Gå til hovedindhold

Fra daglig gråd til tre gode ting om dagen

11. januar 2017
Kort fortalt
En smagsprøve på mental robusthed har ændret Christina Bundesens liv – nu vil hun forankre den mentale modstandskraft, der har givet hende overskuddet tilbage i hverdagen.
Thumbnail

”Hvis jeg skal være en god mor for mine børn, skal jeg også passe på mig selv.”

Ordene er 42-årige Christina Bundesens. I lang tid var hun slået psykisk omkuld af en diagnose, hun selv havde bevidnet i hjemmeplejen.

Christina havde haft nogle problemer med sin arm og gik derfor til lægen en mandag i februar 2016. Hun tænkte ikke særligt over det, men det viste sig, at hun faktisk havde føleforstyrrelser mange steder på kroppen.

Ender jeg i kørestol?

Allerede dagen efter undersøgelsen hos lægen blev hun indlagt på Aalborg sygehus’ neurologiske afdeling, og torsdag kom den endelige diagnosebekræftelse.

”Lægen fortalte mig allerede om onsdagen, at det var sclerose. Det var et stort chok, fordi for mig var mennesker med sclerose, nogle der sad i kørestol. Jeg tænkte ikke over dem, der har en almindelig hverdag,” fortæller hun.

Kroppen klarer sig, men hjernen driller

Selvom det var de mulige fysiske følger af diagnosen, der fyldte for Christina i starten, blev hun hurtigt ramt af en større bekymring. Hendes sclerose gik nemlig mest af alt ud over hendes hoved.

”Jeg kan stadig træne og løbe en tur, men til gengæld har sclerosen ramt mit hoved rigtig hårdt. Dét gjorde mig bange, for hvis du først bliver så handicappet i hjernen, at du ikke har tankerne med dig, så er det svært at være sammen med andre mennesker,” siger hun.

Træning og tårer eller mental robusthed og ro

Sclerosediagnosen påvirkede Christina meget, og selvom kroppen fysisk klarede det fint, havde hun det psykisk dårligt.

”Jeg var skudt ned. Det var så grænseoverskridende at skulle tage piller hver dag, og dét, der var i mit hoved om en sclerosepatient, var jeg slet ikke klar til. Jeg havde alle de her drømme, og jeg blev angst for, at alt hvad jeg ønskede af livet nu ikke ville komme til at ske,” fortæller hun.

Christina med sin søn Noah på, 11, i rød trøje og sønnen Anders, 8, i grå trøje. Derudover har hun også datteren Nikita, 16, og sønnen Nicolai, 19. 

Den yngste af drengene hedder Anders og er 8 år. Den ældste hedder Noah og er 11 år. Derudover har jeg Nikita på 16 og Nicolai på 19. 

Christina var grædefærdig det meste af tiden, og hun fik svært ved at rumme sine børn. Derfor var hendes læge hurtig til at anbefale et ophold på Sclerosehospitalet i Ry, og efter et par måneder med diverse forpligtelser kom Christina endelig på førstegangsforløb på hospitalet i midten af september 2016.

”I starten var jeg overbevist om, at jeg skulle arbejde med træning i løbet af mit ophold på hospitalet. Men hver gang vi satte os ned og snakkede, endte jeg med at sidde og græde. Så foreslog de, at jeg skulle fokusere på mental robusthed i stedet for træning,” fortæller hun.

Smagsprøven gjorde meget

Christina kom hjem fra Sclerosehospitalet i slutningen af september. Selvom hun kun fik smagt kort på mental robusthed, så har forløbet allerede rykket hende meget. Hun er nu blevet mere bevidst om, hvad hun selv kan gøre for at få det bedre.

”Jeg har forklaret børnene, at jeg nogle gange skal have ro for mig selv, og jeg har fået mod til at sige til folk, at jeg ikke altid kan lave en aftale med dem. Hospitalet lærte mig at tage de valg, uden at jeg skal føle, at jeg fravælger mine børn eller mine venner,” siger Christina.

Tre gode ting

Sclerosehospitalet i Ry gennemgik mange gode øvelser, mens Christina var hos dem. Hun er specielt glad for øvelsen ”Tre gode ting”, hvor patienten skal afslutte hver dag med at gennemgå tre gode ting, der er sket i løbet af dagen, hvorfor det var godt, og hvad deres rolle var i det.

”Med ’Tre gode ting’ lærte jeg at se, at det f.eks. nogen gange er mig, der foreslår, at vi skal tage ud og cykle, og det derfor også nogen gange er mig, der er skyld i, at vi har det sjovt. Øvelsen har sørget for, at jeg selv på en træls dag stadig kan finde én god ting ved dagen,” fortæller hun.

Christina er forsat med øvelsen efter forløbet på hospitalet, og mappen derfra ligger stadig fremme på hendes sofabord, i tilfælde af at hun skulle få brug for nogle af øvelserne igen.

Mental robusthed skal være indgroet

Hospitalet har givet Christina nogle håndgribelige værktøjer. Men hun endte også med at blive udfordret – især da hun pludselig blev tvunget til at stå ansigt til ansigt med det skrækscenarie, hun havde frygtet: Kørestolen.

”Jeg havde brug for at lære at håndtere de tanker og den frygt, jeg havde. Derfor var det virkelig intenst at være dernede med en gruppe mennesker, hvor to af dem sad i kørestol,” fortæller hun.

Heldigvis viste mødet hende en vigtig pointe om, at livet som kørestolsbruger ikke nødvendigvis er verdens ende.

”På et tidspunkt var der æblekage, og så fik en af damernes scooter ellers bare gas ned ad gangen. Det var så livsbekræftende at se, at det at ende i en kørestol ikke nødvendigvis er så forfærdeligt,” siger hun.

Christina har allerede bedt om at komme på et temaforløb om mental robusthed, hvor patienterne i 14 dage arbejder med kun dét emne.

”Jeg er nået rigtig langt, men jeg er ikke færdig med at arbejde med mental robusthed – det skal være en indgroet del af mig.” 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.