Gå til hovedindhold

Forståelse og venskaber uden sygdom

1. august 2016
Kort fortalt
Venner, der også har en kronisk sygdom, eller venner, der er raske? En vennekreds i balance er vigtigt. Det siger psykologen Camilla Carlsen Bechsgaard.
Thumbnail

Camilla Carlsen Bechsgaard er psykolog og er fascineret af venskaber. Hun har beskæftiget sig med venskaber i sin tidligere praksis i Odense og har samtidig arbejdet en del med handicap og sygdom. Ifølge hende startede venskaber i tidernes morgen med at handle om overlevelse, men har siden udviklet sig til at handle mere om vores psykologiske velbefindende.

»Venskaber er grundfundamentet for vores overlevelse. Helt tilbage i stenalderen var relationer til andre mennesker vigtige, for hvis man var alene, var man død. 

Nu handler det mere om, at det er helt grundlæggende for vores psykologiske trivsel at opleve anerkendelse, at have tætte relationer og føle sig set og hørt af andre mennesker,« forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.

Skal min ven også være syg?

Når man har sclerose, kan det være en god idé både at have venner, der deler ens sygdom, og have venner, der ikke selv er syge. Der kan nemlig være fordele og ulemper ved begge dele – og det er ifølge Camilla Carlsen Bechsgaard vigtigt, at man finder en balance.

»Fordelen ved, at man som syg har en ven, der ikke er syg, kan være, at man bliver bragt ind i en verden, der ikke drejer sig om sygdommen. Det at kunne holde fast i sin identitet som den, der er sød og sjov at være sammen med – at lægge sygdommen lidt på hylden.

Ulempen kan være kampen for at være ligesom de andre, når man kun er næsten, men aldrig helt ligesom de andre,« forklarer hun. Hvis man derimod finder en ven, der også selv er syg, kan det ifølge Camilla Carlsen Bechsgaard være dejligt at mærke, at man har nogle fælles vilkår, men alligevel kan være meget forskellige personer. Samtidig vil et venskab med en anden, der også lever med en kronisk sygdom, gøre op med følelsen af, at ingen forstår, hvad man går igennem.

»Et venskab med en person, der har samme sygdom som en selv, fjerner følelsen af, at man er den eneste med sine problemer,« fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard.

Venners forståelse er vigtigt

Hun fortæller, at venskaber kan opbygge en følelse af at høre til og kan afhjælpe nogle af de følelsesmæssige konsekvenser, der kan være, når man har en kronisk sygdom.

»Mine klienter med sclerose har i høj grad lagt vægt på venskaber. De kan komme ud, men vennerne ved også, at nogle gange må de gå hjem efter to timer, fordi de ikke kan stå på benene af sclerosetræthed. Men at de også kan grine igennem og have det sjovt i to timer, uden at det så er mærkeligt. Det er rigtig vigtigt for dem,« siger Camilla Carlsen Bechsgaard.  

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.