Gå til hovedindhold

Frit valg af hjælpemidler

21. oktober 2010
Kort fortalt
Den første oktober i år trådte den nye hjælpemiddelordning i kraft. Ordningen betyder, at borgere med funktionsnedsættelse nu frit kan vælge hjælpemidler. Næsten da.

Af Kira Madsen

Nu har borgere med funktionsnedsættelse udvidet mulighed for at vælge et andet hjælpemiddel end det, kommunen har anvist. Ordningen gælder alle typer af personlige hjælpemidler – undtaget er dog fælles hjælpemidler på bosteder og i institutioner, samt senge og lifte af hensyn til medarbejderes arbejdsmiljø.
Men hvis en borger for eksempel har fået bevilget en el-crosser som hjælpemiddel, kan borgeren vælge en anden, end den kommunen anviser. Crosseren skal dog opfylde kommunens faglige specifikationer og krav til egnethed. Borgeren kan så frit vælge leverandør og mærke, men skal selv betale differencen, hvis crosseren er dyrere end den, kommunen ville have stillet til rådighed. Men crosseren er stadig kommunens ejendom, og en række betingelser skal være opfyldt, for at borgeren får sine penge igen, når han eller hun afleverer hjælpemidlet efter endt brug.
Hvis kommunen har en identisk crosser af samme mærke på lager, kan borgeren ikke vælge at få en helt ny crosser eller en crosser i en anden farve, selvom det skulle være borgerens ønske.
Ordningen med frit valg af hjælpemidler har altså sine begrænsninger.

Frit valg er alfa og omega

Jack Mikkelsen fik en el-crosser for nylig, fordi han er gangbesværet på grund af sclerose. Jack var ikke tilfreds med den crosser, kommunen anviste, og med henvisning til frit valgordningen valgte han en anden crosser fra en anden leverandør.
”Jeg valgte ud fra et designmæssigt synspunkt. Jeg gider ikke ligne en klaphat, bare fordi jeg er blevet handicappet,” siger Jack.
Den crosser, Jack valgte, kostede 8000 kroner mindre end den, kommunen tilbød. Ifølge Jack kan den fuldstændig det samme og kører oven i købet en smule hurtigere.
”Det er meget vigtigt at have frit valg. Selvbestemmelsen er alfa og omega,” siger han.

 

 


 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.