Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Forskere leder efter svar om D-vitamin og sclerose
d. 25 februar 2010

To nye forskningsprojekter støttet af Scleroseforeningen skal være med til at belyse forbindelsen mellem D-vitamin og sclerose

Af Louise Wendt Jensen, journalist   

Mange undersøgelser tyder på, at mangel på D-vitamin kan øge risikoen for at udvikle sclerose, men årsagen er usikker.
Scleroseforeningen har i 2010 derfor valgt at støtte to forskningsprojekter, som skal undersøge, hvad D-vitamin betyder for scleroseudvikling.

Det ene projekt ledes af professor Per Höllsberg fra Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi ved Aarhus Universitet. Per Höllsberg koncentrerer sig sammen med sine folk om de faktorer, der har betydning for, om man får sclerose. Ud fra store såkaldte epidemiologiske undersøgelser, hvor man har observeret store befolkningsgrupper og set hvilke fællestræk, der er for dem, der udvikler sclerose, ved man, at både en sen infektion med Epstein-Barr virus (EBV) – den virus, der giver mononukleose /kyssesyge, hvis man får den i puberteten – og et lavt niveau af D-vitamin har betydning for, om man udvikler sclerose.
 

Cellernes kapacitet med og uden D-vitamin
”Vi ved, at EBV kan få cellerne i immunsystemet til at dele sig og arbejder med nogle hypoteser om, at den også kan aktivere nogle celler i immunsystemet, som ikke er hensigtsmæssige, og som har betydning for nogle af de negative processer, der gør, at immunsystemet begynder at angribe sig selv,” forklarer Per Höllsberg.

Den proces sker hos mange, men det er ikke alle, der udvikler sclerose af den grund. Det er så her D-vitamin kommer ind. For forskerne mener, at hvis man har et lavt vitamin D3-niveau, som er det D-vitamin menneskekroppen danner, så har man ikke så gode muligheder for at uddanne de celler i kroppen, der hele tiden dannes, og som skal være med til at dæmpe de negative immunreaktioner. Og har man ikke de celler, har man større risiko for at udvikle sclerose.
 
”Vi tror altså at kombinationen af en sen infektion med EBV og lavt vitamin D3-niveau er særligt uhensigtsmæssig. Derfor kigger vi på, hvilken betydning det har, for det ens celler er i stand til at gøre, når man har nok vitamin D3, og når man ikke har. Hvis vi kan forstå de processer, kan vi måske øge forståelsen af, hvordan sclerose opstår og dermed gøre noget aktivt for at forhindre sygdommen,” siger Per Höllsberg, hvis arbejde foregår på molekyleniveau i et laboratorium. Per Höllsberg har foreløbig for 2010 fået 463.000 kroner fra Scleroseforeningen til sit projekt, som er berammet til at vare tre år.
 

D-vitamins betydning for sygdomsudviklingen
På Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet har seniorforsker, ph.d. og overlæge Annette Bang Oturai fået 400.000 kroner fra Scleroseforeningen i 2010. Hendes projekt går ud på, at måle vitamin D3-niveauet hos patienter, som har attakvis sclerose og samtidig høj sygdomsaktivitet. Det er de patienter, der behandles med lægemidlet Tysabri. Man ved at D-vitamin påvirker kroppens immunsystem, så derfor vil Annette Bang Oturai undersøge om D-vitamin har betydning for sygdomsaktiviteten (målt ved antallet af attakker) og aktiviteten af kroppens immunceller ved sclerose. Samtidig vil hun undersøge, om det har betydning, hvis man øger D-vitamin niveauet hos de patienter, der har for lavt niveau fra start.

”Vi følger vores Tysabri-behandlede patienter tæt. De kommer og får medicin ved sygeplejerske en gang om måneden, og får rutinemæssigt hvert halve år taget blodprøver og bliver neurologisk undersøgt af læge. Derfor har vi i første omgang udvalgt denne gruppe af patienter til at indgå i vores undersøgelse,” fortæller Annette Bang Oturai.

Man ved, at D-vitamin niveauet er for lavt i den danske befolkning, specielt i den mørke tid, fordi mere end 90 procent af D- vitamin indholdet hos mennesker stammer fra solens ultraviolette B stråler.

