Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Graviditetshormon bremser attakker

Graviditetshormonet østriol, taget sammen med sclerosemedicin, kan mindske hyppigheden af attakker markant. Det viser amerikanske forskere i et nyt fase 2 studie. Håbet er, at østriol, der er et simpelt og sikkert præparat, vil kunne godkendes til sclerosepatienter.

Det naturligt forekommende graviditetshormon, østriol, kan måske blive et vigtigt medicintilskud til behandling af attakvis sclerose. En større undersøgelse har nu bekræftet formodningen om, at østriol kan nedsætte hyppigheden af attakker hos kvinder, der tog præparatet sammen med deres sclerosemedicin.

Mere østriol og færre attakker i 2. trimester

Østriol tilhører gruppen af østrogener, og er et naturligt forekommende hormon, der dannes i moderkagen hos gravide kvinder – særligt i 2. trimester.
 

Det er samtidig velkendt, at kvinder med attakvis sclerose i netop denne periode af graviditeten har færre attakker. Det samme fænomen med færre sygdomssymptomer i 2. trimester opleves også hos kvinder med andre autoimmune lidelser, som psoriasis og leddegigt. Men om østriol har en direkte beskyttende virkning har hidtil været uklar.

Amerikanske forskere fra University of California har siden 2000 undersøgt hypotesen om, at et forhøjet østriolniveau i blodet kan have en dæmpende funktion på kvinders immunsystem. 

Østriol dæmper immunsystemet og beskytter hjernen

I laboratoriet opdagede forskerne, at østriol har en to-delt funktion: Det kan både undertrykke immunsystemet og beskytte hjernen. Altså to egenskaber, der har til formål dels at undgå afstødning af kvindens foster, og dels at beskytte udviklingen af fosterets hjerne under graviditeten - egenskaber, man lige netop savner i behandlingen af bl.a. sclerose. 
 
Mere præcist fandt forskerne ud af, at østriol begrænser immuncellers mulighed for at ødelægge hjernevæv, og samtidig gør hjerneceller mindre modtagelige over for beskadigelser, hvis de skulle komme i kontakt med immunceller. Østriol-behandling forbedrede dermed kognition og forhindrede hjernelæsioner. 
 
Den viden ledte til et mindre studie i 2002, der viste at 6 måneders østriol-tilskud til 10 ikke-gravide kvinder med sclerose, mindskede betændelseslæsioner i hjernen med mere end 70%. I 2007 igangsatte forskerne så et større fase 2 studie, hvis resultater blev afsluttet 7 år senere, og netop nu er blevet offentliggjort i tidsskriftet Lancet

Behandling halverede antal af attakker

164 kvinder med attakvis sclerose i alderen 18-50, fik på 16 centre i USA tildelt enten placebo eller østriol oveni deres almindelige sclerosebehandling med Copaxone. 
 
Efter to års behandling viste resultaterne, at de kvinder, der tog østriol havde 1/3 til halvt så mange attakker, som de kvinder, der tog placebo. I de perioder hvor østriolniveauet var højest, oplevede kvinderne tilmed en forbedring af deres kognitive evner og færre hjernelæsioner. Eneste bivirkning ved østriolbehandlingen var tidsforstyrrelser af menustrationen.
 
Forskerne forventer nu at opstarte fase 3 undersøgelser for at bekræfte disse resultater. Håbet er, at det kan lede til en godkendelse af østriol til sclerosepatienter hos i første omgang de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Simpelt og sikkert præparat

Fordelene ved østrioltilskud til sclerosepatienter er, at østriol dannes naturligt i kroppen, kan tages som en simpel pille, og at det er et ældre medikament, med en velkendt sikkerhedsprofil. 
 
 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy