Gå til hovedindhold

Færre kalorier mindsker sclerose-symptomer

13. juni 2016
Kort fortalt
Spis mindre, og slå sclerose ned. I både mus og mennesker kan en halvering af kalorierne mindske symptomer på sclerose.
Thumbnail Er man hårdt ramt af sclerose, kan det måske godt betale sig at holde igen med kalorierne. Et nyt forsøg viser, at mus og mennesker med autoimmune sygdomme, der i en periode spiser færre kalorier end normalt, kan nedsætte deres symptomer. Det er forskere fra University of South Carolina, der netop har offentliggjort en undersøgelse af deres kaloriefattige diæt, der nedsætter autoimmunitet, øger regenerering af ødelagte celler, og mindsker sclerosesymptomer. 

Halvering af kalorieindtag 3 dage om ugen

Det viser sig, at når kalorieindtaget halveres, danner kroppen hormonet kortison i binyrerne, der bl.a. er med til at regulere stofskifte og stress. Men hormonet sætter også gang i en proces, der dræber skadelige autoimmune celler, og danner nye gavnlige celler, der er nødvendig for kroppens evne til at reparere sig selv.  Diæten er udviklet af forskerne selv, og består af faste-perioder i 3 ud af ugens 7 dage, hvor kalorieindtaget halveres.  De har tidligere fundet tegn på, at deres kaloriefattige diæt beskytter normale celler, svækker kræftceller og kan bremse aldringsprocesser i både mus og mennesker.

Kaloriefattig diæt bremser autoimmune sygdomme

I dette nye studie blev en gruppe mus med autoimmune sygdomme sat på en fastende diæt i 3 uger, hvor de spiste halvt så meget i 3 af de 7 ugedage. Sammenlignet med mus der spiste normalt, bremsede den kaloriefattige diæt sygdomsudviklingen hos alle musene, og 20% blev helt fri for symptomer.  Det viste sig, at den kaloriefattige diæt påvirkede en række processer i musene: Mængden af kortison steg, mængden af inflammatoriske proteiner faldt, og genopbygningen af myelin, der ellers var beskadiget af autoimmune reaktioner, blev stimuleret. Altså processer, der er kritiske for at bremse udviklingen af sclerose.  Efter musene vendte tilbage til deres normale diæt, producerede de stadig ’gode’ immunceller og myelindannende celler, og nogle af musene opnåede en sygdomsfri tilstand.   

Helbred forbedret hos sclerosepatienter 

Effekten af 6 måneders kostomlægning blev også undersøgt i sclerosepatienter: Sammenlignet med 20 patienter på en standard kontroldiæt, oplevede 20 patienter, der fulgte den kaloriefattige diæt i 7 dage efterfulgt af en middelhavsdiæt i 6 måneder, en forbedret livskvalitet og øget fysisk og mentalt helbred.  Det er ikke klart præcist hvordan en kaloriefattig diæt kan have en positiv helbredseffekt mod sclerose, men det formodes, at en fastende diæt kan bremse de autoimmune reaktioner i hjernen.

Mangler mere viden

Der er desværre et par begrænsninger ved studiet: Det er f.eks. ikke muligt at af- eller bekræfte, om det alene var selve middelhavsdiæten, og ikke den fastende diæt, der havde en effekt, og om det blot var et øget fokus på at ændre kost og livsstil, der forbedrede patienternes helbred og livskvalitet. Desuden, manglede der også MRI-undersøgelser og immuncelle-analyser. Forskerne råder kraftigt patienter til IKKE at afprøve kostomlægning derhjemme uden at involvere en kost-specialist, og pointerer, at der ikke er tale om en egentlig behandling. For at bekræfte at en kaloriefattig diæt har en reel positiv virkning på sclerose, er der behov for større og bedre studier. Man kan læse mere om studiet her og originalartiklen her
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.