Gå til hovedindhold

Flotte sko til alle fødder

15. marts 2012
Kort fortalt
At alle fortjener flotte sko, er Ulla Hentzes udgangspunkt. Hendes skofabrik, Women Power Factory, laver håndsyede sko i alle former og farver til kvinder. ”Vi laver nu også ortopædiske sko tilpasset den enkelte fod, for alle fortjener flotte sko,” mener Ulla Hentze

Af Kitt Kragelund

I et lille kontor i Valby sidder Ulla Hentze og hendes praktikant, Marie-Maj Albertsen. De er omgivet af sko i alle farver og former. Alle skoene er håndsyede fra Ullas fabrik i Kina. Først lavede Ulla Hentze sko til normale fødder, men nu kan alle fødder få et par sko fra Women Power Factory.

- En dag kom Mette fra et andet kontor på etagen forbi. Hun sad i kørestol og var ked af, hun ikke kunne få et par af mine sko. Så tænkte jeg, at det skulle prøves, og sammen lavede vi et forsøgsprojekt. Hun fik lavet egne læster fra afstøbning af foden, så de passede præcis til hende, fortæller Ulla Hentze.

Ulla Hentze husker, at Mette var ked af, at hun kun kunne få særlige ortopædiske sko, som tit var så kedelige at se på. Med hjælp fra Women Power Factory fik hun et par specialdesignede sko i flot glinsende sort med stor sløjfe. Ulla har efterfølgende sat designet af Mettes sko i fast produktion til normale fødder.

Succes med lyst til mere

De særlige sko til Mette blev rost, når hun kom i byen. Det særlige forsøg var en succes. I kontoret i Valby syntes Ulla Hentze dog, at mange flere fødder med specielle behov burde have samme muligheder. Derfor fik hun ortopædist Anne-Liz Buntzen med om bord.

- Det, jeg synes er sjovt, er at lave rigtig gode sko. Der selvfølgelig er flotte men også gode at gå i. Ortopædisten kan hjælpe, hvis der skal laves noget særligt, og hun laver også indlæg, hvis det er nødvendigt. Jeg ved en masse om sko, og hun ved en masse om fødder, og sammen kan vi lave hvad som helst, siger Ulla Hentze.

I princippet kan man købe alle Ulla Hentzes sko tilpasset individuelt, men der er naturligvis begrænsninger efter behovet. Kørestolsbrugere ønsker sjældent hæle på syv centimenter, forklarer Ulla. Hendes udvalg består af høje sko, støvler, flade sko, ankel sko, sandaler, stiletter og andre former og farver, hvor kun fantasien sætter grænsen.

Kvalitet og design til alle

Skoene fra Women Power Factory kan bestilles i mange farver, men der er også mulighed for at medsende særligt stof, man ønsker, skoene skal matche til. Ligeledes er skoene lavet i forskelligt materiale, både stof og kalveskind. Ulla Hentze fortæller:

-Vi startede med ortopædiske sko sidste år, så det er helt nyt. Mennesker med handicap vil lige så gerne have flotte sko, og det skal de have mulighed for. Det er tit sådan at enten er sko smarte, eller også er de brugsvenlige. De er sjældent begge dele, og det kan de lige så godt være jo.

Skoene fra Women Power Factory ligger på normalt niveau som andre håndsyede sko, omkring 1500-2500 kr. Hvis en standardsko skal rettes til, koster det omkring 500 kr. mere. Er det derimod nødvendigt med afstøbning og særlig læste, så bliver det første par sko dyre.

-Det ender med ca. 10.000 kr. første gang. Det er fordi, der skal laves særlig læste, form der skal prøves til, mønster på skoen og syning af skoen. Men når man først har læsten, så skal den jo ikke laves igen, så det næste par sko kommer til at koste en tredjedel eller mindre, afhængig af materiale, siger Ulla Hentze.

Det er normalprisniveauet for særlige afstøbninger hos andre ortopædiske skoudbud, mener Ulla Hentze, der håber at kunne hjælpe mange fødder, der af den ene eller anden grund har behov for særlige sko med flot design.


Læs mere om Women Power Factory på www.womenpowerfactory.com

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.