”I Danmark danner vi ikke D-vitamin fra november til april, så D-vitamin niveauet er lavest i denne mørke periode. Derfor har vi her i januar-februar taget blodprøver på de fleste af vores patienter, der er i Tysabri-behandling. Alle som ligger for lavt i D-vitamin tilbydes vitamin D3-tilskud efter generelle retningslinier i klinikken. Vi vil så tage nye blodprøver igen næste år i den mørke tid, og i mellemtiden holder vi øje med, hvor lang tid, der går til næste attak. På den måde kan vi se, om det har betydning for sygdomsudviklingen at få styr på D-vitamin niveauet,” forklarer Annette Bang Oturai om sin undersøgelse, hvor 235 patienter deltager.

Spørgeskemaundersøgelse og genetisk undersøgelse
Samtidig har Annette Bang Oturai også iværksat en stor spørgeskemaundersøgelse blandt patienterne. Det er en undersøgelse på godt 20 sider, som handler om mulige risikofaktorer for udvikling af sclerose. Skemaet er udviklet og allerede brugt i Sverige, og planlægges også anvendt i Norge. Her bliver patienterne blandt andet spurgt om, hvor meget de har opholdt sig i solen i deres opvækst, om de tager ekstra D-vitamin, om deres rygevaner, og om de ved, om de har haft Epstein-Barr virus i form af kyssesyge.

”Spørgeskemaundersøgelser er svære, fordi folk kan have svært ved at huske deres adfærd, og det de har været ude for, men man kan i hvert fald isolere ekstremerne. Som for eksempel dem, der aldrig har røget og dem, der har været storrygere hele livet. Dermed kan man få et fingerpeg om, hvad det er for nogle årsager, der spiller ind på udviklingen af sclerose,” forklarer Annette Bang Oturai.

Som et tredje projekt i forhold til undersøgelsen af D-vitamins betydning for sclerose, er Annette Bang Oturai også med i den hidtil største internationale genetiske undersøgelse af sclerosepatienter. Mere end 10.000 sclerosepatienter og 10.000 raske kontroller, som alle bliver undersøgt for mere end 500.000 genetiske variationer, deltager i undersøgelsen. Her måler man blandt andet forskellige variationer i gener, som har indflydelse på D-vitamins effekt på kroppens immunsystem. Ved at sammenholde disse genvariationer hos de danske patienter med deres D-vitamin niveau, kan man se om visse gener udtrykkes mere eller mindre i forhold til, om man har højt eller lavt D-vitamin niveau, og om disse gener har betydning for sygdomsaktiviteten. Resultaterne af undersøgelsen ventes at blive publiceret senere i år.

Alle bør få målt D-vitamin niveau
Annette Bang Oturai har nu gjort det til rutine i sit arbejde at måle D-vitamin-niveauet hos alle, hun behandler på Dansk Multipel Sclerose Center, og hun råder alle sclerosepatienter til at få det gjort, selvom man ikke er helt sikker på sammenhængen mellem vitaminet og sclerose.

”Men vi ved i hvert fald, at lave D-vitamin niveauer kan påvirke både gangfunktion, træthed og svække knoglerne. Derfor synes jeg lige så godt, at alle kan sørge for at have et passende niveau af D-vitamin. Vi anbefaler ligesom Sundhedsstyrelsen, at man skal have et niveau over 50 nanomol/liter blod. Muligvis vil det være gavnligt at sclerose patienter ligger på et endnu højere niveau, men det er endnu ikke endeligt videnskabeligt bevist. Man kan få målt D-vitamin-niveauet ved en simpel blodprøve, hos egen læge, og vitamin D3 kan købes i håndkøb blandt andet på apoteket, så det er enkelt at gøre noget ved det, hvis niveauet er for lavt,” siger Annette Bang Oturai.

Kommentarer

Mirjana Senk Karsic (Guest) (fre, 27/03/2015 - 00:34)

Det er noget som måske kan hjælpe.
This video has English subtitles! To activate it, click on the first icon on the right bottom of the video.

https://youtu.be/soKM6z1cdiM

Og den bog er også noget som kan hjælpe.

file:///C:/Users/Mimi/Downloads/259045608-THE-MIRACULOUS-RESULTS-OF-EXTREMELY-HIGH-DOSES-OF-THE-SUNSHINE-HORMONE-VITAMIN-D3-MY-EXPERIMENT-WITH-HUGE-DOSES-OF-D3-FROM-25-000-to-50-000-to-100-000.pdf

Håber at det her kan gavne lidt og give lidt mere interesse for vores læger for at forske lidt mere i denne retning. Der er mange med MS som bruger denne behandling og med rigtig gode resultater. Selvfølgelig skal denne behandling foregå under lægens opsyn - og måske er vitamin D3 - vores fremtidens medicin.
Med venlig hilsen
Mirjana

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy