Gå til hovedindhold

Forskning nytter: Nyt syn på behandling af progressiv sclerose

11. juli 2016
Kort fortalt
Til september samler vi sammen med Gigtforeningen ind til forskning. Men hvad betyder det egentlig? Her kan du læse et eksempel på den store forskel, som indsamlede forskningskroner gør for mennesker med sclerose. I princippet har alle mennesker med sclerose nemlig enten attakvis eller progressiv sclerose. Men mekanismerne bag de to typer sclerose er ikke så forskellige som hidtil antaget. Det har en dansk forsker afdækket med økonomisk støtte fra Scleroseforeningen. Og det har fået stor betydning for patienterne.
Thumbnail

Scleroseforeningen støtter hvert år forskning i sclerose med op mod 12 millioner kroner. Forskning er nemlig fortsat den eneste vej frem, hvis vi skal sikre mennesker med sclerose bedre behandling og bedre livskvalitet. Men forskning i sclerose kræver både store mængder tid og enorme pengebeløb. For at kunne støtte den forskning, der er så altafgørende for mennesker med sclerose, er Scleroseforeningen i høj grad afhængig af økonomisk støtte og donationer fra både virksomheder og privatpersoner.

Men hvad går pengene til? Og kommer der overhovedet noget ud af ’langhårede’ forskningsprojekter med mere end komplicerede titler? Vi har taget et dyk ned i listen med de forskningsprojekter, som Scleroseforeningen støttede for lige knap 10 år siden. Her har vi fundet tre projekter, som i dag gør en væsentlig forskel for mennesker med sclerose. Læs om det første af de tre forskningsprojekter her.

Hvad støttede Scleroseforeningen?

Stephan Bramow fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet fik i 2007 300.000 kroner fra Scleroseforeningen til at undersøge de forandringer, der sker i hjernen ved progressiv sclerose.

Forskningsprojektet har rykket grundlæggende ved opfattelsen af progressiv sclerose:

1)      Der er større overlap mellem progressiv og attakvis sclerose end hidtil antaget

2)      Progressiv sclerose kan også ’brænde ud’ og falde til ro

3)      Medicin mod attakvis sclerose testes nu oftere mod progressiv sclerose

4)      Progressive sclerosepatienter bliver holdt længere tid på medicin mod attakker

Hvad var baggrunden for forskningsprojektet?

Sclerose kan enten være attakvis og bestå af pludselige sygdomsangreb (attakker) efterfulgt af perioder uden sygdomsangreb. Eller sygdommen kan udvikle sig progressivt, hvor sclerosen gradvist forværres hele tiden. Patienter, som starter med at være attakvise og få medicin mod deres sygdom, vil efter en årrække typisk overgå til at være progressive og blive taget af deres medicin, fordi den pludselig bliver virkningsløs. Den skelnen har længe været gældende blandt neurologer.

Den gængse teori har været, at attakvis sclerose i grove træk består af betændelsestilstande (inflammation), hvor kroppens immunsystem angriber sig selv og ødelægger isoleringen rundt om nerverne.  Progressiv sclerose har i højere grad været karakteriseret ved decideret tab af nerver, mens betændelsestilstanden har været klinget af. Og hvor sygdomsangrebene ved attakvis sclerose kan behandles med større og større succes, så findes der fortsat ingen behandling til progressiv sclerose.

Men den teori og behandlingspraksis har Stephans forskning udfordret: Han har nemlig fundet ud af, at sygdomsmekanismerne ved attakvis og progressiv sclerose slet ikke er så forskellige, som hidtil antaget.

Hvad kom der ud af forskningen, og hvilken forskel gør det i dag?

Forskning viser: Attakvis og progressiv sclerose går hånd i hånd

 ”Billedet er overhovedet ikke så todelt, som man tidligere troede”, siger Stephan Bramow om de resultater, hans forskningsprojekt har kunnet fremvise.

Hans forskning har altså rokket ved de gamle, etablerede teser om, at inflammation ikke er en del af det progressive stadie:

”Da vi undersøgte hjernerne hos patienter med progressiv sclerose, opdagede vi, at inflammation også var tilstede her. Faktisk fandt vi næsten ingen, der kun havde de progressive tegn uden OGSÅ at have inflammatoriske angreb. Der er altså ikke tale om en to-trins-raket, men noget der går hånd i hånd”, forklarer Stephan Bramow.

Forskning viser: Progressiv sclerose har mange ansigter

Samtidig har hans forskning vist, at progressiv sclerose har flere ansigter:

”Selvom inflammationen ændrer karakter i forhold til det attakvise stadie, så oplever nogle progressive patienter også attakker. Mens andre oplever lange perioder, hvor sygdommen er i bero og ikke længere aktiv. Progressiv sclerose kan ligesom attakvis sclerose så at sige ’brænde ud’ og holde pause i en årrække, helt modsat af hvad man hidtil har troet”, fortæller Stephan Bramow.

Forskning giver nye behandlingsmuligheder

Forskningsprojektets resultater har åbnet helt nye muligheder for behandling:

”Det har betydet, at man efterfølgende er begyndt at forsøge sig med brug af anti-inflammatorisk (betændelseshæmmende) medicin mod attakker til patienter med progressiv sclerose. Vores håb er, at anti-inflammatorisk medicin som f.eks. binyrebarkhormon vil kunne forlænge perioden, hvor sygdommen er på pause – også når den er progressiv”, siger Stephan Bramow om de ændrede behandlingsmuligheder.

Forskning medfører ændret behandlingspraksis

Stephans forskning har altså været med til at ændre på den hidtidige behandlingspraksis: Man er simpelthen begyndt at give medicin til mennesker, som man før stoppede behandlingen af og sendte hjem med beskeden: ”Vi kan ikke gøre mere for dig”.

”I dag er vi mere omhyggelige med at spørge ind til patienternes attakker og sygdomshistorik og gør langt mere for at beholde patienterne på deres medicin, når de viser tegn på progressiv sclerose, fordi vi har en stærk formodning om, at vi alligevel godt kan bremse den progressive fase”, slutter Stephan Bramow.

Forskning nytter – vær med den 11. september

Det nytter altså, når vi sammen samler penge ind til forskning år efter år og uddeler dem til landets dygtige forskere. Hver eneste indsamlede krone er med til at skabe bedre behandlingsmuligheder, bedre livskvalitet og nyt håb for de mange danskere med sclerose. Derfor har vi brug for din hjælp som indsamler den 11. september, så vi kan indsamle så mange penge som muligt til den vigtige forskning. Meld dig som indsamler lige her 

Læs meget mere om den nye opfattelse af attakvis og progressiv sclerose i det store bladtema i Lev med SCLEROSE fra November 2015.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.