisgruppen.

Mere er ikke bedre
Det får forskerne til at konkludere, at mere ikke nødvendigvis er bedre, når det gælder vitamin D2. I værste fald kan høje doser D-vitamin have en negativ effekt på sygdommen, men den konklusion kan man ikke drage knivskarpt, da forsøgspersonerne var i forskellig type medicinsk behandling eller slet ingen. Derfor kan effekten af behandlingen også spille ind på EDSS-score og attakhyppighed.

Et tydeligt vink
Ifølge neurolog og overlæge Finn Sellebjerg fra Dansk Multipel Sclerose Center (DMSC) på Rigshospitalet kan undersøgelsen med D2 vitamin formentlig direkte overføres på D3 vitamin, som er det tilskud, man normalt tager i Danmark.
”Undersøgelsen tyder på, at der ikke er nogen farmakologisk effekt at hente i meget store doser af D-vitamin. Vitaminet kan altså ikke bruges som lægemiddel, og man skal ikke bare spise løs. For der er faktisk en risiko for, at for meget kan have en decideret negativ effekt,” siger Finn Sellebjerg, der er formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy